Dagbog
madeleine
Madeleine er det største i mit liv i år. Og i mange år frem. Ligesom det største i mit liv i 87 var dig, Frederik. Det største i 93 var dig, Sigrid. Og det største i 95 var dig, Emil. Og i mange år frem. Resten af livet. Sådan er det. Små varme hænder holder ens hjerte og man er solgt i evighed.
Så hun kom en strålende solskinsdag i august i år og var så perfekt helt fra begyndelsen. Og med andægtigt tog vi dette mirakel ind. Og købte alt for mange blomster, der alt for hurtigt visnede. Men sådan er det med mirakler. De skal have mange blomster. Og nu er du snart fem måneder og stadig lige mirakuløs. Næsten endnu mere nu. Jeg kender dig bedre. Jeg tvivler på, du kender mig. Men forhåbentlig genkender du kærligheden i mine øjne, når jeg ser på dig. Og forstår - forhåbentlig - at jeg griner lidt af dig, fordi du er så kær og stædig og ikke fordi jeg håner dig.
Jeg er stolt af at være din farmor. Jeg håber, jeg bliver en god en af slagsen. Sådan en man kan grine sammen med. En som gider lege og snakke. Og måske soppe rundt i vandkanten og fange krabber og smukke sten. Sådan vil jeg gerne være. Og generøs og varm og læse historier, eller selv finde på nogen. Sådan må det gerne blive.
Madeleine.
Lørdag d. 14. juli 2012

Jeg har netop fået at vide, at en kær kollega er død. Omtåget af influenza og what not kan det vist alligevel ikke rigtig trænge ind. Men tak fordi du tog så godt imod mig, da jeg begyndte på TV2. Tak fordi du var sådan en formidabel, altid hjælpsom fyr. Din tørre humor og alle de mange cigaretter vi stod og røg sammen - det kommer jeg til at savne. Det er ikke en gang fjorten dage siden, at jeg hørte, du var syg. Alvorligt syg. Jeg havde nok haft en mistanke om det, men håbede til det sidste, at der kunne gøres noget. Det ku' der altså ikke og i går døde du. Jeg håber ikke, du følte dig ensom eller alt for skræmt. kh Margrethe

mandag 9. april 2012
Jeg kan for min død ikke få ind i hovedet, hvad 2. påskedag har gjort. Den er sådan et underligt appendix til skærtorsdag, langfredag, påskedag. Der sker virkelig noget de dage, men hvad fanden skete der egentlig 2. påskedag? Indtog i Jerusalem, ophængning på kors, opstandselse. Men hvad med 2. påskedag? Var der nogen der fandt et ligklæde der, eller hvad? Bare et eller andet. Et fodspor. Et åndedrag i sne.
Og så er det i dag 72 år siden, at tyskerne, nå nej, nazisterne vadede over danske grænser.
Søg på Anders Johannes Jørgensen på http://modstand.natmus.dk/ 
Han var min bedstefar, morfar, og jeg er stolt af ham. Selv var han beskeden. Talte aldrig om besættelsen, eller egne bedrifter.
bruger Helle botox?
"Jeg hader Helle, hun bruger Botox!" sagde min veninde en dag. Jeg blev sgu lidt konsterneret på Helles vegne og satte mig for at studere hende lidt nærmere. Det er sandt, der er ikke meget mimik i hendes ansigt. Hun har lidt svært ved at smile. Og helt ærligt, jeg ved ikke, hvorfor hun altid ser så alvorlig ud (måske holdes hendes ansigt i et Botoxgreb?), for så skidt ser det vel heller ikke ud for danskerne? Vi overlever nok også denne krise. Fra Helles let stivnede, alvorsfulde fysiognomi bevægede mine tanker sig tilbage til dengang jeg endnu var på Amtsavisen og dækkede kommunalbestyrelsesmøder. Venstre og SF'erne var de mest smidige politikere. Ikke fordi de var glatte som ål. Men de havde helt klart ikke en eller anden stor, bureaukratisk partiorganisation i ryggen som diktere, hvad de måtte mene og sige. Det lod det til S'erne havde. Deres politik virkede totalt rigid. Lige så usmidig som Helles ansigt. Så bruger S Botox? Det gør Lars Løkke i hvert fald ikke. Ej heller Willy Rap. Og så er det, jeg må spørge mig selv, vil jeg stemme på den kølige, botoxede (måske botoxede) smukke Helle, eller vil jeg hellere have de der halvgamle mænd, der trods alt ser ud som om, de ind i mellem stadig er levende?
(Jeg har faktisk stemt på Helle en gang. Det var dengang, hun kunne "slå Anders Fjogh")
1. august 2011
"Det kunne være meget værre, man kunne jo være død", som en gammel veninde sagde, da vi diskuterede vores veninders endeligt, vores savn og vores fortvivlelse, og vores egen elendighed. I dag er det ti dage siden Anders Behring Breivik tog livet af 80-90 mennesker i Oslo og på Utøya. Jeg var på vagt den dag, og det var surrealistisk at se billederne fra Oslo, der mest af alt lignede en krigszone. Oslo?! Endnu mere surrealistisk, når folk ringede ind og klagede over, at Tour de France blev afbrudt på grund af en ekstra nyhedsudsendelse. Folk råbte og skreg i telefonen.
Ikke siden 11. september har jeg følt mig så fortvivlet og forstemt over menneskeheden. Billeder af  unge mennesker foran en geværmunding var lige som brændt ind i nethinden. Det var umuligt at sove efter den oplevelse. Umuligt at glemme. (Men allerede nu ti dage efter trækker livet en hinde af glemsel over sceneriet)
Helt ærligt, så er mine idelige computerproblemer for intet at regne. Man kunne jo være død. Men computeren er altså gået ned, og den er indleveret til reparation. Det vil tage 10 arbejdsdage, før den er færdig, som ekspedienten fortalte mig I øvrigt en venlig ekspedient, i Fona. Så har man set det med. Sidst, eller næstsidste gang jeg var i den forretning, var jeg ved at komme i håndgemæng med vist-nok bestyreren af forretningen. Et totalt arrogant røvhul, der åbenbart ikke ved, at det er kunderne der gør, at han har en forretning at bestyre.
Emil har storsindet overladt sin computer til mig, hver gang han ikke selv bruger den. Og eftersom vore døgnrytmer er vidt forskellige, jeg er oppe om dagen, han er oppe om natten, er det lykkedes meget godt at få det til at hænge sammen.
I dag skal jeg holde op med at ryge. Hahaha. Jeg er meget skeptisk. Meget vrangvillig. Særdeles umotiveret.
P.S. min elskede ukrudtsbrænder er allerede brudt sammen, og jeg må ikke drikke kaffen resten af i dag. Shit, men altså, man kunne være død.
Mit kæreste værktøj
Endnu en dag er rundet af med en tur i bedet foran huset med ukrudtsbrænderen. Emil stillede mig i udsigt, at man bare skulle give hver lille plante et svidende kys, så var man fri for ukrudt hele sommeren. Så jeg købte en ukrudtsbrænder og fem ekstra gasflasker. Nu var de jo på tilbud, så selv om man kun skulle gå beddt over en gang og så var den plante gone forever, var det jo rart at have lidt i reserve. Jeg vovede mig ud med brænderen og det var sjovt. Også frygteligt. Hver plante krøllede sig sammen i smerte. En enkelt snegl blev også flamberet. Jeg regnede med, at ild ville blive min skæbne, min karma. Brænde op i helvede ville jeg. Ikke at jeg ville, men det ville ilden. Brænde mig.
Men hvor herligt. Emil havde ikke ret. Ukrudtet skyder næsten endnu mere lystigt efter, jeg har brændt det af. To dage, så titter livet frem mellem grus, pibler op ad sprukken, sol(ild)tørret jord.  Nyt liv opstår af gammelt, udtjent, udbrændt liv. Banalt, men sandt.

Har været i Århus og lave interview. Blev godt og vel skoldet af solen gennem ruden.

Århusbugten var så blå og fristende. Fik lyst til at forsvinde ud på dybt vand. Men holdt mig i Skodaens relative tryghed.

Hunden har kronede dage med afgnavede koteletben efter grill på terrassen. En solskinsgul grill. Gave fra Jette i anledning af min nys overstået eksamen. Hun insisterer på at organister organerer.
Det gik ad helvede til med teorien - altså til eksamen. Men jeg bestod. Fik gode ord med på vejen om mit spil. De hørte igennem fejl og mangler, som der var en del af, kunne høre musikaliteten. Det var jeg superglad for. Til gengæld fik jeg ikke det job, jeg søgte. Hvilket jeg var pissed over, og ked af. Ærgerligt. Jeg har ikke fast arbejde, fuldtids, i en uendelig årrække. Ved ikke, hvad det vil sige ikke at skulle kæmpe for føden og huslejen. Jeg kan lide at kæmpe, men nogle gange er det bare så udmarvende. Altid at være på arbejde, og selv når man ikke arbejder, dårlig samvittighed over ikke at arbejde, eller ikke arbejde nok, eller simpelthen ikke være tilstrækkeligt effektiv.

Emil og Pierre spiller computer. Lyden af glade stemmer gør mig glad. Sigrid er på Roskilde. Frederik sikkert i havn. Margrethe, hvad vil du mer'?


Jeg er organist!
Jeg var til min afsluttende prøve i dag, og trods sindssygt mange - og dumme - fejl, så kunne de høre igennem det og høre, at jeg er musikalsk og kreativ og spiller indfølt. De ord betyder næsten mere end de to syvtaller, som jeg da i øvrigt er pavestolt af, fordi jeg - om nogen! - ved hvilke kampe denne uddannelse har indebåret. Indebåret? Er det et eksisterende ord?! Ikke flere ord, jeg er bare totalt over the moon og lidt til
Svante
Det er lang tid siden, jeg har haft det sådan. Men velkommen til Svantes univers: Jeg er træt af mig selv og mine plomber, jeg har alt imod min egen krop. Hvad nytter det at leveren skrumper, når ens mave stadig svulmer op. Jeg lider af selvhad. Gid jeg var en smule selvglad.
Godt skrevet, Andersen! Benny altså.
Det rammer lige i sulet, selv om jeg ikke er søsyg, hjemlængslende svensker med hang til porter og digtskrivning.
Går til eksamen. Livet er forrykt og forskruet og forskubbet. Tyndhudethed. Hysteriske anfald. Rablende tanker. Stress. I helvede. Og så den evige pisk: Du dur ikke. Du er ikke god nok. Du er en fiasko.
Jeg forsøger at flå pick-up'en væk fra selvdestruktionens rille. Men nej, den samme gamle plade kører rundt og omkringkaster det åbenbart eviggyldige udsagn: Ikke god nok. Dur ikke. Væk.
Det hjalp lidt at sove til middag, efter kun fire timers søvn i nat. Men nu skal der vist en sydhavsø, sydfrugter og søde sydlige mænd til at genoprette det gamle, frivole, pjattede "jeg".
Og det har lange udsigter, det med sydhavsøen. Pengene er gået til almindeligt underhold i denne måned, hvor jeg har knoklet med eksamen og ikke haft tid til at skrive.
Scorede 12 i liturgik & salmekundskab i går. Og fik derpå et 4-tal for en jammerlig præstation i korledelse. Det er åbenbart ikke det rigtige studium for mig, det her organistpjat. Jeg skulle nok have  kastet mig over teologien i stedet. Men jeg er jo også stolt af mig selv. Jeg gjorde det, fandme sgu så. Jeg var ved at knække nakken og brække personligheden, men jeg gennemførte. Og når jeg en gang er omme på den anden side af dårlige karakterer og udsagn om hvor klumpet og dum jeg er til det, jeg elsker så højt, så kan jeg måske pusle mig selv sammen igen og blive menneske? Det håber jeg. For det er sgu ikke til at holde ud at tænke så dårligt om sig selv. Meget af det er nok stress, men der er revner ind til fortvivlelsen. Og de har nok altid været der. Den grædende klovn, det er mig. Pil den hvide sminke af og de 12 numre for store sko og se et lille bange menneske.
Måske har alle en fernis til at dække over fortvivlelse og syge kræftpletter? Måske går alle rundt og tror, de er håbløse fiaskoer - fiaskøer?! - og håber, ingen gennemskuer, hvor dumme og håbløse de er? Er vi alle sammen født til selvpineri og pønitense? Hviner pisken også over de andres rygstykker? Svælger de også levende skorpioner med skjold og brod?
Det ville jo også hjælpe med et job. Et rigtigt job med pensionsordning, ordentlig løn og hele borgermusikkenl. Men det har vist heller ikke for gode udsigter. Og kunne jeg så, hvis jeg fik sådan et, overhovedet affinde mig med det? Jeg er jo ikke god til det med kasser og grænser. Alt skal sprænges i stykker og flyttes på og vendes på hovedet. Stik mig en grænse, og jeg overskrider den. Den andet er at gå på sjælelig akkord, synes jeg vist. Men alle er vel nødt til at rette en lille smule ind for at kunne være her i verden. Det andet er for hårdt.
Når det er sagt, så er i dag i dag. Ikke i går og ikke i morgen, men nu og her, med hånden i en pose chokoladeovertrukne peanuts og Free Willy II kværnende i baggrunden. I grunden godt nok. Ikke?
Skjortebluse
Der er en første gang for alting - jeg har købt en skjorte på nettet i dag. Jeg har studeret hjemmesider med tøj og sko i årevis, men aldrig købt noget. Men selv den grænse er overskredet nu.
Det må være ligesom at slå ihjel. Den første gang er den sværeste, siges det. Men når først den grænse er overskredet, så... Jo, jeg tror, det passer. Før i tiden slog jeg aldrig noget levende ihjel - bortset fra de svin, køer og kyllinger, jeg spiser dagligt (og altså kun indirekte slår ihjel, men jo alligevel er med til at aflive). Og gjorde jeg det alligevel, var jeg frygtelig brødebetynget over det. Hellere danse Sct. Veitsdans på en skovsti, mens den nye kæreste glor på en, end at træde myrer ihjel. Hellere leve med fluefødder krablende rundt på næsen, end daske til den (dem). Men jeg har slået ihjel. Både fluer, mus og myrer. En enkelt kat er det også blevet til en gang. Og det er sandt, når grænsen først er overskredet, så er det "nemmere". Man bliver lidt forrået og afstumpet.
Nu tænker jeg, at jeg har overskredet min grænse for køb på nettet. Hvad åbner det ikke op for at sindssyge indkøb af tøj, der alligevel ikke passer? Sko, der klemmer? Vognlæs fulde af grimt, uklædeligt tøj, klodsede, hæslige sko. Og vi bor stadig på 90 m2 uden plads til walk-in-closet. Hele huset er et walk-in-closet for pokker.
Vi drukner i selskab. Hvilket er ganske rart. Isoleret foran hver sin computer i et lille bitte hus. Som jeg da i øvrigt er blevet lidt flinkere til at slukke for, ikke huset, computeren.

Tjekkisk tank
Det er jo det, jeg altid siger: En Skoda er som en tjekkisk tank. Den pløjer sig gennem sne og slud uden problemer, starter altid, og så er den åbenbart også bygget som en tank, for i dag blev jeg påkørt, og jeg kan med en vis fryd fortælle, at det var den påkørendes, Xantia det gik værst ud over... Ikke, at der er meget fryd ved en bilulykke, men når det nu sku' være er jeg glad for a) at der ikke skete noget værre med mig, end at jeg blev dødforskrækket, b) skodaen fik trykket venstre fordør lidt - men døren kan da stadig lukke, og bilen køre, c) at hans frontparti lignede en ulykke.
Den anden fører virkede ret chokket. Forståeligt nok - han overså mig fuldstændig, da han svingede ud fra en sidevej. Jeg så ham ud af venstre øjenkrog. Troede, han så mig, men indså så, at det gjorde han ikke. Fik undveget en smule. Gudskelov, at der ikke lige kom en cykel, eller fodgænger, som jeg så tilgengæld kunne have basket ned. Materiel skade overlever man jo nok. Det andet ville være forfærdeligt.


Mad med mere
Det er vist ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for mad. Eller mad? Lad os være ærlige: usund mad.
Mad der ikke er værdig til at kaldes mad. Junkfood med streg under chokolade, chips og cola.
Det var et slemt år. Det var så langt og mørkt, og der var ingen lys, kun i sengen med hånden i en pose chips. Jeg tror, jeg har taget alle de ti kilo på, jeg tabte for to år siden. Det er trygt at være tyk, det må jeg indrømme. Jeg har næsten forliget mig med det. Men i dag har jeg mest spist salat, så mere forliget er jeg altså ikke.
Nu er det 2011 og jeg har ingen nytårsforsætter. Hvis jeg har, er de så hemmelige, at jeg ikke en gang selv ved af det. Klart, jeg skal tabe mig. Klart, jeg skal holde op med ryge. Klart, jeg skal skrive. Klart, jeg skal spille musik. Men ellers? Der er ikke nogen store, forkromede drømme. I glade sekunder tænker jeg, at det er fordi jeg lever drømmen allerede. Livet er altså bare ikke himmelsk hele tiden. Det er op og ned, og det har været rigtig meget for nedadgående nogle måneder. Men jeg knækkede ikke. Jeg holdt sammen på mig selv. Et par tårer er det blevet til, især bag orglet. Musikken får mig altid. Griner af, at jeg kan blive så rørt over den musik jeg selv frembringer, at jeg sidder og tuder! Så bliver det ikke mere selvopslugt, vel.
Har fået nyt arbejde og skal på det i morgen. Fylde kaffe i maskiner, sortere post og åh jammer skifte toner i kopimaskiner. Det sidste har jeg ikke prøvet endnu, og jeg frygter det virkelig. Kan hælde olie, sprinklervæske og køler-ditto på bilen, men toner på en kopimaskine. Gid jeg aldrig må opleve det på en af mine vagter. Har søde kolleger. Trives godt med mennesker der er såkaldt almindelige. Især fordi almindelige mennesker aldrig er så almindelige endda og som regel tager en som man er. De synes ikke, man skal være noget helt andet. Anderledes. Eller måske bare en anelse mere rødhåret og mindre rapkæftet.
Og hvor har jeg dog set meget fjernsyn, mens jeg åd chips og chokolade. Biggst loser er lige nu favoritprogrammet. Det er så skønt at se på mennesker, der vejer halvtreds kilo mere end en selv. Så føler man sig så slank, og det gør næsten ikke noget, at man nu er på sit tredivte stykke chokolade. For der er fanme langt op til 128 kilo eller Madonna 170. Er der ikke?!


