Uddrag

En Officer steg ud af Bilen. Jeg genkendte ham med det samme. Det var ham, jeg havde hilst paa, da jeg for nylig mødte K.H. i Byen. Officerens Ansigt var lagt i højtidelige Folder, hvilket dog ikke gjorde hans sardoniske Træk mere indtagende. Far fik med Besvær spurgt, hvad der bragte ham her. Officeren knaldede Hælene sammen, saa det gav et Sæt i Far, førte en Haand til Kasketskyggen og spurgte efter mig, der stod sammen med Hans ude paa Trappen. Mit Hjerte sprang op i Halsen. Karl Heinz. Det var min første Tanke. At der var sket Karl Heinz noget.

Officeren rømmede sig, trak en Kuvert frem af sin Jakke og rakte mig den.

- Tillad mig at kondolere, sagde han. Jeg var stadig i Chok, fordi jeg troede, han talte om

Karl Heinz. Jeg rev Konvolutten op og trak et Brev frem, hvor en anden Officer paa formfuldendt

Tysk skrev, at min "Kæreste” (hvor vovede han!) var omkommet i Kamp, og at man derfor fremsendte hans efterladte Ejendele til mig.

Ulrik, udbrød jeg lettet. Officerens knivskarpe Øjne blev spekulative, saa smilede han, næsten kun en Trækning ved Mundvigene, smældede Hælene sammen igen og kørte sin Vej.

Ulrik? Far og Mor nærmede sig..

Ulrik....Ulrik er død, stammede jeg. Der faldt noget ud af Kuverten. Et “Hundetegn”, en Rulle Sedler og Ark tæt beskrevet med Ulriks store, kantede Skrift.

Hvor vover han, udbrød jeg og fór op paa Værelset.

 

..................

 

Stakkels, stakkels Ulrik.

Hvad stiller jeg op med Pengene?

 

Far saa ud, som han havde brændt sig, da jeg stak ham Seddelbundtet i Haanden. Jeg trak paa Skuldrene og mumlede, at Ulrik dog ret beset blot betalte sin Gæld tilbage. “Han skylder mig intet” sagde Far usædvanlig kort for Hovedet. Jeg bøjede mig og samlede Pengene op. 630 Mark - et anseligt Beløb.

...

 

K.H. blev vred paa mig. Vi mødtes i Aftes. Som sædvanlig ude paa Næsset. Da han spurgte, hvad der plagede mig, brast Historien ud af mig. Om Ulrik og min Betagelse af ham. K.H. spurgte meget studs, om jeg havde elsket Ulrik, og han fik et surt og forsmaaet Udtryk i Ansigtet. Jeg forsikrede ham om, at det var ham, jeg elskede. Det gjorde ham ikke blidere stemt, og han tog hurtigt efter Afsked. Sagde, han skulde tidligt op Dagen efter og tilbød end ikke at køre mig hen til Vejen. Saa stod jeg der i Mørket. Vred paa ham, men mest paa mig selv, fordi jeg aabenbart havde stødt ham fra mig.

 


 

 


 


 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

31.08 | 23:25

Så gode tekster, Margrethe! - Du bør samle dem og udgive dem på et tidspunkt! Husk også dine Facebook-tekster!

...
26.11 | 17:59
Brændt har modtaget 1
10.05 | 08:56
Ny bog har modtaget 1
31.08 | 23:23
Fotos - konf 09 har modtaget 1
Du kan lide denne side