Det var en lørdag aften
København i går. Rundede lige Grundtvigskirken på Bispebjerg. Orglet er enormt. Og kirken er. Derpå besøg på et Kommunikationsbureau i Lille Strandstræde i Nyhavn, hvor min gamle veninde fra Journalisthøjskolen, Marianne, arbejder. Jeg gik fra Rådhuspladsen og ned ad Strøget. Der stod den ene frysende "nydansker" efter den anden med skilte for Tatovering, Sandwichbarer, tøjbutikker. Der stod de og frøs og hang rundt om skiltene. En så ud som om han sov. En anden stod og sms'ede. Så sad der tre hjemløse med sprut og soveposer, og lidt længere nede en der sad og tiggede. Han forsøgte ikke en gang at lade som om, han kunne danse eller spille på skeer, han tiggede bare. En anden havde lejret sig på et tæppe med noget skocreme og et par pudseklude. Gad vide, hvor mange der stoppede op og fik pudset sko hos ham? Da jeg skulle hjem tog jeg Metroen fra Kongens Nytorv. Helt ærligt, hvor blev jeg skuffet. Jeg troede Metroen var noget fuldstændig fantastisk og så var det bare som en undergrundsbane i London, bare nyere. På Nørrebro Station havde to kvinder slået lejr med tæpper og to hunde. De ignorerede os rejsende, og vi ignorerede dem . Men hemmeligt slugte jeg dem med øjnene. Så meget skam, så stor desperation under dække af ligegyldighed. Jeg var SÅ lettet, da jeg sad i toget. Ud af den by. Denne pestbyld af en undskyldning for sanmmenstuvning af mennesker. Al den sorg, den kulde, det hastværk, den ligegyldighed. Fandt en plads i toget, som jeg dog hurtigt blev gennet væk fra af en rejsende med pladsbillet. Så stod jeg op det meste af en time og skumlede og sendte vrede sms'er til Maj om, hvor lortet livet var, og overfyldt toget var, og hvor hidsig jeg var.
Hvordan kan nogen mennesker bo i sådan en by? Hvordan? Jeg nyder at gå rundt i andre storbyer, de kan have deres egen rå charme, endda smukke bygninger. Men København?! Den by er bare grim og ucharmerende. Det bedste der er at sige om den rejse er, at jeg fik læst Camus' "Faldet". Den svarede helt til mit humør i går! Grim, rå, nihilistisk, morsom - og sort som helvede.
25.10.10
Her ligger vi så brak, Sigrid og jeg, svinehamrende syge af influenza. Emil har det nogenlunde i dag og kom af sted til sin praktikplads.
Fik afsat gudstjenesten til min fellow organplayer, André, i går. Var så syg, at jeg dårligt kunne holde mig oprejst.
Så her ligger jeg, og ved siden af ligger Sigrid.
Frede var hjemme et par dage i sidste uge, ham har vi nok også smittet. Og Mette og Rose, som vi besøgte i Århus fredag - de er nok også syge nu. For slet ikke at tale om alle de mennesker, vi var sammen med til Oskars nonfirmation lørdag. De har alle galoperende svinepest og skoldkopper på størrelse med Rundetårn.
Har forsøgt at skrive en artikel. Jeg føler intet for den. Den er ikke "kød af mit kød" så at sige. Bare nogle stabler af ord, linet op på en computerskærm. Hvis hun ikke kan lide artiklen, vil jeg ikke en gang blive ked af det eller skuffet. Jeg vil ikke sige, jeg ikke kan lide den. Har bare ikke noget forhold til den. Sygdom afstumper en. Gør verden lille.
Mandag den 18. oktober 2010
Kære mor, du fik jo ikke nogen tale til din fødselsdag, så lad mig "holde" en her - bare for dig!
80 år, jamen jeg fatter det ikke. Når jeg ser på dig, ser jeg ikke en gammel, værkbrudden dame - krumbøjet af gigt, halvsenil. Jeg ser en vital dame. Nysgerrig på mangt og meget her i livet. Du læser, meget mere end mig. Og langt bedre litteratur! Interesserer dig for filosofi og religion. Ser film og hører tonsvis af opera. Er skrap til computer. Du broderer, selv om du halvvejs foragter den slags kvindagtige sysler. Hvis du havde været en mand, var du garanteret blevet professor i et eller andet vanskeligt fag, men nu fik du børn i stedet. Og sikke nogle skønne unger! En arkæologitekspert, en soldatsejler, en bankfuldmægtigincassogut, og så undertegnede.
Du har tonsvis af venner - flere end jeg - og du er beviset på, at man også kan få venner, rigtig gode venner, når man har passeret 50 - 60 - 70. Du har lige været i Ebeltoft og har fundet en ny veninde, så der er også et liv efter de 80. Og så er der jo grandfætter Paul, men han er et helt kapitel værd, og det skal ikke skrives her. Lad det bare være sagt, at det er som at høre bedstefar og bedstemor smågnaves, når I to er sammen.
Det er alt det ydre. Det der er til at måle og veje - apropos veje, tror du altid, du er for tyk. Det er du IKKE, hører du! Du ser skøn ud og er slank og smuk. En rigtig sej vikingedame.
Til det indre hører en levende intelligens. En stadig undren. Ind i mellem voldsom afstandtagen fra alt det "religiøse" sludder, samtidig med at du brændende ønsker at tro på et eller andet. Tror jeg da!
Da jeg blev skilt, var du mit anker i et oprørt og klippefyldt hav. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor du trøstede mig, når jeg igen var i kulkælderen. Du tændte næsten dagligt op i bålet, så ungerne kunne riste pølser og varme bare ben. Og du fortalte mig dårlige vittigheder for at få mig til at grine. Du var skrap ved mig, da du syntes, jeg drak for meget - det gjorde jeg også. Så tak for sparket. Og du og jeg kan grine, jamen VIRKELIG GRINE sammen ind i mellem - selv om vi er så forskellige. For det er vi ved Gud. Af ydre og af sind, og så alligevel ikke. Hvis nogen forulemper mig, hader du dem solidarisk med mig! Og sådan har jeg det jo også. Krummer nogle et hår på en af mine unger, får de smæk, i hvert fald verbalt. Hvis nogen siger noget pænt om mig, refererer du det loyalt, men skynder dig så at trække mindst ti procent fra, så jeg ikke bliver for "indbildsk". Det har jeg så lært mig selv, at jeg IKKE skal gøre i forhold til mine unger ;-)
Du er sjov, også når du fortæller om en ny indbildt sygdom, som du straks affærdiger som "pjat". Du har sans for livets barokke sider. Og når du først ekstemporerer derudad, kan selv min gode fantasi næsten ikke følge med. Du kan få de bedste historier ud af næsten ingenting. Jeg glemmer aldrig, da du til min 40-års fødselsdag, beskrev et tænkt scenarium så levende, at vi alle måtte gyse, eller grine, alt efter temperament. Hvis børnene gik ovenpå, tog de stearinlys med (som sædvanlig boede jeg i et hus uden ret mange lyskiilder), disse lys ville vælte og falde ned i sengene, antænde dynerne og snart ville hele loftsetagen stå omspændt af flammer, og så
ville børnene indebrænde. Det var fantastisk! Jeg har altid troet, jeg fik min gode fantasi fra min far, men din er næsten bedre og endnu mere kringlet.
Du har ind i mellem nogle punchlines, så jeg kommer til at klukke, når jeg tænker på, hvad der nu er røget ud af munden på dig. Som da jeg pralede lidt af vores vikingeforfader, og du tørt bemærkede: Ja, og siden er det kun gået tilbage for slægten!
Eller da jeg sad og klynkede over min dårlige økonomi, og du udbrød: Jeg har egentlig altid tænkt på, at hvis jeg blev posedame, ville det være en spændende oplevelse - pause - men alligevel vil jeg nødig, for jeg er så kuldskær!
Det er svært at få det hele med. Jeg har jo kun kendt dig i snart 47 år. Du er skrupskør, sjov, lattermild, generøs, kritisk, kreativ. Du er så meget, og så endnu meget mere. Mine ord rækker ikke til.
Jeg elsker dig. Til lykke!
kærlig hilsen
Margrethe
PS ind i mellem siger du, at jeg skal tage livet af dig, hvis du bliver oldtudsegammel og senil. Vi har endnu ikke lagt os helt fast på, hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg synes jo også, det er noget af en opgave at blive pålagt. Så mon ikke bare vi skal livet og døden gå sin naturlige gang?!
Søndag i regn
Søndage burde forbydes. For det første regner det altid om søndagen, og så er dagen lang. Især når man skal spille til Aftengudstjeneste og ikke til formiddags-. Jeg kan ellers godt lide gudstjenester... Det er et behageligt afbræk i søndagens tristesse og regn. Men lige i dag ville det være okay at hoppe direkte til mandag.

Bænken - skolebænken
Så går vi alle sammen i skole igen. Emil er begyndt i 9., Sigrid på HTX, og jeg på Løgumkloster Kirkemusikskole på det der forhåbentlig bliver sidste år.
Det er hårdt, det er dejlig hårdt og tidskrævende. Jeg har sjældent kedet mig så meget som denne sommer. "Hvorfor har du så ikke været ude at rejse?" som en bekendt spurgte mig. Jeg ved godt, at gennemsnitsdanskeren rejser røven af led hvert år, men nogen af os har bare ikke råd. "Et spørgsmål om prioritering", kan jeg høre en eller anden papnakke sige. Okay, listen smartass, jeg vil hellere kunne betale husleje og købe mad, end jeg vil rejse til Langbortistan, selv om jeg faktisk rigtig gerne vil til Langbortistan.
Jeg har også nydt sommeren. Meget dejligt vejr i juli, og tørke, så græsplænen ikke skulle slås. Men det var kedeligt, da ungerne ikke var her. Som jeg så klogt bemærkede til en her forleden: Man kan ikke satse på, at ens unger skal underholde en resten af livet - og det er jo rigtigt, men når man nu er så glad for dem og synes, de fylder rigtig meget på en rar måde, hvorfor skal vi så ikke bare leve lykkeligt sammen alle sammen - til vore dages ende?
Mette og jeg har heldigvis en aftale om at flytte i Oldekolle - om tyve år ca. Meget meget underligt, at ens liv nu er målt af i ti-år, i max tyve-år. Før i tiden lå livet foran en, nu ligger det stort set bag en. Eller på en. Tunge skuldre af al det levede liv. Andre dage fuldstændig eufori og glæde over bare at være til.

Dogsitting
Jette og børnene tog på Bakken i dag, og vi har derfor fået en ekstra hund i huset - Bellas datter Laika. Et damp-agtigt hundedyr, men med en smuk sjæl. Dette inderlige og intense væsen har sat sig for at grave kaninen ud af sit bur. Lad os se, om det lykkes, før Jette og ungerne vender tilbage.
Ellers ikke så meget nyt. ikke andet end, at hverdagen er begyndt og gud fri mig vel for flere ferier. I mit tilfælde bestod den af 264 afsnit af Frasier og en uendelig liggen vandret - på sofaen. Men de sidste tre dage har jeg fået skrevet, og i dag også spillet musik, så det er helt vidunderligt hverdagsagtigt og trygt.
Jeg skulle have rejst i ballon - til USA - men der blev ikke noget udland til mig i år. Jeg lever stadig højt på de fjorten dage i Spanien for to år siden. Den gang havde jeg det sådan, at jeg var ved at dø den sidste uge, vi var af sted. Af kedsomhed, rastløshed, begær efter at skrive og spille musik. Så hvis ferierne skal få os til at længes efter hverdagen, så forstår jeg bedre.
Begge de to yngste børn er her, og det er rart. Frederik er vist på Grønland, med kurs mod Canada.

Begravelse
Jeg skal til begravelse i morgen. Det er sjældent muntert. Når det er en fremmed, hvor jeg "bare" skal spille til, så går det nogenlunde. Jeg kan distancere mig. Men i morgen er det en jeg kender. Alle mine døde defilerer forbi. Altså ikke bogstaveligt. Det er den yderste grænse og vi kan jo ikke vide, om der er noget bagefter. Hvad skulle idéen egentlig også være med det? Som om det ikke kunne være nok med alt det liv, man lever, mens man lever. Hvis man da ellers lever det, livet.
Lige pt tror jeg ikke på noget. Jeg har opgivet Gud, i hvert fald for nu. Musikken tror jeg på. Og kærligheden. Og tsunamier. Og kræft. Men Gud? Er det ikke bare en krykke for at udholde al den smerte der - også - er?
Mor har været her i går og i dag, og det har været rigtig hyggeligt. Og arbejdsomt. Min mor bliver gudhjælpeme 80 år i år. Man kan ikke se det eller mærke det, og der er masser af arbejde i hende endnu, som den ene af mostrene siger. Jeg bliver forpustet i hendes selskab..
Nå, fik savet noget af det rådne bindingsværk ud. Men mere råddent var det da ikke, end at det tog timer at få saven til at bide igennem. Der er ikke noget at sige til, at man byggede i egetræ i gamle dage. Det er godt nok solidt.
Fik også skrevet i dag. Ser enden nærme sig. Og det er både dejligt og afsindigt skræmmende. Det her bliver sikkert heller ikke nogen roman, der får et "folkeligt gennembrud", eller for den sags skyld udkommer på et stort forlag. Sådan er det åbenbart med mig. Kan ikke holde mig inden for formerne af hvad det nu er, der skal til (for det er selvfølgelig ikke, fordi jeg ikke skriver godt (nok) - haha).

 

Iso
Ihukommer Doris Lessings serie om Martha Quest - en af mine yngre dages yndlingsforfatter. Nævnte Quest drager i selvvalgt isolation nogle uger. Så vidt jeg husker har hun hverken radio, tv eller bøger til sin rådighed - eller også undlader hun i hvert fald at "bruge" nogen af delene. Hun får heller ikke besøg. Går ikke ud. Taler ikke med nogen. Kun med sine egne indre stemmer. Jeg kan ikke huske, hvorfor hun udfører eksperimentet. Men måske er det for at konstatere om vi alle kan blive vanvittige under de rigtige betingelser? Det lykkes. Hun hører stemmer. Stemmer, der skærer ind til benet og fortæller hende, hvor forfærdelig, nyttesløs og ubetydelig hun er.
Jeg kender det! Jeg har selvfølgelig både radio (hører jeg ikke) tv, Frasier, computer, internet, mobil, hund og Brugsen i Skårup, hvor jeg netop har været henne at fouragere. Der er også veninderne, som er flinke til at gide se mig (de skulle bare vide, hvor forfærdelig, nyttesløs og ubetydelig jeg er)
Lever fuldstændig efter "stemmerne". Ind i mellem er de rare og foreslår sjove, eller i det mindste ikke-destruktive ting. Luge, læse, solbade,skrive,musicere, se Frasier! Andre gange er det som at have et par kvælende hænder om halsen. Knyttede hænder, der bokser mod solar plexus. Mod alle dele af kroppen. Hvorfor i himlens navn, man har udtænkt diverse bestialske torturmetoder, går over min forstand. Man kan bare isolere folk. Så går det helt af sig selv. Men måske tager det alligevel for lang tid? Det er jo ikke sikkert alle bliver vanvittige efter et par dage. Nogle gange tager det nok lang tid. Tænker på If, fængselsø, var det ikke det, den hed, hvor øh husker ikke, hvad han hed, sad fængslet, men flygtede fra. Gammel, fransk roman. Enormt underholdende. Anyways, helten vender tilbage og tager en grusom hævn over dem, der fængslede ham. Jean et eller andet, skrevet af ... jeg er helt blank.
Men hvis man selv er sit fængsel, hvordan faen så hævne sig? Jeg mener, på hvem skal man i så fald hævne sig, hvis man selv er gået baglås?
Der har også været middage med Jette, og med Maj. Besøg hos Susanne. Og Kirsten. Det er ikke jammer. Ikke alt sammen. Som nævnt er de flinke til at hive en af stalden, selv om man ikke kan fatte, hvad de gider med sådan en udtjent gammel krikke. Spat og alt muligt har man.
Det er på ingen måde depression, det er bare at se sig selv i øjnene, hvilket af indlysende grunde ikke altid er specielt morsomt. End ikke underholdende. Der er sgu mange kedelige passager i mit liv. Denne tekst er en af dem.

Frasier
24 afsnit af Frasier senere... Luksus. At lukke sig inde for nedrullede gardiner og ikke lave andet end at se Frasier en hel dag. Det får man det sgu bedre af!
Jeg var nu også helt i Oure, gik... der er nok halvanden kilometer eller noget. Det var helt sært at komme ud i virkeligheden. Der er nu så dejlig trygt i Seattle sammen med Frasier, Niles, Eddie og alle de andre.
Jeg tror hellere jeg må erklære undtagelsestilstand her i huset i morgen. Uden undtagelse gælder det alle elektroniske gadgets. SLUT. Men bare en gang i mellem at lave ørkesløst ingenting. Pragtfuldt.
Ynkelig ynk
Fucking forfærdelig dag. Det hele sker mellem ørerne. Og sådan er det bare ind i mellem. Men jeg hader de dage. Der er ingen grund til det. Ingen umiddelbare krænkelser eller ulykkelige omstændigheder. Kun det faktum, at jeg ikke orker i dag. Nu er jeg næsten igennem, og hvad nu hvis jeg dør?! I min seng. Midt om natten. Og slet ikke opdager, at jeg dør. Hvad så? Så skal jeg være død uden at kunne føle den der umættelige livslyst? Strengt. Jeg vil ikke dø i nat.
Det er ikke en dagbog, men en gravbog. Jeg har lyst til at lægge dagen i jorden og lade den passe sig selv. På syv favne. Og ja, det er sådan ind i mellem. Jeg sulter ikke. Jeg er ikke syg. Jeg kan betale huslejen. Alligevel kommer de der møgdage med usvigelig sikkerhed. Aftenen er vemodigt smuk. Tårer hober sig op. Brækagtig følelse i maveregion. Og så min evindelige lyst til at vide, begribe, forstå. Måske fordi jeg ikke har fået skrevet i dag? Måske er det så enkelt? Jeg aner det ikke.

... en tur med Bella senere...

Gik en lille tur med vovhunden. Langt nok til at få det bedre, men ikke langt nok til at få det godt. Det her mellemhelvede er fint! Når det begynder at strømme ud i arme og tæer og hjernen går i takt og begynder at digte. Super! Nu vil jeg lægge dagen i seng, og mig selv med. Det har vist taget lidt på mig at sidde og være så fucking kreativ så mange nætter i træk...
Ha! kommer lige til at tænke på Trine fra Radiserne, der et eller andet sted i marts eller april måned kræver at få byttet året, fordi det overhovedet ikke er, som hun havde forventet. Dagen behøver ikke at blive byttet, men nu må den godt gå i seng.
Audifri zone
Det er guitarens tid. Min far forærede mig en guitar da jeg fyldte 16. Mit liv blev beriget med Am og Em og al mulig mol, og Tralle med Trille. I flere år har den stået og støvet til, guitaren. Der ligger pøller af støv i dens indre. Jeg tog mig sammen til at skifte strengene for ret nylig... måske fire måneder siden. Sidst det blev gjort var for ni år siden. I de sidste tre dage er der sket noget. Jeg har spillet på den!!! Jeg prøver at tage mig sammen til at renskrive mine sange, og ind i mellem spiller jeg på guitaren for lige at tjekke en akkord af, eller finde på andre. Det er total selvforglemmelse. Bedre end at skrive bøger eller spille orgel.
Glemmer også, at her er rodet. Slæber kassevis af gamle sange frem. Slæbte også støvsugeren frem forleden, men da der øjensynlig ikke var nogen der brugte den, har jeg sat den i stald igen. Sjovt, var sammen med en flok andre kvinder forleden. Når de skulle gøre noget godt for sig selv, var det noget med at sætte sig oven på deres hænder for IKKE at gøre rent. Når jeg skal gøre noget godt for mig selv, skal jeg have fingrene ud af materien - og gøre rent. Men det blev så heller ikke i dag. Der kom en guitar i vejen blandt andet. Jeg bliver aldrig CV eller Johnny Cash, men mindre kan gøre det. Ind i mellem overrasker jeg s'mænd lige frem mig selv. Den der falske beskedenhed jeg lider af, gør mig nærmest lidt pinligt berørt over alle de utroligt mange facetter af (kunstner)livet, jeg ideligen kaster mig over. I går stod Jette nærmest og lagde mig frem på et sølvfad: Hun er så musikalsk, og hun skriver også bøger. Jeg var stolt, og jeg var ved at brække mig. I modsætning til, hvad visse mennesker sikkert tror, er jeg meget diskret (ja, tro på det!) og føler mig ilde berørt, når nogen roser mig. Alle andre er så meget bedre, kvikkere, kønnere, mere musikalske, eller ligefrem genier. Til gengæld er jeg virkelig ligeglad med at køre Audi. Jeg si'r ikke, der er noget i vejen med at køre Audi, men skulle jeg vælge mellem Audi og guitar, vælger jeg til hver en tid guitaren. Eller hvis valget stod mellem et køleskab og et klaver, så klart klaveret. jeg mener, mit hus er alligevel så koldt, at mælken kan stå ude uden at blive sur, selv i 30 graders varme.
Guitar og glemsel... salig salig er jeg...

På sporet af den tabte tid eller kunsten at få en lykkelig barndom 35 år efter
Mandag formiddag gik jeg ombord på færgen til Ærøskøbing. Det har jeg gjort før, men denne gang var det af en eller anden grund vigtigere, end det har været de andre gange. Det var ikke bare at tage tilbage og blive elleve år og være for tyk, det var også at møde sig selv som den jeg er i dag.
Jeg besøgte Anne Dorthe, bedsteveninden fra skoletiden, som altid holdt hånden over de svage - jeg var en af dem - og gudskelov for det. Og så mødte jeg Ulla og Pia, to andre, meget gode barndomsvenner, som jeg har skøjtet og redet og badet og skændtes og grinet med.
Mens vi sad og snakkede kunne jeg pludselig høre mig selv føre mig frem og være stor i slaget. Jeg bremsede mig selv og sagde: - Øh, var jeg også sådan, da jeg var barn?!
- Ork ja, grinede Ulla, men det er jo bare dig, vi kender dig jo.
Det gjorde mig glad! Det plejer ikke at være noget særlig charmerende karaktertræk at føre sig frem, prale og gøre store armbevægelser, men det gjorde alligevel noget godt for mig at se i øjnene, at sådan var jeg også. Der var så mange knæk i min barndom og ungdom. Nogle af dem skyldtes ting, jeg ikke var herre over. Der var noget lidt stakkels over det. Men i det sekund gik det op for mig, at gu' var jeg da ej bare ynkelig og skrøbelig og en, man skulle tage vare på. Jeg var, og er, også arrogant, flabet, sjov, begavet. Jamen, ting, jeg har kunnet intellektualisere over en hel evighed - at der måtte da være noget, siden jeg ikke tog livet helt af mig, dengang jeg prøvede på det. Og der lå det så, svaret, gaven, whatever - der var en kerne inde i mig. En utrolig livsappetit og glæde. At smage på den igen, Madonna! Det var så tæt på at være et helligt øjeblik, at jeg næsten blev stum. Men kun næsten. For jeg fører mig frem, og jeg ironiserer og griner og er flabet og driller andre med mine kvikke svar. Jeg kan ikke lade være. Og jeg skal ikke lade være. Tænk, at man kan blive så gammel, før man tør blive sig selv igen!
Men i mødet med barndomsvennerne var ikke bare erkendelsen af, at jeg altid har været mig, men også en viden om, at barndommen rummede meget, meget andet end det svære. Der var netop alle timerne, hvor vi skøjtede rundt på dammen. Når vi cyklede i skole om morgen, og hjem igen om eftermiddagen. Når vi badede nede i Borgnæs. Når vi - mest mig egentlig - sad i timevis og så Bonanza og Det lille hus på Prærien. Der var grin og der var spilletimerne hos Dora Møller, hvor man måtte skære sig med knive gennem cerutrøgen. Der var dåseskjul og indianere mod cowboy'er. Der var det hele. Skrabede knæ. Hemmelige huler. Cigaretter røget i smug. Alt det barndommen også er, når den ikke nidkært overvåges af voksne. Og ved Gud, vi havde frihed! En frihed jeg slet ikke tør give mine børn. Men så har jeg givet dem noget andet, og en dag er det dem, der tager færgen til Ærø, eller bilen til Lundeborg og pludselig husker, at livet var svært, men det var også fuld af farver og lyd og lugt.


Ud af løkken ind i lykken - sådan!
jeg er gået videre, jeg går videre, jeg er videre...  Og det vider sig ud, og trinene går af sig selv. Bestod eksamen. Fløj ind i dragens øje og kom igennem det! Jeg er helt underlig over det. Havde egentlig besluttet, at det gik nok ikke, og så gik det alligevel og mit nye skema for næste års skolegang ankom i går. Da jeg stod med papiret i hånden, kunne jeg heller ikke tro det. Jeg, der er så dum, og helt ærligt, så doven. Nu gik det alligevel, og jeg går videre. Jeg var så dansende let om hjertet i går, at jeg tænkte: Jeg lander da aldrig igen! Jeg var så stolt og så glad. Det er jeg for så vidt stadig. Tænk en gang, at jeg der til alle tider har gjort oprør mod regler og systemer, omsider accepterede, at jeg var nødt til regler og systemer for at kunne tage den uddannelse. Det er et KÆMPE skridt. Det største og det vanskeligste hidtil. Så er det så heller ikke værre, snerrer en eller anden i det fjerne. Det er jo ikke ligefrem rocketscience, bare noget skide musikteori. Muuuuhligvis ikke, men hvor jeg har kæmpet med det. Kæmpet med ulyst og vrede og galde og gjort oprør og været skiftevis fem år og "uartig", skiftevis med i en modstandsbevægelse, der skulle nedkæmpe overmagt og vise "dem" frem i al deres usmagelige magtbrynde. MEN - Hvis jeg kan lære Musikteori, er der faktisk ingen grænser for, hvad jeg kan lære. Sådan havde jeg det i går, og sådan har jeg det lidt i dag. For det handler ikke om teorien, men om at gøre oprør. Også, når det er åndssvagt at stille sig på bagbenene. Direkte skydende sig selv i foden tåbeligt ikke at ville "makke ret". Derfor er jeg ikke længere henvist til at skulle lære mig selv alting, tænker jeg, men er faktisk nu i stand til at sprække panseret en anelse, så andre også må få lov. Det er det største, der er sket i mit liv længe. Tak til min lærer, som var en skidehård kanalje, og som jeg hadede et par uger, indtil det gik op for mig, at det var fordi hun VILLE mig. Ville mig noget godt. Hvis jeg kan tage den erfaring med mig, at folk der er "onde" ved mig, måske i lige så høj grad gør det af kærlighed og interesse, så er jeg vidt. Ikke lige vidt, men meget videre.
Så livet har videt sig betragteligt ud og selv om jeg har brugt nogle hundrede ord på at skrive om det, tror jeg ikke, der er ord nok til at sige, hvor godt det gør mig.
Ved ikke præcis hvornår det var, at jeg gik så hårdt i baglås over for alle autoriteter. Kan bare se, at det gjorde jeg. Og hvad ondt, det har gjort mig, at jeg ikke kunne, ikke ville. "De" kan jo være ligeglade, det var mig selv, jeg sårede med mit på rygraden indlærte oprør. 
Nu behøver jeg måske slet ikke det forsvar længere? Nu vokser træerne måske helt ind i himlen?!
Eller også gør de ikke, og så er det stadig drømmene der må bære os.
bibpenge
6.170 kr i bibliotekspenge i år. Jeg havde håbet på godt fem, men fik altså tusind kr. mer'. Og en ny historie, der vokser ud af mine hænder. morgen efter morgen. Den er ret vild. Vild på en måde, som jeg ikke har været vild på, siden jeg skrev min anden roman (ikke udgivet, den var FOR vild)... det er rart at vende tilbage til det "uspolerede naturbarn". altså tilbage til dengang det var sjovt at skrive, fordi det er sjovt at skrive. Ikke skrive for at udkomme eller stå og støve til på et bibliotek. men skrive, fordi det er livgivende at skrive. Sådan har jeg ikke skrevet i årevis. Det er sikkert løgn. Det er sikkert noget med månedsvis, måske kun ugevis. Men de der blæksorte huller, hvor man ikke ved, hvad der er op og ned, er dræbende. Suger livet ud af en.
Sådan er det ikke lige nu.
Heller ikke selv om mit hus står på lerfødder og vakler. Forleden ville jeg mure lidt ved indgangsdøren. Som i en uhyggelig film, hvor man ser bygninger evaporere, lydløst. Sådan opførte mit hus sig. Rettere stolpen ved siden af døren. En lille teskefuld mørtel klasket på, og bjælken forstøvede og forsvandt. Jeg var GRÆDEFÆRDIG. Det forekommer så endeløst det her projekt. Men både i går og i dag var jeg fuld af fortrøstning, herregud, det skal nok gå. Du skal nok få klinet det lortehus op.
Børn er her. Dejligt. 
Lørdag d. 26.6.2010
Udsigt fra køkkenvindue. Balou sidder og overskuer situationen. Blive eller springe? Han sprang, men først efter at have drukket en klat mælk. Han og Bella sameksisterer fredeligt. Alligevel er ingen af dem i tvivl om, at de tilhører hver deres art. Nok tæt, men ikke så tæt, tak. Balou er naboens kat, men tilbringer meget tid her, hvor der altid er nogen, der gider kæle, skænke mælk, gnubbe snuder.
Helt anderledes voldsomt var det, da vi forsøgte at integrere Sigrids kat, Matthesen, i husholdningen. Bella ville meget gerne være venner, men Matthesen ville hverken det ene eller det andet. Til sidst stak han af. I går fandt jeg ham og min genbokone i skøn samdrægtighed. Han har smidt slæberne ind hos hende, og det virker hun højst tilfreds med. Faktisk, røbede hun, havde Knud (Knud? hm altså Matthesen) hjulpet hende gennem sorgen over hendes hund, som døde for et par uger siden. Jamen, så er det jo endnu mere lykkeligt.
Ellers har det været et par triste dage. Jow, jeg mener det. Med længsel så jeg hen til barnløsheden, og slam sjask, som det altid sker, sank jeg helt ned i et morads af selvhad og rastløshed, da Emil tog med bussen i går. Jeg har haft selskab så længe, at jeg dårligt ved, hvordan man bærer sig ad med at være alene. Har endda været inde på et par datingsider, så det er virkelig slemt. Jeg NÆGTER at være ligesom de kvinder, jeg kender, der ikke kan holde ud, at der ikke er en mand i deres liv. Selvfølgelig er jeg sådan, men jeg vil i hvert fald ikke se det i øjnene. Og nogle gange er det jo ikke sådan. Så er det faktisk meget, meget fedt at være alene. Skal bare lige vænne mig til det. Ind i mellem angrebene af "du-dur-ikke-til-noget-og-du-er-da-i-øvrigt-usædvanligt-grim-og-gammel", har jeg kørt femten papkasser + en sæk haveaffald på losseren. Slået græsset. Sovet. Spillet 7-kabale. Gået to ture med Bella.Skrevet 14 beskeder på Facebook. Come-da-on et spændende og indholdsrigt liv, jeg har. Sagt helt uden ironi. Det er ikke, hvad vi fylder i livet, men hvad livet fylder i os, der betyder noget. Har lånt "Precious" i Blockbuster. En historie om en fed, sort kvinde uden udsigt til andet end endnu større fedme, gentagne overgreb og barnefødsler må da i den grad kunne bringe humøret et par takker i vejret. 
...
 Og så har jeg i øvrigt funderet lidt over "projektioner". At vi skal være åh-så-tolerante, trække projektionerne hjem, være søde ved hinanden. Gimme a break! Hvad fanden skulle vi skrive, synge, spille og danse om og for, hvis ikke ting gjorde ondt? Et drama er ikke et drama med mindre der er noget ægte drama. Sorg. Vrede. Håbløshed. Jalousi. Projektioner! Hvis vi alle sammen var gode og rigtige og levede i nu'et og lod andre leve som de nu ville, jamen, altså, hvor ville det være kedeligt. Faktisk utroværdigt! Vi er ikke sådan, vi mennesker (os?!). Det er al ære værd, at nogen prøver at leve op til at være "gode" og "rigtige", men prækeriet tager ligesom ingen ende: gør dit, gør dat, så får du et godt liv. Aha! gør jeg det? Jeg ved udmærket, hvad der er et godt liv for mig. Masser af gnaven rundt i, hvad fanden han eller hun nu mente med det, han/hun sagde. Skriverier. Musik. Fedten rundt i egen navle. Denne evige rollercoaster der er livet - op, så ned, så op igen, og så endnu længere ned. et liv uden spænding og drama er et liv, der er renset for dynamik. Drænet for ... liv!

Glemte helt, at jeg faktisk fiskede guitaren frem i går, som jeg ikke har spillet på i ca. 90 år. Stemte den og hyggede mig helt fantastisk med at synge mine egne sange. I den time eller to, hvor jeg motionerede strenge og stemme, glemte jeg fuldstændig, hvor grim og håbløs og gammel og uduelig jeg rent faktisk er. Heraf kan man lære, at det er godt for sjælen at spille guitar.
Mus og muse

Da jeg for tre måneder siden lukkede min gamle journalistveninde, nu coach, ind i mit liv, havde jeg ingen anelse om, hvad det ville afstedkomme. Jeg var gået i stå i mit skriverliv. Bvaaaadr - tænkte jeg og slæbte mig fra seng til computer, fra computer til seng. Men Marianne fik prikket til min slumrende muse. Jeg troede den var død. Det var den ikke. Ikke helt. Den sov bare tungt. Ved ikke, hvorfor den var gået i hi langt ud over vinterens grænse, men der lå den altså og sov som en anden bjørn eller skildpadde. Nu har jeg skrevet så meget, at jeg har fået en museskade, haha! -  skadelig omgang med muser, tst tst.
Så dette er en lovprisning af Mariannes fortræffeligheder, fordi hun kom igennem alle lagene af (selv)forsvar og fik tæsket mig til at stå tidligt op hver morgen og få skrevet på den roman, jeg så gerne vil skrive, men ikke turde. Nu tør jeg. Tør slet ikke lade være. Vist er der dage, hvor det hele skrider og intet glider. Men andre dage giver netop det at stå tidligt op og få skrevet den der lette tyngde til kroppen og livet, som er nødvendig for at det kan blive fuldendt, i hvert fald for mig.

Fest og fest
Var til Christian (ældste bror) og Zenitas sølvbryllup i weekenden. Det var smadderhyggeligt. Bare at se mine dejlige mostre og deres søde mænd. Jeg fraterniserede meget med de unge, niecer, nevøer. Vi sad og røg og fik grineflip. Skønt. Inderst inde er jeg vel også kun noget i retning af en 16-17 år, så deeet.
Formidabel chokoladekage Zenita havde bagt. Den bestod mestendels af 1,5 kg chokolade. Himmelsk. Opskriften skulle vist nok forefindes i en Karolinebog, en der hedder noget med "Fester"...
Men en lang tur, fordi vi skulle hente grandfætter Paul i Padborg, samt køre ham hjem igen. Det lyder lidt offeragtigt. Jeg gjorde det med glæde, men havde alligevel undervurderet, hvor meget det tog på mig at køre 700 km på en dag.  
Mandag Susannes fødselsdag. Superhyggeligt. Hun kender så mange søde og interessante mennesker. Jeg tænkte, jeg ville gå klokken 21. Plejer at have den slags tidsfrister for mig selv, i fald jeg ikke kan holde en stor forsamling ud. Men endte med at køre halv ti og var lidt ærgerlig over det. Men Emil ringede nogle gange og sagde, at de var meget sultne derhjemme!
Skønt vejr i dag. Sol og sol og blå himmel og lammeskyer. Rigtig sommer.
D.O.K.
http://www.d-o-k.dk/D-O-K/musik.html

Tjek ovenstående hjemmeside ud - god musik og hør lige den korpige!!!

De forsvundne haveredskaber
Det bedste ved at gå i haven er alle de ting, men opdager om sig selv. Rodet, sjusket, desorganiseret - men i den grad med grønne fingre. Alt gror som lyn og torden i min have: skvalderkål, tidsler, mælkebøtter, amerikansk boghvede, padderokke. Nu er jeg løbet tør for navne på ukrudt, men bare sig et navn, jeg er sikker på, det findes i min have. Desuden har jeg fundet nogle få dræbersnegle. Der er ikke meget sommer i Danmark i år - trods hullet i ozonlaget og alle de andre skrækscenarier, vi er blevet fodret med i tidens løb, så må vi nok erkende, at en dansk sommer er, som en dansk sommer alle dage har været: ustadig, blæsende og ind i mellem kølig og regnfuld. Så bare på med havehandskerne og ud i vejret, når man da ikke bliver pisket omkuld af regn og storm.
Der er forsvundet flere haveredskaber siden jeg efterlyste min mors rosensaks. Sådan en lille klo-agtig ting til virkelig at trænge ned under ukrudtets rødder. Den er så lille, at den formentlig er vokset til i ukrudt og først dukker frem igen til næste forår - altså inden min have går grassat.
Jeg kan lide det vilde, det ukontrollerbare. Sådan er min have! (sådan er min krop ... )
Frederik er her på fjerde dag og vi skal have Emils yndlingsret: Pasta med MASSER af bacon! Det er nemt, det er billigt og det er hamrende usundt, sikkert. I går så jeg et program på TV2 om en engelsk fotomodel, der gav los i seks uger og åd, hvad hun ville. Hun tog tolv kilo på og fik håndtag over alt. Det er sådan vi andre ser ud allerede - vi gav los for længe siden og har haft håndtag det meste af livet. Jeg tror næsten, jeg har taget alt det på, jeg så møjsommeligt smed for et par år siden.  Det hjalp selvfølgelig ikke at holde op med at ryge - da gav jeg VIRKELIG los og gav fanden i "diæter". Så længe man er brun, ser man ikke dellerne så meget. Men brun er jeg heller ikke, så deeet. Det er så latterligt at være optaget af den slags. Det må være mit næste mål - at opgive forfængeligheden og bare være til. Nemmere sagt end gjort, når man konstant får tudet ørerne fulde med, at man skal være slank (for at blive elsket), smuk (for at blive elsket), ung (for at blive elsket, trimmet (for at blive elsket). Hvis omverden ikke elsker en, fordi man ikke holder sig slank, smuk og trimmet og ung (hvordan gør man det, når alderen racer af sted med en?), hvordan  kan man så selv elske sig selv? Don't look in that mirror! Mirrors are errors! Narcissus druknede i søen, da han ville kysse sit spejlbillede, vi andre drukner bare i selvhad og "burde" og "skulle" - det må være slut nu. Jeg gider ikke mere. Jeg giver op. Giver mit selv op, og bliver menneske.
Søndag 23.5. 2010
Har ledt forgæves efter mors rosensaks. Hvis nogen finder den, aflever den venligst til mig. Findeløn: En sæk kartofler - omkring 2013, når jeg er blevet selvforsynende med grøntsager.
Slået græs. Luget. Ryddet op. Skrevet af flere omgange. Eller ad, men pyt nu med det.
Sol. Bare arme og ben og D-vitamin til hele næste uge. Sund og samlet og ikke gået i stykker. Magelig som en kat. Ilter som en ilder. Begge dele er lige sande, lige usande.
Det har været ned, og så op, og så ned igen, nu er det op, men snart er det vandret bevægelse mod seng. Træt. Dage som denne burde huskes, men hvorfor egentlig? Bare man huskede at leve dagen, mens man var i den, og det lykkedes faktisk helt godt.
Nærved lykkelig!

Kristi Himmelfart
Gid man kunne immaterialisere sig... eller hvad det nu hedder. Jeg si'r ikke Jesus havde det nemt, men i det mindste kom han da i himlen. Vi andre er tvunget til at slæbe rundt på os selv endnu noget tid.
Og så kan vi endda ikke være sikre på at komme i himlen.
Men så bare ind i en god varm livmoder, det er også okay.
Har fået en ordentlig en over næsen den forløbne uge. Blødningen er ikke helt stoppet endnu. Faktisk er jeg stadig helt hvid i hovedet af blodtabet.
Sjælesår er vanskeligere at stoppe end stigmata. Måske. De bliver bare ved at springe op hele livet. Man tror, man har fået stoppet hullerne til, har iført sig panser og plade. Så møder man en, der lirker kniven under skjoldet og drejer rundt. Stigamata, underligt fænomen. Psykiaterne vil bestemt afvise det som en form for autosuggestion. Men ingen af disse mennesker bad om at bløde. I øvrigt skulle det være smertefuldt og højst ukontrollabelt.
Nå, men bye bye Christ, have a nice fligth to heaven.
Lørdag 1. maj 2010
Så skete der det, der ikke måtte ske: Mags hældte en ordentlig spølkum kaffe i den bærbare. Den brændte sammen. Jeg troede, alle dokumenter var gået til de evige jagtmarker, men Frederik var vaks. Hev harddisken ud og lagde den over i sin computer, hvorpå jeg kunne lægge dokumenterne over på et USB-stik. Nu skriver jeg på en venindes venindes gamle Mac computer. Susan Bach Andersen, stort hjerte, fantastisk tegner og grafiker. Har skrevet en troldebog, der er et must.-have for alle troldeelskere... Kalder sig vist nok Allicat. Susan altså! Så bliver jeg bare så stolt af at tilhøre "familien" af skribenter og kunstneriske sjæle: Når lokummet brænder, eller pc'en brænder sammen, så rækker man bare en Mac ud og siger brug den - og tilføjer: Men lad nu for fanden være med at hælde kaffe i den også!
Det er hundrede år siden, jeg sidst havde en Mac mellem hænderne. Det er lidt rustent. Men man glemmer jo heller ikke at cykle, så langsomt vender det tilbage - kommandoer, genvejstaster osv. Det er dog en ældre årgang, så Facebook er pt lukket land. Jeg går stort set aldrig på Facebook - altså kun en gang om dagen, hvilket er "aldrig" - men typisk, det man ikke kan, får man en sugende hunger efter at gøre.  Har endda overvejet at bevæge mig hen på biblioteket for at logge på Facebook på en af deres computere. Jeg skulle jo sende min søde coach en lille status over ugens forløb. Nu sidder hun nok der og venter på min mail, eller også gør hun ikke.
Ellers har ugen budt på en oplevelse, der næsten får den op på højde med Hald. Jeg blev bedt om at synge kor på en af ovennævnte venindes (Susanne Ove, oversætter og forfatter, hun har vist desværre ingen hjemmeside, men jeg kan stå inde for hende - hun har læst korrektur på min sidste bog og reddet et par sproglige fra offentliggøres) kærestes sange.  Jeg plejer at være lidt træt af, at jeg synger så "yndigt", men lige der var det sgu i øjet. Hvis jeg kunne finde ud af at uploade sangen her, gjorde jeg det. Ikke kun pga min korstemme, men lige så meget fordi, det er en fantastisk sang, som fortjener at komme ud til en bredere offentlighed. Men D-O-K som de kalder sig går i luften med en hjemmeside midt i Maj, så kan man vel gå ind der og høre sangen(e). Jan er en fantastisk sanger, pianist og sangskriver. Første gang jeg hørte ham synge, var jeg ved at gå bagover. Tom Waits, tænkte jeg, men Jan er Jan, og det ville være synd at sammenligne ham med andre, når han nu så umiskendeligt er sig selv.
Og så er det første maj i dag. En dag med ølbælleri primært. Dog ikke for mit vedkommende. Jeg har fejret dagen med en lang gåtur med Bella.
Tirsdag d. 27. april 2010
Lam "skudt" på Hald Hovedgård april i år.
En dag kom Mette og jeg forbi fårefolden på vej ud på en af vores lange spadsereture, og der var hun så, fåremor med lam.
Det har været fantastiske dage på Hald. Jeg er helt forelsket i det sted. Der er bare så smukt. Fredfyldt. Og inspirerende. Vi fik skrevet en masse. Kulissen er Hald, selv om vores sted hedder "Raasted"! Jeg må tilbage igen. Og igen. Det er helt utroligt, så godt det virker at tage væk hjemmefra, altså virker på inspirationen og arbejdsglæden. Jeg burde gøre det lidt oftere. Må smigre mig ind på personer med sommerhuse!
Da jeg kom hjem, tårnede pizzabakkerne sig op fra gulv til loft!
Sigrid er kommet hjem fra USA - og så er hun kommet ind på Teknisk Gymnasium. Emil har lavet film på skolen i den forgangne uge, og Frederik har spillet computer
Skal til eksamen d. 17. maj - har endda lavet lidt lektier i går! Jeg SKAL bestå denne gang, ellers er det helt ud i hampen. Måden at gøre det på er at acceptere, at jeg skal gøre det "efter reglerne". Accept, Max!
Mandag d. 19. april 2010
Hald Hovedgård - here we come. Der skal skrives, gåes, musiceres, grines, korttæves, sundtspises og middagsafslappes.
Søndag 18. april 2010
Sigrid skulle have været hjemme i går, men på grund af dum islandsk vulkan blev flytrafik aflyst. Det kommer til at tage formentlig en uge mer', inden hun og de andre kommer hjem igen. Som jeg har forstået det, er det fordi, de er omkring tres der rejser sammen - dvs. der skal bookes tres pladser på samme fly, hvilket er sværere end at booke en enkelt eller to. Det er jo til at forstå.
Hun ringede hjem fredag - send flere penge! SAS refunderer, men lige nu er hun pennyless... eller centless, må det vel være. Peter og jeg slår halv skade. De er indlogeret på fint hotel to timers kørsel fra NY, men Sigrid har lige skrevet, at de ikke føler sig helt godt tilpas, fordi det er så fint, og de går rundt og er en flok skoleelever fra Danmark med piercinger og what ever.
Jeg savner hende. SAVNER hende. Men hun tager det virkelig fattet, det gør jeg så også. Prøver på'et.
Nu må vi så bare håbe, at hende der Hekla ikke også pludselig bryder ud i røg og ild og damp.
Er ikke helt klar over, om vulkaner er femininum eller neutrum, men en kirkemusikskolekammerat kaldte Hekla for "hun" i går, og det lød på en måde så rigtigt, så det har jeg taget til mig. Skibe er hunkøn, og vulkaner er! Hvilket alle kvindelige vulkaner vil kunne skrive under på. Det gi'r så også udtrykket "på vulkaner" et helt nyt perspektiv, i hvert fald på min indre billedskærm.
Var til prøveeksamen i børnekor i Løgumkloster i går. Jeg STINKER til at dirigere, men jeg kan andre ting. Og det blev set, og det blev nævnt, og glad var jeg. Jeg kunne også grine af, at læreren sagde, at jeg var for skrap, næsten intimiderende. Det er sandt. Det er fordi, jeg bare så gerne vil have, at det bliver så godt som muligt. Men man ansporer ikke altid folk til at yde deres bedste ved at være skrap. Et attitudeproblem jeg må at arbejde med. Det og så direktion naturligvis.
Er ikke helt så nervøs for det nu. Kun passende nervøs. Der SKAL være nervøsitet, ellers er man ikke tense nok, ikke tilstedeværende og fintmærkende nok, ikke antenneudfoldet tilstrækkeligt, seismografisk indtunet, vulkanologisk agtsom.


Mandag d. 5/4-2010
 Viiiildt! I dette øjeblik er Sigrid og Tone og alle de andre på vej ind i flyet til New York. Nøøj, mand, hvor bliver det spændende for hende.
Jeg kommer til at savne hende. Og jeg HADER, når mine børn er uden for min magt og rækkevidde. Så ved jeg virkelig, at jeg er afmægtig. Men at ville sine børn det godt er også at give slip på dem (hørte du det, Margrethe*?!) Sigrid er 17 år og flyveklar.
Jeg skal ind på TV2 om lidt. Susanne har påskevagt. Jeg skal lige (gen)se arbejdspladsen.
Har spillet fingrene til blods i påsken - nej, pjat. Det har været hyggeligt og sjovt og fedt.
I dag var det heldigvis sidste dag...
Kunne godt tænke mig at ligge på sandstrand med Margherita i den ene hånd, Hunk i den anden og en smøg i kæften ... ups, nå nej - ingen mænd, sprut eller smøger i min nyslåede nonnetilværelse.
Det er lidt kedeligt - os fordi det er forår, ik'. Nå, jeg er jo ikke død endnu.
April
Min kære ven, Mikael Josephsen, har fået kanon anmeldelser på sin bog: Neden under. Jeg har læst den og kan skrive under på, at den er god. Og meget, meget morsom. Hvad der især gør Miks bog til noget helt specielt er, at den er "skudt" som en film. Der er ikke noget af den sædvanlige jappende indre monolog, som så mange af os andre forfalder til! Alt er skildret ved hjælp af handlinger og replikker: "don't tell it, show it" - det er eddersparkeme flot gjort. T'løk, Mik. Jeg er stolt af dig!!! Og glad for, at du har støttet mig hele vejen med mine bøger.

Ellers ikke så meget nyt. Skal ud at lave en interview i dag. Det passer sindssygt dårligt midt i påskens øvning. Men det har jeg selv rodet mig ud i, så jeg har ikke ondt af mig selv (lidt, men altså, det nytter ikke)... Og ja, i morgen bliver Sigrid 17 år.
Jeg fik sat fødslen i gang, jeg kan ikke vide, om der var øhm medicinsk belæg for det, men jeg tror nok, vi alle sammen undskyldte det med, at jeg havde gået så lang tid over tiden, og, at der næsten ikke var noget fostervand tilbage til hende i min mave... Anyways. Fødslen blev sat i gang, og der kom hun så - ud på eftermiddagen den 1. april 1993. Smuk og rund og en lille smule arrig over at blive født. Forleden sagde jeg til dig, at hvis jeg skulle sige en eneste kvinde i hele verden, som jeg beundrede og gerne ville være, hvis nu det var, ja, så var det dig. Du himlede med øjnene, og måske troede du jeg gjorde nar af dig. Nix - jeg mener det. Du er brigth. Du kan alt, hvad der sætter dig for. Du er køn, synger godt, spiller godt på sax. Er klog, følsom, varm, betænksom, gavmild, interesseret i andre. Skriver blændende. Rigtig god til matematik (hvor kommer det fra?!). Og hvis du er rigtig heldig, har du måske lige knap så stor erkendelse af egne fejl og mangler som undertegnede.
Passer Jettes hund, Laika. En meget køn og meget øh livlig hund, der tror kaninen er sat på jorden for at blive spist - af Laika. Stakkels kanin bliver jagtet rundt i buret. Laika kan jo ikke komme ind til den, men den kan komme tæt på og løbe tusind gange rundt om det hønsenet, der skiller de to ad. Og Bella hyler med de ulve, hun er iblandt. Normalt interesserer Fluffy hende overhovedet ikke, men pludselige skal hun også være med i jagten.

Talte med AD i går, bedste veninde dengang på Ærø. Vi kan stadig grine sammen, og være alvorlige sammen. Der er gået så mange år og alligevel er det hele der... historien, sangene, smøgerne vi delte nede i hytten på stranden.
Forår
Forår i min have. Vidunderligt! Kaninen er flyttet i sin sommerbolig. Alt titter frem - også ukrudtet. Skønt!
Mandag den 15. marts 2010
Oh my God, hvor kom jeg til at grine i går - af mig selv.
Emil og jeg har følgende ordveksling for tiden:
Jeg: Du bliver altså snart 15!
Emil: Du bliver snart 50!!!
Alt efter mit humør griner jeg eller falder i dyb og uudgrundelig tavshed.
Et referat af ovennævnte samtale til en bekendt på bare 25 år, fik hende til at udbryde: - Arj, du holder dig godt af en på 50!
Øh, sagde jeg, tak, men jeg bliver først 50 om fire år!
Jeg kan godt forstå, hun misforstod, og jeg er da glad for, at man ikke tror umiddelbart, at jeg er 50, eftersom jeg jo ikke ER halvtreds (heller ikke har lyst til at blive det, men hvordan bremser man lige "væksten" og får verden til at stå stille?)
Skal i skole i dag i Fredericia. Emil er begyndt i praktik. Tre dage i børnehave.
Singing in the spring
På denne vidunderlige næsten forårsdag afholdt vi korlørdag i Valgmenigheden under ledelse af Povl Balslev. Vi var 11 med på holdet. Vores entusiastiske lærer havde et kæmperepertoire med og vi sang næsten uafbrudt i seks timer. I mit næste liv vil jeg være professionel sanger og MEGET talentfuld. Musik er det mest vidunderlige der findes.
De - hvem de så er - må beholder malerier, skulpturer, fotos, film (arh nej, måske alligevel ikke), tegneserier, posh namedroppende konvesationer af tvivlsomt kulturelt indhold, bare jeg må "få" musikken og bøgerne.
Er så træt, at jeg dårligt kan stå på benene. Har også "løbet" (læs: gået stærkt) med hunden to pænt lange ture i dag.
Nu må Emil og mig i Blockbuster og låne en god splatterfilm eller noget.
lørdag 6. marts 2010
The eyebrowlady is born - snak aldrig om meget personlige ting med det væsen, der er sat til at vokse og trimme dine øjenbryn, pludselig vågner du op og ligner en fucking plukket høne. Jeg var ved at skrige, da jeg så det. Og Emil hujer af grin hver gang han ser mig: Øjenbrynsdamen, kalder han mig.
Jeg hader det, hader det. Så kan jeg måske lære det? Ikke at være så forfængelig.
Altså ovenpå den historie jeg fik i dag, må jeg bare konstatere, at jeg har et enormt sundt og fornuftigt forhold til min krop, kost og generelle fysiske udfoldelse. Men jeg genkender det med vægten. Man kan stille sig op på den ti gange - og tisse ti gange (altså ikke PÅ vægten, men på wc og imellem alle vejningerne, tst) - bare for at tabe de der 50 - 100 gram, der betyder, at man ikke vejer det der forpulede astronomiske tal som gør, at man ikke kan gå ud i verden, fordi man er så grim og hæslig og voldsomt fed. Derfor har jeg ingen vægt. Muligvis heller ingen selvkritik.
Det sidste er i hvert fald løgn, er der noget jeg har rigt mål er det selvkritik.
Nå, men hvad jeg vil sige med det her er, at når jeg hører sådan en anorexipige fortælle, så ved jeg bare, at jeg er sluppet særdeles nådigt. Da jeg selv var så syg af anorexi, troede jeg aldrig, jeg ville få et normalt liv. Og okay, normalt liv, men altså, jeg fungerer jo stort set rigtig godt (som om jeg er en fucking maskine!)...
Fik skrevet lidt i dag - på romanen. Må bare skrive videre i morgen. Skide være med, hvor mange hundrede år det tager mig at gøre historien færdig, bare jeg holder historien VARM! 
Mandag d. 1./3. 2010
Jeg skal besøge min gamle veninde i morgen - på Ærø. Ja, så gammel er hun heller ikke. Kun et halvt år ældre end mig (hun er fanme da ung, så)... Hun var min bedste veninde, da jeg boede på Ærø. Hun tog alle os "svage" og "udstødte" under sine vinger. Jeg var rasende jaloux på en af hendes andre veninder. Hun delte sol og vind lige mellem Lisa og jeg. Jeg havde lyst til at slå Lisa ihjel. Hvorfor kunne jeg ikke bare være den bedste, og den ENESTE?
Når jeg var inde i varmen, var jeg så varm, at jeg glemte alt lortet og bare kunne være barn og ubekymret. SÅ ubekymret som jeg nu en gang var i stand til. Vi røg smøger i en hytte på stranden. Vi gik lange ture. Vi badede mellem strandhusene. Vi ridsede os i armen med den svovlklædte ende af tændstikker så vi kunne lave vores egne tatoveringer. Der var hjerter og pile og forbogstaver ridset ned i det bløde kød.
Senere drak vi øller og snakkede om drenge. Jeg var altid "lillesøster" - sådan et halvt år betyder meget i den alder. Desuden gjort lille af bekymringer og evig angst for det derhjemme. Umoden, ja, det var jeg vel. Frygtelig voksen på andre områder.
Søndag d. 21. februar 2010
Tog i biffen med mig selv i går og så Shutter Islands . Damn, det var hyggeligt! Jeg elsker Leonardo DiCaprio. Han er simpelthen så fantastisk en skuespiller. Og nu er han ved at nå en alder, hvor man bare kan nyde hans absolutte storspil uden at skulle sidde og savle over hans prettyboyudseende.
Som om jeg nogensinde har gjort det  Savlet over DiCaprio, tst.
I morgen kommer Sigrid og hendes veninde Tone, eller også kommer de tirsdag. Så er det slut med "jeg har det egentlig godt på min øde ø"-følelsen. En eller anden gang i sommerferien får jeg måske også en uge. Så går der to - tre dage med at vænne sig til ensomheden, og så er det bare suverænt - og pludselig alt for hurtigt overstået.



Fredag 19. februar 2010
Ballou, eller "Blue", som jeg kalder ham - synes, det lyder lidt mere hipt   - er på besøg.
Han er på besøg femten gange om dagen. Bella hader ham, og er samtidig meget nysgerrig.
Blue/Ballou vil vist gerne flytte ind - det vil dens små kattekammerater også. Jeg tror den har sladret til dem om, at man får mad og mælk herinde. Men de andre katte er så bange for Bella, at de hurtigt forsvinder igen, når de ser hende.
Snefnug så store som vatrondeller falder fra himlene. 
Afløbet af stoppet. Jeg har hældt litervis af kogende vand i det - nå ja, måske ikke helt stoppet.
Bortset fra det skrevet her til morgen. Vågnede tidligt og gik straks ud og tændte computeren. Det er svært for mig at forene alle de mange elementer min dag burde bestå af. Hvis jeg står op og sætter mig til at skrive, kan jeg faktisk ikke skrive mere den dag, og da slet ikke noget kommercielt. Hvis jeg tager i kirke og øver orgel, kan jeg godt skrive bagefter, men kun kommercielt - og så fremdeles. Dagen bliver ligesom hakket i småstykker af alle mine gøremål, mine discipliner, mine besættelser.
Men i dag har jeg skrevet på min store episke fortælling, og det er jeg glad for.
Vi søsatte ARTS-gruppen igen i går, for tiende gang. Denne gang er det mig, der har ansvaret for at komme at åbne og sørge for, den bliver holdt lidt i live. Helt ærligt, jeg synes, det er en mærkelig måde at mødes på. Ville egentlig helst bare, at man kunne sidde og småsnakke lidt om, at nu var man kraftædme gået i totalt sort igen - og så måske skrive sammen. Så det er mit behov, og det må jeg jo så se at få afløb for på en eller anden måde. Var jo med i en skrivegruppe i København for 120 år siden. Nå, ikke mere klagen herfra. Jeg fik skrevet til morgen, og jeg er SUPERGLAD. Droppede simpelthen samtlige kritiserende stemmer og skrev, som var det musik. Det blev musik. Når sprog er godt, så letter det fra himlen og bliver blødt, et rum at gå ind i. En livmoder.
Skriften på væggen
Hvad gør en forfatterskribentjournalist, når hun ikke kan skrive? Går i panik, er svaret. Men fik puttet god idé i hovedet forleden. "Hvorfor sætter du dig ikke på en café og skriver?" Ja, det voksede inde i mig og blevet til et JA, skidegod idé JAJAJA! Nu er det bare sidst på måneden (det er altid sidst på måneden) og en kop kaffe på Under uret koster det blege, så jeg har i stedet spurgt Olga, om jeg må cafée den lidt hos hende. Jeg var der i går, og jeg skrev helt vidunderligt dejligt.
Selv om jeg - siden jeg blev færdig på Journalisthøjskolen - har haft adskillige jobs, har jeg mest været freelance. Rundt regnet har jeg siddet hjemme i over ti år, måske snarere tolv. Der er sgu da ikke noget at sige til, at jeg ind i mellem er ved at få pip. Mit hjem er så fuld af overspringshandlinger - nu emhætten der forleden, som jeg polerede på i over en time - at jeg dårligt kan få tid til at skrive. Hos mor kan jeg se nullermænd uden straks at hive en støvsuger frem. Altså, ikke fordi der er specielt mange nullermænd, men herhjemme ville jeg føle en så stor tilknytning til denne nullermand, at jeg ville få tunnelsyn og kun se den - og ikke se skriften på væggen.
Mor har slået dørene op til sin café endnu en gang. Når hun bliver træt af mig er der altid biblioteket tilbage, og selvfølgelig Under uret. Er vist bare totalt udhungret rent socialt ?! Hvis nu mor ikke er der i dag, vil jeg så kunne skrive?? Vi får se! Vi, Margrethe III af Fyn.
Altså - kæmpe sidespring - det er da lidt sjovt, at nogle af vore meget, meget fjerne forfædre har boet her i Vejstrup tilbage i 1400-tallet. Gad vidst om det er på denne plet jord, hvor jeg nu bor, at de også boede?
Mandag d. 15. februar 2010
Min storebror Anders har fødselsdag i dag. Han bliver ...?!?!?!?! ... ved ikke.... er han seks eller syv år ældre end mig? Seks-et-halvt? Syv-to-femte-dele? Hm. Jeg er 46 og han er muligvis seks og lidt til ældre end mig, måske snarere knap syv. Så er han 52 i dag? Oh my God, vi er gamle... Men han og jeg bliver aldrig gamle. Han vil til evig tid være min storebror, og jeg lillesøster. Om vi så skulle lande på det samme plejehjem, ville intet kunne ændre på, at jeg er den evige lillesøster og han min evige storebror.
Anders har klaret lidt af hvert sidste år. Først fyring, så kræft. Han er en eddersej fyr og kom gennem begge dele. Han er en fantastisk sød mand. Jeg holder bare så meget af ham. Han er den søskend, jeg er tættest på i alder, og derfor har jeg selvfølgelig en større portion tid, hvor han og jeg har levet sammen - men selvfølgelig aldrig rigtig været børn sammen. Øh, volapyk... det er fordi nikotinen er ved at lette, og så viser det sig, at man i årevis har sagt og gjort dybt forsludrede ting, men nikotinen har på en eller anden måde limet hele lortet sammen og gjort det så overbevisende, at alle har troet, at det man sagde i virkelighden var ret genialt (hvilket det ikke var)...
Min elskede bedstemor ville være fyldt ... keine ahnung. Det er også lige meget. Min mormor, Erna, med klavertryllehænderne og de store følelser. Jeg tilbragte mange sommerferier hos hende og bedstefar i huset i Aalborg. Jeg elskede de to mennesker, navnlig hende. Hun var så varm og så musikalsk, og man kom ikke til ulejlighed og man var ikke i vejen.
Hun og Anders holdt vist nok 100 års fødselsdag sammen en gang.
Vandmænd, klare i hjernerne, store i følelserne = så fik vi det på plads!
Mandag d. 8.2. 2010
Skyttens horoskop i dag: "Dine drømme bliver vakt og man ved aldrig hvem du møder på din vej en dag som i dag. En rejse kan lede dig på sporet."
Det var altså i går mine drømme blev vakt, og det var på en eller anden måde ikke spor fedt. Vi var ude at optræde i en ældreforening, og en gammel mand spurgte mig, om jeg gik på konservatoriet i Odense. Hahaha... Ellers måtte jeg da mindst være musiklærer eller noget.
Nå, men det er jo rigtigt nok, at jeg er noget ved musikken, selv om det ikke var sanger, jeg blev. Det stak bare helt vildt i hjertet. Hvorfor gjorde jeg ikke noget? For et par år siden fandt jeg et gammelt kasettebånd, jeg indspillede/-sang, da jeg var tyve. Sikke en stemme! Men fik jo altid at vide, at jeg ikke sang lige så godt som Trine. Eller, at jeg ikke duede til at synge rock. Eller, hvorfor fanden skal du prøve at synge lige som Joan Baez, jeg kan ikke holde ud at høre på det!
Nå, men jeg spiller orgel og synger for de gamle. Det er vel okay... Og nej, jeg stiller aldrig op i X-Factor og bliver fucking til grin foran en masse mennesker, der synes jeg er megalatterlig.
Og rejsen må være turen til Fredericia og orgelskolen, hvor min lærer trak mig til side efter første time og sagde, at hun ikke var sikker på, jeg bestod til sommer. Næ, sagde jeg, det er jeg heller ikke.
På den anden side - den sidste opgave var rigtig fin, så måske var der håb alligevel!
Hvorfor bliver jeg sådan? Obsternasig som en tre-årig? Discipliner og regler og jeg refuserer totalt. Går i sort og i teenagemote. Eller bliver meget lille. Trodsig, tænker: Hvorfor skal jeg altid præstere. Det er aldrig godt nok bare at være et begavet sjuskehoved og dødkreativ... Men det er jo sådan set mig selv, der har valgt at gå der igen. Jeg ønskede at bevise, at jeg godt kunne. Desværre er jeg åbenbart ikke moden nok til at affinde mig med at ting kan være svære og/eller kedelige. Bliver jeg mon voksen, før jeg dør?
Hvem har jeg mødt i dag? Ja, mine medelever, og de er faktisk søde og omsorgsfulde, og underfundigt lune.
Vi havde en rigtig hyggelig korsession. Læreren er sympatisk og dygtig. Jeg bliver altid glad, når jeg har haft time hos hende.
Efter gårsdagens urimeligt dybe hul, er jeg kommet lidt op til overfladen igen, selv om jeg virkelig dyrkede min sorthed. Havde sort tøj på, og - fordi jeg blev så opslugt af at skrive - kom ud af døren med håret i endnu vildere høstak end vanligt. Grimme, sorte kondisko, og min hæslige jakke, som jeg vil brænde den dag, jeg får råd til at købe en ny. I øvrigt bumser på hagen... Åh, det var skønt at være så grim og grum. Ligne en heks og føle sig som en. Sådan nogle dage kigger jeg på mig selv i spejlet og tænker: Madam Mim!
I morgen kan jeg måske transformere Mim til Madamoiselle Mimi?
lørdag snart søndag
fredag 5. februar
Kære Trine, i dag var du blevet 48 år. Vildt at tænke på!
Det er snart ni år siden du døde og dermed slap du for rynker og poser under øjnene. Jeg øvede salmer i kirken her til morgen, bl. a. Her vil ties, her vil bies, som jeg havde valgt, at vi skulle synge ved din bisættelse. Jeg tudede. Jeg har tudet over dig mange gange... men livet kræver sin ret. Det går videre. Vil leves. Sådan er det bare. Men jeg har aldrig glemt dig, og det gør jeg heller aldrig.
Ellers har jeg det godt, tak! Håber, du er glad, hvor du er.
knus
Margrethe
Torsdag 4. februar 2010
Om elleve dage - den 15. - totalt slut (for yderligere detaljer, se rygedagbog!)
Livet er godt. Sådan noget bræk kunne før i tiden få alt til at stritte på mig, men jeg indrømmer, at jeg nyder de her dage, hvor det ligesom bare glider - og livet ikke virker så kompliceret, som dengang jeg var i trediverne, i tyverne, teenager.
Fatter ikke, hvor folk vil hen, når de fortæller om, hvor sjovt og dejligt de havde det, da de var unge. For mig var ungdom = usikkerhed, angst, social fobi, mere angst, endnu mere angst + konstante symptomer på dødelige sygdomme.
Der var også gode ting. Studiet, Musikterapi på Aalborg Universitet. Jeg elskede at være der. Dyrkede min musik intenst, troede på, at jeg ville blive berømt sanger (!). Gik til guitar og klaver - og sang selvfølgelig. Spillede i band, skrev masser af tekster og musik - havde nære og intense venskaber.Spillede studenterrevy. Boede i kollektiv. Udefra så det vel meget normalt og sjovt ud, bortset fra min tykkelse, men indvendig var der kun kaos.
Nå, men det er fortid. Der hvor jeg er nu er der okay at være. Lyset vender tilbage fra mørkets kyst, så sandt, så sandt! Vinteren har været strid, men lyset gør godt. Både sollys, men også sneens hvide lys tænder lys i mig. Har møgondt i ryggen efter snerydning. Har gravet hul, hvor Skodaen akkurat, omend med en smule besvær, kan komme ud af. Den smule sneskovling har gjort mig opmærksom på muskler i ryggen, som jeg ikke anede, jeg havde. Selv den slags "smerte" er der noget liv i.
I morgen ville min veninde Trine være blevet 48 år. Det er snart ni år siden, hun døde. Jeg tænker stadig på hende. Smerten er ikke skarp og skærende, men jeg kan stadig blive tosset over, at hun bare døde. Hvad fanden bildte hun sig egentlig ind? Vi sku' ha' haft det som hund og kat resten af livet. Min søster i ånden... Dumme tøs.
lørdag 30. januar 2010
Ungerne er inde at se Avatar. Jeg overvejede at gå ind at se Sherloch Holmes, men den er allerede taget af plakaten. Så planlagde jeg en times øvning på orgel, og derpå et AA-møde. Men sandelig om jeg ikke i stedet sidder her og nyder stilheden... nå ja stilhed og stilhed. Opvaskeren kæmper sig igennem sit program, og jeg har lige haft gang i støvsugeren inde hos Emil.
Mødte Annette og Peter i dag i Fakta. Peter spurgte straks om Bella snart kom ned og legede. Så Bella har en legeaftale med Saxo i morgen - og jeg tager med og drikker en kop kaffe.
Jeg har besluttet mig for at digte, at jeg lever under et totalitært og mandchauvinistisk styre, som forbyder kvinder at skrive. Jeg må skrive i smug og hemmelighed. Ingen må opdage det. Det er farligt, men det er nødvendigt at skrive. At spille Mahjong og se tv bliver hermed lovligt, mens skrivning er strengt forbudt. Vi er jo nogen, der er nødt til at snyde os til at gøre det, vi elsker.
Min bog er et opgør med dette styre. Jeg udstiller dets grinagtighed og inkonsekvens. Dets dobbeltmoral og frygtelig overgreb på navnlig os skrivende kvinder. Min bedste veninde er netop blevet brændt på bålet, fordi hun ikke kunne lade være med at skrive og oven i købet blev opdaget (så er man også lidt dum!)
Det er problemet med at leve i et frit land. Alt er så frit, at alt er pissehamrende ligegyldigt.
Hvis livet er ligeud og uden svinkeærinder, så gider jeg det fanme ikke. Godt, at de militante økologer overtog regeringsmagten her for nogle år siden og tvinger os alle til at sidde rystende af kulde foran kolde kaminer, mens de præker vegetarianisme (hedder det sådan?), og sexuel afholdenhed - plus totalt skrivestop. Pressen er ikke fri, men lorgrende halehæng til det nye styre. Tænk, det kalder de sig! "Det nye Styre!"
De kunne selvfølgelig også kalde det "Det rene Styre".
Anyway.

Fredag d. 29. januar 2010
Slut slut slut - jeg VIL IKKE mere. Har fået en tid hos lægerne i Skårup på onsdag. Skal tale med deres rygeafvænnende sygeplejerske. Har talt med hende før. Hun er frygtindgydende
Men hvis det hjælper, vil jeg elske hende for at være skrap. Og så vil jeg have Zyban - og Champix. Det hele på en gang. Selv om det lyder som en cocktail, nazisterne kunne have aflivet jøder med.

Bortset fra min væmmelse over at ryge - og det er jo på en måde en god ting - så har jeg det godt. Dorte (Roholte) Winnie (Haarløv) og jeg har solgt en fælles roman til Sverige og Norge. Herligt med lidt ekstra slanter, klejner, devaluerede kroner.
Så har jeg nemlig også RÅD til at holde op med at ryge... syg undskyldning! Som om jeg har råd til at ryge, tst.
Har en frygtelig hovedpine og koldbrand i tæerne. Begge lidelser rygerelaterede.
Sigrid kommer i dag og forhåbentlig smitter hun os andre med lidt af sin energi. Emil har ligget syg i snart fjorten dage. Talte også med lægernes sekretær om det, og hun sagde, at hvis han blev meget kortåndet og fik høj feber, så skulle jeg komme med ham.
Han bjæffer som en søløve og er slap i hele kroppen, men feber har han jo ikke haft på noget tidspunkt.
Ingen af os får feber, når vi er syge. Vi er bare slatne som overkogte grøntsager og ligger og har ondt af os selv.
Nu er det slut! Også med selvmedlidenheden og de indbildte sygdomme (altså for mit vedkommende, Emil ER syg)
Jeg har knoklet som en lille hest hele ugen og nu tager jeg en fridag. Bortset fra, at jeg har været tidligt oppe. Skrevet på romanen, redigeret i den, lavet noter... samt spillet orgel. Er nu der, hvor jeg kan mere end stave mig gennem hele Hindemiths sonate - mangler endnu det store forkromede øjeblik, hvor alle elementer bliver samlet til et musikalsk hele. "stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde", som Paulus skrev til Korinterne . I øvrigt giver Finn Abrahamowitch Paulus ordentlig på hattepulden, sådan en overløber, der har sværtet jøderne, så de er lagt for had, myrdet, krænket, jordet, brændt, gasset, stigmatiseret i "Guds navn" (læs: Paulus' navn) I virkeligheden var Paulus vist nok en af de mest nidkære jøder, inden han "så lyset" og fuldstændig vendte sig mod sin tidligere overbevisning... Sådan er der så meget. Jeg kan nu godt lide Paulus. Ikke det der vås med, at kvinder skal tie i forsamlinger, men han 13. brev til Korinterne er noget af det smukkeste: "Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden."

Onsdag 20. januar 2010
Søgte på nettet efter billeder af "Livslyst" - der var mange nøgne mænd (statuer), men det tyktes mig alligevel en anelse frivolt (hold kæft, hvor er jeg snerpet). Så i stedet bliver det denne ærbare, pelsklædte hest.
I dag faldt 5-10-25-øren nemlig. Hvorfor man farer ud som besat, køber et klaver, eller en ny kjole, når andre mennesker ligger begravet i ruiner. Man mærker livet vælte op i en. Den totale, smittende glæde over, at man selv er i live.
Har været ude at optræde med "Linje 4" i dag. Det var smadderhyggeligt. Der var omkring 80 mennesker, og folk var helt med, klappede og lo. Syntes vi var sjove og sang godt. Så kan man svæve. Jeg kan da i hvert fald. Hamre ud over stepperne i galop, se illus. af hest!
Kan stadig ikke sove. Så fem forskellige serier i løbet af natten. Will & Grace, Criminel Intent, Dharma & Greg, Brothers & Sisters og Frasier. Endelig kl. fire i morges faldt jeg i søvn. Det var egentlig okay, men udmattende. Jeg kan blive helt bekymret over, at serier jeg ikke ville gide at skænke en tanke, endsige forholde mig til om dagen (bortset fra Frasier og Dharma & Greg) forekommer mig at være det ypperste af vid og klogskab, når klokken er et-to-tre om morgenen. Shit, jeg så sgu da også Greys hvide verden . En eller anden hospitalsserie. Må heller ikke glemme "Cindy Jackson", verdens mest kirurgisk forskønnede kvinde, en dokumentar på TV 2. Vi så rigeligt med footage fra operationerne. Det var ikke det, der var interessant - hvorfor tænker producenter og tilrettelæggere aldrig på os, der har en blodfobi? - men derimod, at hun åbenbart var så fucked up over at være almindelig, at hun frivilligt lagde sig under kniven ... var det 58 gange? Mange i hvert fald. 
Jeg nøjedes med at få vokset øjenbryn i dag. Det er smertefuldt nok. Det irriterer mig også, at jeg gør det. Puristen i mig, synes den slags er pjat og forf/gængelighed. I øvrigt gør det pisseondt. Men at blive at skåret op på kryds og tværs for at komme til at ligne Barbie? Never. I al hemmelighed synes jeg, at jeg er okay, som jeg er. Men sig det ikke til nogen, det harmonerer ikke med image som "jeg-dur-ikke-til-noget-og-ligner-lort".
En gang var jeg i en gruppe, hvor vi lavede en øvelse, hvor vi karakteriserede en af de andre i gruppen "hvis hun var et hus, var hun et ... bondehus/palæ/mudderhul", "hvis hun var et dyr, var hun en odder, måge, mår". Hende, der skrev om mig, sagde, jeg mindede hende om en hest. - Fordi jeg har et langt hestefjæs? - Nej, fordi der er noget frit og vildt og ud over stepperne over dig.
Det var smukt sagt.
Hvor mange heste går i øvrigt rundt og er utilfredse med deres udseende? Arj altså, min mule hænger for meget - må have den strammet op og silikone i den... Mine hove er godt nok blevet lange, jeg må have filet lidt af dem... Jeg vil have flettet min manke, når jeg skal bedækkes i morgen! 
Mandag 18. januar 2010
Så har jeg hørt det med: Ulrich Stærk, mors granfætters søn, spille. Pianist, og hvilken pianist. Ud over at være velartikuleret, vittig og smuk, spiller han helt fantastisk på klaver. Jeg er kommet til at smide koncertprogrammet væk, men husker da, at han spillede Brahms klaversonate nr. 2 i Fis-øh-dur-mol??! Det var en fantastisk oplevelse. Jeg anede ikke, at Brahms kunne være så hip, så rent ud oppe på beatet. Oplevelsen blev ikke mindre af, at mor var ved at blive kvalt i et hostebolsje, som hun havde taget i munden for at dæmpe den - utvivlsomt psykisk betingede - krillerhoste, der altid overfalder hende ved den slags lejligheder.
Mens en del af mig totalt overgav mig til musikken, var en anden del  travlt beskæftiget med mor. Døde hun nu? Burde jeg gå ud og se, om hun var ved at kvæles, subsidiært var blevet kvalt? Ville hendes død betyde, at jeg var nødt til at blive i Sønderjylland, mens hun blev obduceret? Skulle hun bisættes fra Haderslev Domkirke, eller skulle jeg tage hende med hjem til Fyn og få hende bisat fra Valgmenigheden? Skulle jeg holde fast i at spille den der tragiske svenske låt som postludium, eller ville hun mon foretrække Bach? Ville jeg overhovedet være i stand til at spille til min egen mors bisættelse?
Stor var min overraskelse, da hun, efter endt koncert, rent faktisk viste sig at være lyslevende - og stor var min lettelse. Jeg elsker hende og ville være meget ked af at miste hende. Samtidig syntes jeg, det måtte være en god død - langsomt at blive kvalt i en Ricola, mens Ulrick spillede så smukt i baggrunden.
Det var sjovt at besøge Paul, Ulrichs far. Han er næsten døv, det er mor også. Utrolige goddag-mand-økseskaft-samtaler de to underholder med. Han inviterede os på italiensk restaurant aftenen inden koncerten. Dejlig mad. Masser af stærk kaffe. Vi var også i et tysk indkøbscenter. Jeg sad og drak kaffe, mens de to gamle tudser fouragerede i et eller andet kæmpe teknologisupermarked. Næst efter Bilka hader jeg den slags mest. Findes der noget mere forstemmende end supermarkeder? Jeg så kortvarigt på en espressomaskine, men den kostede små 1000 € - ikke for mine penge.
Vejen hjem var lang. Det havde sneet kraftigt og alle folk kørte i kortege med godt 50 km/t. Mine viskere fungerede upåklageligt, men da jeg havde været så tåbelig at fylde vand på som sprinklervæske, frøs dyserne, og jeg havde et meget plettet udsyn hele vejen. Vi hentede Emil i Vissenbjerg. Hjemme halv ni. Faldt i søvn til "Klovn" og vågnede halv fire i morges og så et halvt dokumentarprogram om en voldtaget baby fra Sydafrika. Stærk kost så tidligt om morgen, men et fremragende program. Bagefter dødssyg komedie. Faldt i søvn igen og vågnede til Go'morgen Danmark, hvor Rasmus Botofte og hans snobbede ven, som jeg ikke husker navnet på, havde udlovet sig selv og en flaske campari for højestbydende. Pengene går til jordskælvsofrene fra Tahiti, øh Haiti.
Nok er jeg overvægtig, ældgammel og stort set på spanden, men jeg sidder ikke i en ruinhob, og mine børn blev ikke voldtaget, da de var otte måneder. Hvad fanden klager jeg over? Jeg har endnu ikke doneret 100 - 150 kr pr sms til de haiti/tahitianske ofre for jordskælvet. Det må jeg hellere få gjort. 
Forleden besøgte jeg Jette. Hendes Amanda sagde i hveranden sætning: Der har Ester været. Ester lader til at have været på det meste af kloden. Jette og jeg planlagde en rask lille tur til alle jordens brændpunkter: Somalia, Haiti/Tahiti, Nigeria, Pakistan. Hvis vi overlevede, ville vi ende jordomrejsen i Brasilien og tage til Karneval.
I dag debuterer jeg som spillelærerinde. Jeg skal "øve" mig på Torben Præstemands to yngste børnebørn. Mine pædagogiske evner er ikke store - ikke når det gælder mine egne børn - men måske rækker de til andres? Der har man jo ikke noget i klemme på nogen måde. 
...
Brrr nu har jeg doneret 150 kr TIL MIG SELV. Jeg får så dårlig samvittighed. Jeg har ikke købt tøj i over to måneder, ca. Jeg har slet ikke købt nyt tøj siden en gang i sommer. Men en 100 % polyester florlet sag uden ærmer ... dem kan man aldrig få for mange af.
Nu er jeg nødt til at sende to sms'er til jordskælvsofrene.
I den retning ligner jeg mor. Vi elsker luksus, og bliver så utroligt beklemte, når vi har undt os selv noget pænt. Hvorpå vi straks sender penge til nødhjælpsofre, besøger psykisk syge, eller på anden vis "ofrer" os. Det er godt gammeldags købmandsskab. Noget for noget.
Lørdag d. 15. januar 2010

Mor og jeg skal på tur i morgen. Jeg glæder mig. Vi skal til Padborg og besøge Paul, mors granfætter. Søndag høre Pauls søn give koncert i Haderslev. Jeg kommer aldrig nogen steder, så manner. Både til Padborg - og Tyskland! - og til koncert. Det er stort. Og så plejer vi at have det rart, mor og jeg, når vi er på rejse sammen.
Sigrid passer Bella, mens vi er væk. Hun har fået en piercing, altså Sigrid ikke Bella. Hold kæft, den klær hende godt.
Frederik har været her det meste af ugen, enormt hyggeligt. Skurvognshygge. Mandehørm. Nullermænd. Og masser af film. Vi så Syriana sammen, og han indrømmede, at han også syntes plottet var kompliceret - men en fed film.
Jeg har foreslået, at vi kunne købe en stor gård og bo sammen som en stor, lykkelig familie og have masser af køer og så'n. Det vakte lige som ingen genklang. Jeg kan ellers se det for mig. Mig der går og hækler og bager brød, mens mine drenge passer bestanden og Sigrid sidder på et frysende kvistværelse og skriver gyserhistorier.
Jeg vil være en familie ALTID. Hvorfor skal man være så voksen og møgensom?

Jordskælv i Haiti. døde, døde, døde. Er det Gud?
Er ellers meget begejstret for Byron Katies "Om at forandre sin tankegang og forvandle verden". Det er en god bog, men hvordan det kan være godt for nogen mennesker at være fattige og udsatte for jordskælv, fatter jeg ikke . det er den slags: bare det går godt for mig er alt godt-tankegang, som jeg nok aldrig lærer at forstå.
Haiti er så langt væk, at det godt kunne være en fiktion. Ligesom en kammerat på den efterskole, hvor jeg en gang gik, nægtede at acceptere, at pyramiderne eksisterer, eftersom hun aldrig selv havde set dem! Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at jo - det passer - det er sket. Folk er døde i tusindvis. Set i det perspektiv virker det ærlig talt overfladisk at glæde sig til at komme til Padborg. Jeg er bare glad for, at jeg kan glæde mig til at komme til Padborg og ikke i stedet sidder på min fattige mås og græder over, at mine børn er omkommet i et jordskælv, og, at de børn der er tilbage nok kommer til at dø af kolera inden længe.



Mandag
I skole i dag. Den sorte orgelskole. Det var fint. Jeg havde SÅ meget lyst til at pjække. Forstår egentlig ikke hvorfor, for jeg synes, det er dødinteressant at være der. Jeg forstår ikke særlig meget af undervisning og føler mig dum og som underhund, men det kan der også være en egen sær charme i. Ellers er jeg jo så klog. Det kan jeg stort set sige uden ironi, for jeg betvivler faktisk ikke min egen intelligens. Det er der sjovt nok ingen der endnu har kunnet pille ud af mig. Men hvad musikteori angår, kommer jeg totalt til kort. Det er en meget interessant oplevelse. Det vil sige, at man kan godt være klog til nogle ting og totalt idiot til andre. Virkelig interessant erfaring!

Fik ubændig trang til chokolade 20.45 og var på vej hen til kiosken i Skaarup, men blev standset af snestorm. Jeg hader, her er så koldt og modbydeligt, men jeg griner i skægget af alle dommedagsprofeterne.
Som Bjørn Lomborg siger: Der er flere der dør af kulde end af varme.
Så FAT DET DOG - vi skal ikke dø i overmorgen. Vandstanden stiger ikke pludselig 40 m. Det er noget, nogle klaphatte har fundet på, så de kan tyrannisere alt og alle og i tilgift score kassen. Og folk makker ret. Opfører sig som små lemminger på vej mod den samme afgrund. Når de så når derhen ser de, at afgrunden slet ikke er der. Eller i hvert fald ikke på den måde de frygtede.
Hvad med om vi begyndte at forholde os til den virkelighed vi står i lige nu?
Det er vel ret beset den eneste virkelighed, vi har. 




10-01-10
Ufatteligt, man ikke bliver klogere. Alle de timer jeg har "spildt" på at spille Mahjong kunne jeg f. eks. have brugt på musikteori, nu blev det igen her i sidste sekund søndag aften... Jeg er simpelthen så snotdum til det, at det trodser alt. Efterhånden er jeg måske ved at have styr på ufuldkomne dominanter, men kun måske. Og hvorfor man ikke må have notater med ind til eksamen, går over min forstand. Som om nogen ved deres fulde fem ville sidde og lave en musikteoriopgave uden "kunstige hjælpemidler". Nå, jeg skal ikke klage. Det er faktisk dødunderholdende. Tiden flyver af sted, mens jeg sveder. Lidt ligesom latin og tysk grammatik. Det er fucked up kedeligt, og så alligevel ikke. Jeg fatter bare ikke ret meget af det, jeg laver. Og helt færdig er jeg med skam at melde heller ikke. Men så må jeg stå tidligt op. Skal også forberede noget koropvarmning og lade som om jeg kan dirigere. Inden jeg selv prøvede det, troede jeg direktion bestod i at svinge lidt med armene og se hhv. bøs og glad ud. Men jeg skal love for, det er hårdt. Sveddryppende hårdt. Man er faktisk nødt til at have en pæn kondition for at kunne klare det, sådan i flere timer ad gangen. Ikke noget at sige til, at Karajan og hvad de ellers hedder, ser ud som om, de har løbet marathon, når de er færdige med at dirigere en symfoni.
Sigrid skal have en piercing i øjenbrynet. Jeg er ikke meget for det, men det er hendes øjenbryn ikke mit. Jeg spurgte straks om hun var blevet punker eller goth. Så snerrede hun, at hun kunne male sig blå i hovedet og være tatoveret i hele fjæset, det ville aldrig ændre ved, at hun var Sigrid. Hun er sgu klog!
Emil og jeg er heldigvis venner her i aften, hvilket betyder, at jeg har adgang til hans fjernsyn. Men kommer der noget, man gider se? Næ. Vi har tretten-femten kanaler og der kommer ikke noget som helst på nogen af dem. Det må blive sidste afsnit af Twin Peaks sæson II.
lørdag 8/1 2010
Vader i skøn musik for tiden. Ham her den halvskaldede, fuldskæggede mand Arvo Pärt, er en fantastisk lettisk komponist. Lyt til hans Fratres for klaver og cello (blev brugt i filmen "There will be blood) og svøm hen i en fantasi, der bliver til virkelighed i en drøm, der er ren fantasi.
http://www.youtube.com/watch?v=5vO92REraUo
Onsdag d. 6/1 2010
Når man falder over noget god musik er det bare med at skamhøre det. Er "faldet over" Disturbed... de har sikkert masser af år på bagen, men jeg har først hørt dem i dag. Er taknemmelig over at bo sammen med en, der har god musiksmag... Nu har jeg hørt Disturbed den sidste time. Dejlig, fed, tung rock - yeaaaah!
Senere...
Der er intet som penge, der kan gøre mig i godt humør
Hvor er jeg dog et tomt og overfladisk menneske... men altså har tjent så meget, at jeg nu  næsten kan betale alle mine regninger næste måned, og det gav lige humøret en tak opad.
Har spillet en ultramoderne udgave af Paul Hindemiths orgelsonate - kender ikke det nærmere navn, men tror så i øvrigt heller ikke Hindemith selv ville have genkendt den. Mærkeligt, den gled så godt første gang, denne gang var den fuld af fejlslagne toner... Nå pyt. Hellig Tre Kongers aften, så derfor i kirke. I morgen begravelse, fredag bisættelse. Jeg lever mit liv oppe i den kirke. Søndag Gudstjeneste og så fremdeles. Det er okay. Det er jo så de eneste "rigtige" kolleger jeg har, hvilket jeg savner, når jeg sidder her på min pind... Har haft sådan en forestilling om, at jeg ville elske en eneboertilværelse. Intet kunne være mere forkert. Jeg elsker at være i selskab med andre mennesker. Har også den anden side, men den har jeg sandelig dyrket til overmål de senere år. Trænger til noget gang-i-den!
Tirsdag d. 5. januar 2010
Den milde eufori der greb mig omkring nytårsaften og dagen efter er som blæst væk. Det er tungt og det er trist, og det er ikke til at holde ud. Sover ad helvede til om natten, fordi min kære bofælle også sover elendigt. Af solidaritet holder jeg mig vågen så langt ud på natten, jeg formår, og må så indhente det forsømte om dagen - altså mere end jeg plejer. Der er en gråhed over landskabet, der sætter sig i kroppen og sindet. En træthed der trænger ind i hver celle.
Selv de indledende manøvrer i nye fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere udløser ikke den mindste forventningsfulde spænding - det er blot om og om igen og så det samme.
Det eneste der gør mig rigtig glad er at spille musik. Men det kan man jo ikke leve af. Nok leve for. Skriver på en novelle om en ung kvinde, der ikke en gang har musikken tilbage, fordi hendes mor ved sine store og misforståede ambitioner på datterens vegne, har frataget hende - datteren - al lyst til at udtrykke sig musikalsk.
Godt, at det snart er forår! Godt, at jeg kun er deprimeret det halve af året. Eller - ikke rigtig deprimeret. Forstemt. En følelse af at leve et decimeret liv. Et på halv-kraft-liv. Uden kræfter til at sparke sig ud af det og gøre noget andet. Den følelse er der kun fra oktober til ca. marts, resten af året er kåd leg i enge - haha!
Skulle måske prøve at løbe en tur?
Sange
Vi voksne kan også skrive sange om alt det lort der gør os bange... Så er det officielt. Jeg har ingen kæreste mer'. Jeg kunne ikke finde ud af at gøre det forbi, så det gjorde han. Det skrev jeg så en sang om: Tak fordi du skred.
Jeg har været vågen tre gange i nat, og jeg har haft kræft også - det har jeg godt nok ikke haft længe, så jeg er åbenbart temmelig rystet. Men jeg skrev en god sang, og der er altså ikke noget bedre at skrive på end forliste kærlighedsforhold, sådan er det bare.
I gamle dage gik jeg ikke mange skridt uden min guitar. Sad oppe om natten og skrev og klimprede. For nogle år siden fandt jeg et gammelt bånd, hvor jeg havde indspillet nogle af mine sange. Det var da ikke alle tekster der var lige gode, eller melodier for den sags skyld. Men det var som et budskab fra Margrethe på 20 til Margrethe på nogle og fyrre: Syng for helvede! Skriv. Spil.
Det bliver aldrig andet end ensomme aftener på sengekanten med en guitar, men det er også godt nok. Jeg nyder det enormt. Når der ikke er andet, er der altid musikken.
Skrevet fik jeg også... men jeg tror, jeg er nødt til snart at læse, hvad jeg egentlig skriver. Ikke mere automatskrift og 500 daglige ord. Kritikeren må træde i karakter og læse det igennem...
Tog til møde i går. Det var rart. Nødvendigt, tror jeg. Sjovt nok kommer jeg aldrig, når jeg lever i "glad to-somhed", for det kræver så meget at bibeholde illusionen om noget frugtbart og evolverende, at et enkelt lille prik i ballonen får det hele til at eksplodere i mistrøstighed. Men nu kan det jo være lige meget, for nu er der ingen forhold og ingen illusioner.
Skal op i kirken og spille... Mine øjne hænger nede på lårene af træthed. Har bare lyst til at krybe sammen i fosterstilling og sove hele vinteren væk. Men en anden del af mig har lyst til at synge og danse.
2-1-2010
Godt, det er overstået. Julehalløjet. Min astrologikyndige veninde sagde, at planeterne stod virkelig dårligt her til jul, men det ville lette til nytår. Ja tak, det tror jeg på. Det har været ørkenvandring de sidste par måneder. Kulmination - jul. Yak...
Juleaften hyggelig nok med unger og mor. Vi spiste, og vi spiste, navnlig jeg spiste. Så var der også basis for lidt mere selvhad. Mor betalte stort set hele gildet, bortset fra stegen. Sovsen perfekt! Sværen ligeså, der er grund til at heppe også over små succes'er. Sigrid fik sin "babycomputer", Emil sit "rockband", Frede to Pokerbøger, Zippolighter, hvide handsker, der har trykket Dronningen i hånden! Fik selv fine gaver. Mænd der hader kvinder og Anden vender tilbage af Frede, sidstnævnte så vi sent om aftenen, hvor er det GODT, hvor er han GOD, Anden! og Selvmord af de to små. Olga gloede godt nok lidt, da jeg pakkede Selvmord ud. - Bare rolig mor, det er ikke en manual i at tage livet af sig! Det er musik!
Og hvilken musik, og hvilke tekster. Det drøner ind i ørerne på mig nu. Har hørt den femten gange nu. Er monoman, når det gælder musik. Æder og drikker det. Tryklufter det ind i kroppen med smertegrænsende 130 dB .
Jeg er helt klart født i en forkert tid! Alle de ord, de lyde og toner, tanker, idiosynkrasier - det var mig, da jeg var 20! eller også forlænger jeg bare den ungdom, jeg burde have sluppet for femten-tyve år siden?
Hyggelig nytårsaften med Maj - den bedste i mange år. Bortset fra et skænderi i starten af aftenen, som egentlig var godt nok, fordi vi kom igennem det og ingen gik og ingen græd, så var det en kanonaften. Vi skrev lange lister med nytårsforsætter. Bortset fra de helt indlysende, politisk korrekte: skrive mer', leve sundere, holde op med at ryge, tjene styrtende mange penge, tilføjede jeg "sex med tre forskellige mænd". Det var bare for sjov og lidt for provokationens skyld. Netop da jeg læste den passus op, kom Majs datter plus tre teenageveninder ind i stuen . Det gjorde et frygteligt og uudsletteligt udtryk på dem. Jeg kunne læse væmmelsen i deres ansigter: "den gamle dame altså, aaaad!". Det grinede vi af hele aftenen: Tilfældig, beskidt sex på Svendborgs klammeste offentlige toilet! mente Majs datter, eller ville jeg rent faktisk elske alle de her tre mænd og i forlængelse af hinanden? som en af de her teenagepiger håbefuldt foreslog. Fantasisex? spurgte Maj.
Men tilbage til det politisk korrekte: Jeg fik skrevet halvanden side på romanen i går og spillet lidt på guitar. Det skal jeg så også i dag, og i morgen og så videre. Den rejse til USA, som jeg også skrev på listen, fremprovokerede nærmest panikanfald. Men det ER et ønske, oprigtigt ment til forskel fra beskidt toiletsex... USA er så befængt med mine fordomme, og jeg vil gerne se virkeligheden nuanceret i øjnene, i stedet for at se på mine sygeligt angste fantasier om seriemordere og folk der ligger og dør i hobetal på gaderne, fordi de ikke har råd til at tage på hospitalet.
Hæ! Når jeg laver lister, tænker jeg altid på Anden: Jeg tror, jeg vil holde op med at holde op med noget.
Hvem siger, livet ikke er godt nok som det er? Livet er det der sker, mens vi planlægger det, som en eller anden klog idiot har sagt.
Eller som præsten siger: Tro er ikke noget, man får, tilegner sig, noget man kan drive frem i sig selv. Tro er det, der driver os.
En ting er givet, jeg vil leve passioneret i år. Ikke bære (helt så mange) masker. Ikke opføre mig, som jeg fantaserer mig til andre vil have mig. Jeg vil stå ved mig selv - også grimme mig. Watch out! - her kommer hun, rå og upoleret, sitrende af liv.


Lillejul
IKKE FÅ VANILLEKIKS TIL KIKSEKAGE MER'???! Nej, forklarede butiks-hvad-han-nu-var-for-en i Føtex. Her havde jeg lige  brugt så lang tid på at bestemme mig for at "ja, selvfølgelig, jeg laver da en kiksekage til julefrokosten d. 27.", og så fanden tag mig falder hele planlægningen på gulvet. Fik sat tre mennesker i sving i butikken med at lede efter de skide kiks, indtil der altså var en, der simpelthen vidste, at de ikke produceres mere. Jo, fabrikanterne laver en lille portion, som så kommer i de der æsker med kiks til ost - hallo! Vi vil have kiksene til kiksekagen tilbage. Kiksekagen er på vej ind. Hvad fanden tænker de på? Ikke nok med, at DSB sælger udrikkelig kaffe med MINIMÆLK til - formentlig i et lurvet forsøg på at slanke befolkningen - men at kiksfabrikanterne nu også rider med på den nypuritanske bølge, så et ikke længere er muligt at lave den bedste kage i verden længere. Skandaløst, siger jeg bare.
Børnene er her, alle tre. Det er ski'hyggeligt. Burde have været til lillejuleaften hos Susanne, men jeg er for højt gearet og stresset, så jeg ringede afbud halv fire. Det er for dårligt at mig og jeg har elendig samvittighed over det, men var jeg taget af sted, havde jeg siddet på nåle og følt dårlig samvittighed over ikke at være hjemme - skrabe penge sammen - være noget for ungerne - gå en tur med hunden - øve orgel - what ever.
Hun tog det rigtig cool, sagde bare, at hun ville savne mig. Heldigvis kommer der noget i retning af tyve andre mennesker, så der bliver nok ikke umiddelbart lejlighed til at savne mig voldsomt. Men det er da fesent at ringe afbud tre-en-halv-time inden.
Sigrid havde voldsom eksistentiel krise over julen i går. Påpegede det forlorne i, at folk siger: Nu skal vi være søde ved hinanden - fordi det er jul.
- Hvorfor kan man ikke være søde ved hinanden hele året, spurgte S og forsatte så: - Eller, hvis man er et dumt svin så bare fortsætte med at være det også i december! 
- Lod Ted Bundy være med at myrde kvinder i julen, spurgte jeg. - Nej, sagde hun og smilede lidt.
I øvrigt er Ted Bundy født samme dag som jeg. Men så vidt jeg husker, er Beethoven det også - så det må opveje det uheldige i at være født samme dato som en af USA's mest modbydelige seriemordere. 
Og så julestress over indkøb, ikke bare vanillekiks med alt det andet også. Har købt mad ind til i dag, i morgen, i overmorgen og i overmorgenmorgen. Glemte helt i overmorgenmorgenmorgen. Der må vi spise rester, eller hundemad. Alt har lukket, undtagen formentlig Inam oppe på tanken. Der er mange fordele ved at have en muslimsk tankstationsindehaver. 
 
5 dage til jul
Opskrift på Hansignes flødekarameller:
4dl sukker
3dl sirup
1knivspids salt
5dl piskefløde
150g smør
4tsk vanillesukker.
 sukker, sirup,salt og 2dl fløde koges i 10min, hvorefter resten af fløden kommes i så langsomt at det ikke går af kog. derefter tilsættes smør og vanille. koges i ca 2 timer ved svag varme, røres af og til.. når massen kan trilles til en fast kugle i koldt vand hældes den op på en lille bradepande ell lignende( jeg bruger et kagedåse låg) smurt med olie. Når den er stivnet, skæres karamellerne ud og pakkes i pergamentpapir, opbevares køligt hvis ikke de spises straks!!

...
Det har jeg så brugt tre timer på i aften - at lave flødekarameller, mens jeg hører System of a Down. Ungerne ser Paranormal Activity. Har lige set begyndelsen, som var utroligt langtrukken. Minder lidt om Blairwitch Project, som var ufattelig kedelig.
Har øvet til De Ni Læsninger i morgen aften - fire en halv time, ca. Jeg er helt lam i ben, arme, ryg. Ellers ved godt mod. Unger er her. De skændes, griner. Det er dejligt.
Sne, sne, sne
Sneen vælter ned. Det er så morsomt, at naturen selv tilbageviser dommedag. Det bliver i hvert fald ikke lige nu, at polerne smelter og vi alle bliver oversvømmet. Tak vejr!
Sidder herinde i min lune hule og kigger ud på sneen. Stadig smøger, men måske kun til i aften. Kan være jeg må indlede rygestop allerede i dag. Heldigvis, at jeg købte en flæskesteg i går, der er stor nok til to dage.
Jeg flyttede kaninen indendøre for et par timer siden, men ved ikke om overgangen fra kulde til varme har været for brat. Den ligger sløv hen i buret. Lige før troede jeg, den var død, men der kom liv i den, da jeg rørte ved den.
Bella er fuldstændig sindsforvirret af glæde over sneen. Hvirvler rundt som de snefnug, hun forsøger at fange.
Fik kørt Emil i skole, men sad på tværs på vejen oppe ved Friskolen. Havde nær ikke fået vejgreb igen og måtte køre til Skårup og hele vejen igennem byen og rundt, fordi jeg ikke turde vende ved skolen. Kørte faktisk omkring kirken, men sad - næsten - fast på parkeringspladsen. Det lykkedes mig at bakke ud og komme hjem. Lidt ærgerligt. Har udskrevet alle Bachs 8 Präludien und Fugen og glæder mig meget til at spille de stykker, jeg aldrig før har set. Men det må blive en anden dag. Jeg skal egentlig derop i aften. De holder prøve på De ni Læsninger - men mon der kommer ret mange? Nå, jeg kan da gå derop.
Emil og jeg fik købt julegaver i går, men han blev enormt irriteret på mig, fordi jeg hele tiden stoppede op og undersøgte forskellige ting. - Som du jo ikke en gang køber! som han hvæsede. Det er hele idéen med at shoppe. At mærke stof, dufte parfume, indsuge stemning, lys, desperation. Det fatter drenge og mænd bare ikke. For dem skal det overståes.
Dommedag er aflyst. Landet er begravet i sne. Bare for at tage røven på alle klimatologer og godtfolk ønsker jeg, at det sner i mange måneder. De er ved at få mig overbevist om huller i ozonlaget, men lige nu tror jeg alligevel på Svensmark og de få andre, der tør gå mod strømmen, eller måske bare de få, der får adgang til medierne. Der er ikke penge i at sige, at det sgu går meget godt med klimaet. Klimafrygt og rædsel skaber arbejdspladser og udløser penge. Det er en hel industri...
tirsdag 15. december 2009
Har købt "ny" bil i dag. Skoda Felicia, to år yngre end den på fotoet. Nul centrallås, men servostyring. Kørte en prøvetur i den i dag. Det er en sød lille potte - i modsætning til Jettaen, der er endt som et mareridt. Virker en uge, går i stykker den næste og så fremdeles. Poul hader den så meget, at han har truet med at skyde den sønder og sammen. Men i første omgang vil han vist prøve, om han kan sælge den på nettet. Han har godt nok brugt mange timer på den lortebil. Køb aldrig biler af dine "venner" - bare et godt råd. Det er den dårligste bil, jeg nogensinde har ejet... det siger ikke så lidt, eftersom min økonomi har gjort, at jeg har måttet investere/excellere i lortebiler. Jeg mener stadig, at jeg er en Ferraritøs, men pengene er ligesom ikke til det, endnu.
Fik afslag på biblioteksmidler i dag. Har heller ikke vundet i Lotto. Til gengæld har Mette og jeg fået endnu et ophold på Hald Hovedgård. Det glæder jeg mig til. Den uge vi var der for et par år siden, var noget af det skønneste, jeg nogensinde har oplevet. Vi skrev hele formiddagen, noget af eftermiddagen, en smule om aftenen. Det var ucensureret = fedt. Får ikke skrevet en linje pt. Spiller til gengæld en hel del Mahjong. Det giver mig så dårlig samvittighed. Trøster mig altid med, at Hamsun spillede kabale et helt år - uden at skrive. 
Det bliver sværere og sværere at skrive. Til gengæld er min datter meget produktiv. Hun er dygtig, og bliver bedre og bedre jo mere hun skriver. 
 
Søndag d. 6. december
Det er Peters fødselsdag i dag, han bliver 48 eller noget. Tillykke!
Alle børnene er derhenne, så der er mig og Bella på skansen. Cyklede til købmanden efter hundemad, og kom hjem med kattemad. Bella spiste det alligevel og hun er ikke begyndt at sige "mjav. Men 15 kg hundemad på en cykel, det går bare ikke... Bukserne er faktisk begyndt at ryge ned over bagdelen. Så jeg har vel tabt et par hundrede gram samt fået frisk luft til sjæl og lunger - så det er jo fint nok. Men savner da et køretøj, motoriseret altså. Skulle til fødselsdag i går, og var liiige ved at melde afbud. Så overvandt jeg mig og cyklede alligevel de otte en halv km til Svendborg og havde det enormt sjovt, og det var hele turen værd for sjældent har jeg grint så meget - det var også hjemturen værd, alle otte en halv km i mørke, og temmelig åndeløs, fordi jeg havde så meget mad indenbords, at der dårligt var plads til at trække vejret, når jeg lå bøjet henover styret plus havde ondt i mavemusklerne efter at have grinet så meget. 
Har øvet med koret i dag, kirkekoret. Det er for svært og for højt, i særdeleshed for højt. Måske kan jeg lokke min mor til at skrive satserne ned i en dybere toneleje? Det ville være genialt. Jeg kunne måske også selv - men så ville der jo ikke blive tid til at spille så meget, øhm kabale.
Fik læst "Det sande ansigt" færdig. Lidt sent i bogen kom det frem, at en kulstof 14-prøve daterer klædet til tidlig middelalder. Men nu viser det sig, at nogle forskere mener, at der er blevet foretaget en "usynlig reparation" af klædet, netop det sted, hvor man har udtaget et stykke af stoffet til kulstof 14-prøven - så hvad skal man tro? Og er det overhovedet nødvendigt med den slags "mirakler" for at tro. Ja..!
I øvrigt er det - uanset middelalder eller år 100 - et fantastisk portræt af denne smukke, afklarede mandsperson.
Der sker jo også mirakler nu om dage. Læs f. eks. Niels Chr. Hvidt "Mirakler - Møder mellem himmel og jord".
Og ellers kan man jo altid gå ud og se en solopgang, hvilket i sig selv er mirakuløst, især da på denne årstid...
fredag d. et eller andet, gråt i hvert fald
Er i gang med at læse lægen og sindonologen Niels Svenssons bog "Det sande ansigt - Jesu og ligklædet i Torino".
En fornøjelse at læse. Og et mareridt. Jeg troede, Mel Gibsons "The Passion of the Christ" var blodig, denne bog ER blodig. For det var en blodig affære at blive korsfæstet. I en lang, klinisk passage redegøres der for de skader Jesus blev påført i løbet af sin sidste dag.
Manden kan skrive, virkelig skrive, så man er der. Mærker de snertende slag af "flagrum plumbatum" (romersk pisk med blylodder), føler tornene fra Sarcopoterium spinosum bore sig ind i pande og nakke, gisper efter luft, ophængt på korset, naglet gennem håndleddene.
Og så det efterfølgende mirakel. Ligklædet - det første fotofrafi. "Taget" i opstandelsesøjeblikket? Never mind, det er spændende, gispende forunderligt.
Som han skriver, Niels Svensson: "Jeg er mediciner og uddannet inden for den naturvidenskabelige tankegang. Det passer mig fint, for mit gemyt er skeptisk. At tvivle er ubehageligt, men nødvendigt. En tro uden tvivl er enten død eller fanatisk". Ja, sådan er det. Tvivl og tro hænger uløseligt sammen.
Nu har jeg så blæret mig med ordet "sindonolog"... som jeg indtil for kort tid siden faktisk ikke anede, hvad betød. En sindonolog forsker i Jesu Ligklæde. Sindón er græsk og betyder lagen, og videnskaben om det lagen, som Jesus blev svøbt i efter nedtagelsen fra korset, kaldes sindonologi.
På lagnet er der aftryk af en mandsskikkelse, der kunne være Jesus.Og da jeg ikke har læst bogen færdig, ved jeg ikke, hvordan det ender. Er ligklædet et middelalderligt falsum? Eller kan det verificeres, at det stammer fra tiden omkring år 33-40?
Det er egentlig ligegyldigt, hvad det er. Det optager os. Fascinerer os. Frastøder os. Det er et mirakel uanset.
Jetta
Foto af en vårhare af en Jetta. Min er fra før murens fald, og så er den f.... f..... gået i stykker igen. Sad for nylig og efterlyste et lille Jetta-sammenbrud, så jeg igen kunne komme ud på cyklen. Og så er det jo, man - ifølge Dalai Lama - skal passe lidt på med, hvad man ønsker sig, for det kunne jo ske at gå i opfyldelse. Det er den slags magisk tænkning der er så farlig for os ... øh ... ateistiske nihilister?! Nu skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at det fremfor at være en almægtig Guds indgriben og ønskeopfyldelse, i virkeligheden er bilens alder der gør, at den bryder sammen. Igen, og igen - og så igen.
Ti over otte sad jeg i hvert fald på jernhesten, bilbrudden og smøgsyg. Men det blev da til en god og kold, og solbeskinnet opvågnen. Mødte bekendt hos købmanden, og vi grinede meget af, at jeg var så afhængig af mine smøger, at det var nok til at jage mig ud på cyklen denne iskolde første decembermorgen. Af den rallende lyd i hendes lunger, kunne jeg forstå, at hun heller ikke var holdt op med at ryge.
Men det skal være slut, og det skal være meget snart. Har sat den 25. januar som stop-dato. Man skal jo ifølge kloge mennesker sætte sig en dato. Den 25. januar er tilpas langt ude i fremtiden til, at jeg ikke får angstanfald - plus at netop den dato betyder noget ganske særligt for mig, da det var der, jeg satte punktum for acellererende rødvinsindtag.
Bare at skrive om, at jeg snart skal holde op med at ryge, får mig til at gribe en cigaret. Jeg har hele tiden undskyldt mig med, at jeg ville tabe ti kilo først og SÅ ville jeg holde op med at ryge. Men mit ubevidste  - hvis vi da har et sådant - får mig til at spise mere, hvorpå jeg har en god undskyldning for igen at udsætte rygestoppet. Da jeg således har gennemskuet mig selv, burde jeg nu kunne tackle problemet ad fornuftig, voksen vej - haha, som om!
Var til undervisning i går, og nu har jeg min lærers ord for, at jeg er en idiot til musikteori. Hun mener åbenbart, at jeg har godt af at smage pisken. Det fører mig straks tilbage til klasseværelset på Ærø Borger- og Realskole, hvor min matematiklærer så op fra katederet, da jeg spurgte ham om noget, og sagde, så højt, at hele klassen kunne høre det: "Véd du ikke en gang det"?!
Fra da af tabte jeg al lyst til at lære matematik. Og åbenbart også musikteori. Jeg gør mig umage, men der er en eller anden blokering... eller måske bare generel stupiditet? ... der gør, at jeg ikke kan finde ud af det lort. Hvad der undrer mig mere, end at jeg ikke kan lære det lort, er, at lærere anno 2009 mener, at det vil anspore eleven til at lære bedre, hvis man udskammer og ydmyger.
De andre elever kom hen i pausen og gav mig et forsigtigt klap på skulderen og sagde: Sikke et fint forspil, du havde lavet. Hvor kommer det fra? Er det bare noget, du har inde i hovedet?
Mumle, mumle, hmmmf, ja, mumlede jeg og var ved at tude, dels af hidsighed over læreren, dels af rørelse over de andre elevers omsorg.
Ja, der har altid været musik. Fra jeg var helt lille sad jeg ved klaveret og digtede sange og melodier. Sad altid og sang på bagsædet, når vi kørte bil. Synger på cykel. Synger med på salmerne, selv om flere har mumlet om, at det ikke virker så heldigt, når jeg bare synger "lalala" og ikke synger teksten. Fuck dem! Større musikere end jeg har sunget med, når de spillede musik. Glen Goulds fantasiske indspilning af Goldbergvariationerne f. eks.
Hvis det nu er i musikken, man finder genklang, enklang, samklang, whatever ... klangbund. Ærgerligt, at noget så fantastisk som musik, skal sammenblandes med noget så forfærdeligt som matematik.
Havde god lang snak med Mik i går. Han er ateist pt, og jeg er tvivlende. Men jo mere, han trækker i ugudelig retning, des mere prøver jeg fortvivlet at tro. Andre gange er det omvendt, så tror han, og jeg skyder al hans håb ned og snerrer om "hvordan kan der findes en Gud, når ... " indsæt selv: der er krig, børn dør, folk får skrækkelige sygdomme og pines til døde.
Men uanset, om der findes en Gud, og om han så er hankøn, så ber jeg ofte til ham. Kære Gud, lad dette præludium gå godt. Kære Gud, hjælp mig med at tjene nogle penge, så jeg har til julegaver og husleje. Kære Gud, lad ikke noget ondt overgå mine børn.
Ind i mellem synes jeg, det er lidt pattet at bed Gud om penge - men da det er en reel bekymring i mit liv, er det vel okay?
Hvis nu der er en Gud, og Gud også kan være ond? Hvem siger, at Gud bare er en hyggefætter? Måske findes Gud i lidelsen? Men jeg er ikke sikker på, jeg ville kunne tro, hvis der skete mine børn noget. Så der sker ikke dem noget, for jeg vil gerne tro.
Det er næsten mere fantastisk, at man ikke tror. Et eller andet må man da tro på... Hele det her fantastiske liv, og dets opståen.. Hvordan kan man stille sig tilfreds med at snakke om, at så skete der et eller andet, og man ved ikke præcist hvad, og så bang sjask universets opståen.
Ud af intet? Det er fantastisk.
I det hele taget er livet ret fantastisk.



23.11. 2009

Nej, om jeg vil overgive mig så let!
Sygdom er psykisk setback. I dag svulmende - sic! - af livsmod og kampgejst. Goddammit om jeg vil finde mig i at gå i sort, bare fordi naturen gør det.
For nogle år siden var der en, der bad mig skrive en "taknemmelighedsliste"- Først var det helt uoverkommeligt, for hvad havde jeg lige at være taknemmelig for? Men det greb om sig, det med taknemmeligheden! Så var jeg taknemmelig for stakken af brænde, der ville sikre mig, at vi ikke frøs ihjel den vinter. Så var jeg glad for, at jeg var født i denne tid, og på denne side af kloden, så jeg slap for at blive brændt på et bål eller vogte gæs og plukke opiumsvalmuer og gå med burka, f. eks. Så var jeg taknemmelig for at være kvinde, for mænd har bare ikke lov at gå med sminke og bling bling. Det har kvinder vist heller ikke, hvis de skal gøre sig håb om at blive taget alvorligt. Men nu er det ikke mit sujet at nogen skal tage mig alvorligt. Bare grin. Klovnen tager sig af tårerne.  
Lige i dag er jeg taknemmelig for bare at være i live. Jeg trækker vejret, jeg trækker tjære, nikotin, kulilte ned i lungerne. Jeg har tre fantastiske, sprællevende, kønne og begavede unger. Jeg har, gud bedre det, dyretække! Lopper, vildfarne katte, sindssyge hunde, de er altid i min nærhed.
I går kom naboens kat springende op i vindueskarmen. Han havde bare ikke bemærket, at vinduet var lukket. Boink, sagde det, og han rikochetterede ned på jorden igen. Jeg skyndte mig at åbne vinduet og han hoppede op. Bar ikke nag over det med vinduet, ville bare kvæles i kærlighed og håndfodres. Bella bliver fuldstændig sindssyg af misundelse, når han sidder og troner i min vindueskarm. Vil gerne æde ham, flænse ham, flå og ruske ham, men hun behersker sig, for hun ved godt, jeg skælder hende ud, når hun jager for meget rundt med kattene.
Der bor mus i væggene. Ikke så mange som tidligere, for jeg har lagt gift ud. Jeg hader at slå dyr ihjel. Jeg bærer troligt dræbersnegle over i komposten for at slippe for at se dem vride sig i dødskramper med store blødende sår på ryggen, når de er overkørt med Ginge. Jeg træder hverken på myrer eller orme, ikke med min gode vilje. Men lige præcis mus kan jeg bare ikke klare at have til at vade rundt i porcelæn og mad. Mit forhold til mus er yderligere anstrengt af historien med filten i klaveret. Første eller andet år vi boede i huset, brugte musene filtbelægningen på "hamrene" i klaveret til at bygge rede af. Musene fik lune reder, men jeg fik klaver med kedelig, stålagtig efterklang og fladt anslag...
Nå, men godt, man har sit gode humør!

Besættelser
Blev syg mandag, og besat tirsdag... Ved ikke helt, hvordan det gik til, men i hvert fald kom Frederik hjem for et par weekender siden og var helt vild med Hell's Kitchen, og så begyndte jeg at se nogle afsnit af programmet. Så var jeg solgt. Syg og solgt. Så Hell's Kitchen morgen, middag, aften - og om natten. En nat sov jeg slet ikke, og de andre nætter blev det også så som så med at sove. Det fantastiske ved det her program er, at alle er sådan nogle røvhuller over for hinanden. Programmerne er selvfølgelig klippet hårdt sammen, og vi får essensen af folks sjæl, eller mangel på samme. Anyway, det er meget, meget underholdende. Og fedt at se, at nogen kan blive endnu mere hidsig end mig. Som Emil en gang sagde: Min mor er besat af en ond ånd. Gordon Ramsay er besat af 100 onde ånder, mindst. Det handler heller ikke om mad, det handler om passion. At opleve nogen være så passioneret. Her er der ikke meget passion at spore. Romanen er gået helt i stå. Dvs den skriver videre på sig selv inde i hovedet på mig, men det kommer der jo ikke meget historie ned på papiret af. Eller altså, ind på computeren. 
Hvis jeg ikke skal skrive, hvad skal jeg så? Der er ingen diskussion, jeg SKAL skrive. Men i modsætning til tidligere, hvor det var sjovt ... Narj, nu stopper du! Det har aldrig, aldrig været sjovt at skrive. Det har altid været forbundet med frygt og angst. Men det har været passioneret. Det er det ikke lige pt. Må være den fucking tyngende alder, der gør sig gældende. Før i tiden blev man snappet i haserne, man vidste bare, at det her gjaldt liv eller død. 
Tænk, hvis man ku' få det sådan igen. At noget kunne komme til at betyde noget for en igen.
Være opslugt, vild med noget. Altså andet end at se realityprogrammer døgnet rundt. 
Frederik er hjemme. Sigrid var hjemme, men er taget afsted igen - eller af sted? Pyt... hun er på vej hjem til Bred. Hun har fået briller, og det klæ'r hende. Vi har kaldt hende doktor Lundblad hele weekenden. Hun skal nok blive læge, hvis det er det, hun vil. Eller gyserforfatter, hvis det er det. Hun har passion!
Jeg lider af generel livslede. Lide, det er ordet. Mærkeligt, der var en snert af optimisme, da jeg cyklede. Men så længe bilen virker, er det sjovt nok ikke tiltrækkende at komme ud og mærke vinden bide, og røven værke. For åndssvagt, hvis jeg skal sidde her og ligefrem håbe på, at bilen snart bryder sammen igen.
Snart 46 år. Deprimerende tal. Alle de skæve og ulige tal føles bedre. Lige dage er kedelige, skæve dage er intense. Skæve eksistenser gør livet værd at leve. Jeg var selv sådan en en gang. Jeg er blevet tam, normal, småborgerlig - og gammel. Spleen. Melankoli. Åh Gud, det er til at tude over. Hvis man bare kunne græde!


Syg (og ikke særlig munter)
Ligger brak med hvad-det-nu-er - svinepest?
Vi var til Mettes fødselsdag i fredags, hun blev 39 eller noget i den stil, og  det gik rigtig godt. Fotografiet er af Rose, Mettes datter på 12 år, der dyrker sin prinsesseside fuldt ud til stor fornøjelse for mig.
Ind i mellem, hvad jeg vist også førhen har filosoferet over her på siden, så undrer det mig, at kvinder kaldes "det svage køn". Rose og min egen Sigrid, Jettes datter Amanda, Majs Emily, jamen, de er meget livskraftige, meget stædige, meget rapkæftede, kantede og stride. Ingen ville vist beskylde dem for at være svage. De har også søde sider. Og da disse søde sider er så lidt fremherskende, bliver man varm om en vis legemsdel, når de udfolder dem. Som et glimt af en søvnig sol i november.

Sigrid har læst min bog. Har udvist interesse for personerne - hvem er hvem? Kan man sige, at den og den er den og den? Fandt slutningen rørende.
Jeg synes, det var underligt at se sin egen bog i sin datters hænder. Det ene barn læser det andet barn!

Gik tur med Jette i Lundeborg i går. Hendes hund, Laika, har det mest utrolige ulvehyl, når hun møder andre hunde. Sådan en lyd, der bare VIL ud.
Hun havde haft ... svinepest..? ... altså ikke Laika, men Jette, og måske har jeg så også fået pest.
Nu ligger jeg i hvert fald her. Det er deprimerende at være syg. Samtidig er det helt vidunderligt at ligge i sin seng med god samvittighed. Måtte dog melde afbud til Løgumkloster, hvilket samvittigheden til gengæld ikke har det godt med. Har fattet, at musikteori kan være spændende. Det giver bare ingen mening og er svært for mig. Til gengæld hygger jeg mig enormt med det, når jeg sidder om aftenen og prøver at knække koden. Lige som i gamle dage, når man forsøgte at lære tysk og latinsk grammatik. Selv om det var så svært, var det egentlig også spændende. Bedre end at lægge kabale og løse kryds-og-tværs. Hjernen er helt oppe at ringe.

I dag bliver det nok bare til seng, kaffe, krimi. Ingen hjerne hjemme.
Ilt til hjernen - og hjertet
Cyklist - ved et tilfælde.
Daglige ture gennem nedfaldent landskab. Vant til at se på verden gennem en bilrude, i fart. Eller gennem en fjernsynsskærm, i fart. Eller på en computerskærm... også i fart. Aldrig har jeg vidst, hvor lidt i live man er, når man ser verden gennem glas.
Men det er ved at være koldt om tæerne og visse andre legemsdele. Poul har meldt tilbage at bil snart er køreklar. Hvor mange minutter med bil vil der gå, før jeg har glemt friheden ved at cykle? Det iltede hoved, hjertet gennemstrømmet af liv?
Den hårde hud på bagdelen vil falde af i flager... Nå nej, sidder i forvejen så meget ned, så den hud sikkert bliver siddende hvor den er. Hornet og hård som kamelklov. Giv mig et spark i røven - jeg falder ikke.
Apropos spark. Emil ligger ned. Sparket omkuld af sit "svage helbred". Det er sikkert huset. Koldt og fugtigt. Eller bare vejret, ditto. Eller generel svag konstitution og skravlethed? Det sætter ham tilbage, mentalt og fysisk, alle disse sengedage. Han er så sød, så beskeden, så fordringsløs. Vil bare have selskab, cacao, et varmt værelse. Lidt tv. Og en panodil.
Frederik kommer i dag, forhåbentlig kan det muntre Emil tilstrækkeligt op til at forlade sottesengen. Ud af fjerene. Ud i livet.
Og Sigrid kommer i morgen. Så er jeg rig, mine børn er mine skatte.
Emil prøvede at narre mig til at sige her forleden, at jeg ville veksle ham for først 15 millioner, og, da jeg nægtede, derpå en milliard. Jeg bed ikke på.
Jeg klager ofte over penge, manglen på penge, men ingen kan få mig til så meget som at overveje at sælge mine unger for mammon eller kameler. No way!
Til gengæld har jeg solgt min arbejdskraft i den forgangne måned - gratis! Hvor det dog pisser mig af. Tænk en gang, at folk gider være uvenner med en for så ubetydelige beløb. Dog ikke mere ubetydelige end, at jeg bliver rasende, når folk snyder mig for min retmæssige betaling.
Tror de, jeg er så godhjertet en idiot, at jeg bare siger: Nå, pyt ?!
Tror jeg selv?
Nej. Jeg bider mig fast nu. Fanme om jeg finder mig i det. Jeg er træt af at ligge på ynkelige knæ og tigge om det, jeg har ret til. Men selv om jeg sparker tilbage er det ikke sikkert, der kommer penge ud af den pølsepind. Så må jeg bare lægge dem på nettet, skyldnerne. Advare andre om dem.
Hævnen tilhører mig. Skulle Gud vist nok have sagt. Han har sagt meget. I øvrigt bliver der altid en regnskabets time. Med usvigelig sikkerhed sker det. Da min gamle chef, som fyrede mig, blev grebet med hænderne i pengekassen og stod i EBs offentlige gabestok. Det var fryd. Men det sker også for mig. Ting, jeg har sagt, jeg aldrig ALDRIG vil gøre. Pludselig gør jeg dem. Pludselig ser jeg, at jeg ikke er hverken ophøjet eller hævet over. Bang! falder man ned ad sin egen piedestal og ligger knust mod jorden.
Men lige nu ikke knust, i live. I bevægelse mod ingen steder, altid.
Billøs
Jeg er så gammel, at jeg faktisk kan huske, der var noget, der hed billøse søndag. Det var under energikrisen i 70'erne. Kan huske sådan en søndag, hvor vi pløjede os gennem høj sne. Min far var glad og havde en strikhue på og spejlglassolbriller, mor var glad - jeg var glad. Husker bare den rare fornemmelse af at vade gennem sne, mens man griner og snakker og puster efter vejret. Traske gennem høj sne. Mærke kulden bide. Trætheden.
I dag har jeg set en kæmpe fluesvamp, og nogle andre svampe, som jeg ikke ved, hvad hedder - men smukke var de. Fik lyst til at tegne og male dem. Ville ønske, jeg kunne tegne dem op i hurtige rids og farvelægge dem i stedet for at skulle forsøge at gøre det med ord. Slanke iført lange, værdige kapper, i sarte røggrå og blegrøde nuancer.
Så vindmøllerne, hørte deres surren.
Bar jord, luende træer.
Efteråret er så besættende smukt, og så vemodigt, at jeg får lyst til at tude. Men det er jeg simpelthen for træt til ovenpå alle de kilometer, jeg har cyklet.
Emil bliver glad, når han ser, jeg har hentet hans nye eksterne harddisk, der lå på postkontoret i Gudme.
Æder km efter km, bakke op og bakke ned. Fører lange, intense samtaler med folk. Både de levende og de døde. Synger lidt, når der er vejr til det.
To dage på cykel, og jeg føler mig som nyfødt. Vingerne er allerede ved at bryde ud på ryggen.
Da Frederik var her, savede og kløvede han og Emil en kurvfuld brænde. Så følte de sig også både rene og genfødte og tog med god samvittighed fat på endnu en omgang WOW på computeren.
Sigrid skal til noget "halloween-noget" hos Tone, så hun kommer ikke hjem i weekenden. Til gengæld bliver huset fyldt med drenge, der har tænkt sig at sidde hele den udslagne nat foran computeren, mens de drikker cola og spiser chips. Sidste gang formanede jeg dem om, at de selvfølgelig ikke måtte drikke øl og så'n. Må vi så godt ryge hash? spurgte Emil med glimt i øjet. Så måtte jeg jo sige, at nej, de måtte heller ikke ryge hash, sniffe lim eller ligthergas, sprøjte sig med heroin eller steroider, og ej heller æde svampe.
Topstykket på bilen er røget, måske hele motoren. Jeg er træt af gamle biler. Men de giver jo på den anden side sjove oplevelser og totalt nærvær, når de pludselig går i stykker.
Jette og jeg sad i går og fabulerede om hele og halve marathonløb. Nu skal jeg selvfølgelig lige købe et par løbesko først, men hvorfor ikke? Tiden går i stå, når man bevæger sig. Holder jeg op med at ryge, vil middellevetiden ikke alene blive højere, den vil med garanti også føles meget længere.
Søvnløs
Det har skortet på nattesøvnen den seneste tid. Yngste mand i huset har søvnproblemer. Vi er alle b-mennesker, så søvn har aldrig lige været vores det bedste, men det gik helt galt i forrige og sidste uge. Baldriantabletter virker IKKE. Men om jeg ligefrem skal gøre alvor af, hvad Frederik foreslog "Stik ham to øl, så garanterer jeg dig, han sover, mor!"  Altså, vil da nødig være medvirkende til et eller andet hastigt udviklende alkoholproblem. Vi må nok ud på vores aftenlige stroppeture igen. De lange ture med Bella, mens vi vader i nedfaldne blade og med regnen piskende i ansigtet.
Det kan risikere at blive blodig alvor. Bil er i stykker igen. Den hev noget efter vejret, da jeg var på vej over til Maj, og pludselig så jeg, at nålen der måler vandstanden var gået helt i rødt.  Damn! Svingede ind kort før broen over til Tåsinge, åbnede køleren og det steg op med røg og damp. Gevaldig stor flænge i kølerslangen. Tophjælp har afhentet den og stillet den oppe ved Lars, så må vi se, om det er noget uskyldigt, eller om det er lykkedes mig at køre den helt i smadder.
I så fald bliver det Apostlenes heste fremover og en meget begrænset aktionsradius. Den slags burde ske om sommeren, så det ikke er så hæsligt at cykle - hvis vi ellers havde haft nogle cykler. Må nok holde op med at ryge, og spare sammen til ... cykler?!
Sigrid har været i Berlin og jeg havde egentlig lovet at hente hende i går. Det blev så ikke til noget. Så kunne jeg i stedet have siddet et eller andet sted på motorvejen, med en flad mobil, og en flad bil, og ikke kunnet komme hverken frem eller tilbage. Guddommelig indgriben?!
Spillede til begravelse i går, og havde i øvrigt ikke selv sovet, så vældig tyndhudet og påvirkelig for frontalt smerteangreb. Det var en af kirkesangerens bekendte, der skulle begraves, og jeg spurgte omsorgsfuldt, om det var for hårdt for ham at synge- hvorpå jeg sad og hulkede ned i tangenterne, mens jeg tænkte på min døde far og min døde veninde, og alle dem, jeg har mistet eller aldrig har haft.
Sorg er en underlig størrelse. Vil ikke vide af den - ret gerne - hvorpå den snigløber en. Har spillet til mange begravelser, hvor folk havde tørre øjne. Det havde de ikke i går. Det var gribende. Her var virkelig nogle der sørgede til gavns. Så jeg sad der med min solidaritetsgråd, mine barnagtige tårer. Kendte ikke manden i kisten. Kendte ikke de mennesker, dødsfaldet berørte. Græd alligevel.
Som jeg sagde til en, jeg interviewede en gang, da han pludselig brast i gråd: Man skal tude mindst en gang om dagen!
Det skal man sgu. Tude og grine.
Og leve.
Følelser, hvor har jeg bandet jer langt væk, men så kom da bare. I er der jo alligevel. Det evindelige rutsjebanehelvede, hvor det går op op op, hvorpå vognen styrer brat i afgrunden, og man sidder med hjertet i halsen og frygten i maven. Sådan er det åbenbart at være i live..?
onsdag 14. oktober 2009
Sigrid og jeg tog i biffen i går og så "Pigen der legede med ilden" - jeg havde problemer med at holde mig vågen. Nej, hvor var den kedelig!
Bagefter hjem at se "Måske skyldig" med Mike og Roisin, det ved man, hvad er, selv om historien var enormt kompliceret. Krimi, når det er mest fortænkt.
Har skrevet hele ugen - på romanen! Dvs. i går skrev jeg ikke og gik rundt i en never ending døs af dårlig samvittighed. Mærkeligt, at jeg orker have det så skidt, når jeg ved, hvad der skal til - skrive.
I dag kommer Emil hjem. Vi henter ham efter det interview, jeg skal ind at lave i Odense om lidt. Måske kommer Birgit i dag. Nu er hun to dage i træk IKKE kommet ud ad døren - lad os håbe tredje dag bliver lykkens dag!
Det er hyggeligt at have Sigrid her, selv om hun kører sine sædvanlige tricks af på mig. Hent mig, forkæl mig, nus mig. Det er nok meget forståeligt. En mor skal være sådan: Altopofrende og kærlig. Bage boller og lave budding. Det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Sådan er det bare. Fri mig for alt det der med, at "hvis mor har et godt liv, bliver hendes børn også glade" - sikke noget crap! Mødre skal stå til rådighed, basta.
Søndag d. 11. oktober 2009
Dejlige Sigrid er her. Hun er lige så skrap og kærlig som altid. Hvor har jeg dog savnet hendes sarkastiske kommentarer! Bliver det meste af ugen. Efterårsferie. Besøgte Maj i går. Og Poul. Mette & co. kommer sidst på ugen. Og det var mig der tænkte for nogle dage siden: Jeg har jo heller ingen venner!
Var inde ved Frederik i går. Han og Andreas bor sammen pt. Jeg måtte ikke komme ind i lejligheden. Så godt, at rodet stod helt ud i opgangen! Vi gik på Froggys og drak kaffe og cola. Måske kan jeg lokke dem herned i næste uge. Måske kan jeg lokke dem til at hjælpe mig med at pille gulvtæppet af inde i stuen og lægge nyt gulv. Ha! Det tror jeg ikke en gang selv på.
Ferie.
Fra hvad? Fra hvem?
Hvis man kunne blive sendt på orlov fra sig selv, ville det være skønt.
Sover fem - seks timer om natten, hvilket jeg ikke kan leve af. Måske er det bare vinterdepressionen, der omsider holder sit indtog? I så fald med nogle ugers forsinkelse. Men bedre sent end aldrig.
I nat, tænkte jeg i går, i nat vil jeg sove. Gik rundt i en døs hele dagen, kl. 21 var jeg klar til at sove. Så pling! lysvågen igen til langt ud på natten.
Ferie. Har ikke været på ferie i år. Kommer ikke på ferie i år. Og igen, hvor tager man i grunden hen og slipper væk fra sig selv?
Må gå nogle flere ture med hunden!
At kaste sig ind i mørket er værre end at blive forelsket uden sikkerhedsnet og garantier. Mørket er mørkt, stort, farligt - skræmmende.
Der bor nasty ting i det mørke. Bussemænd og bange børn.
Fredag - some day in October
MØGUNGE!
Kan ikke nåes pr. mobil - har ikke tjekket ind på Facebook i dagevis. Så bliver mor her bekymret.
Ser straks for mig, hvordan barnet driver rundt i Odense Å. Er slået ned og bortkastet på losseplads. Ligger død i sengen, ramt af hjertestop, bristet aneurisme, blot og bar livslede.
Hvad gør man?
Man kan ikke binde dem til sig på livstid (men hold op, hvor man gør et hæderligt forsøg). Man er nødt til at lade dem leve - på eget ansvar. Ikke at leve er at være levende død. Men det er hårdt. For os forældre!

lørdag den 3. oktober 2009
Har raidet lokal RK-fashion butik to dage i rap. Er fuldt ekviperet for 320 kr. endda med håndtaske. Desværre har de aldrig sko og støvler i min størrelser. Enten 38 eller 41. Plejer normalt ikke at kunne finde tøj i Røde Kors, men altså dennegang... Emil har til gengæld fået for 1200 kr. i Kings and Queens. Det er fint nok med mig at gå i aflagt tøj fra genbrugsbutikken, men mine børn ville hellere dø af skam end at vise sig i umoderne - brugt - tøj.
Forstår dem godt. Forstår til gengæld ikke, hvorfor det er så vigtigt, at der præcis står Diesel eller Evisu på bukser og sko. Nå jo, forstår det godt. Husker dengang i 70'erne hvor kassebukser var det hotteste. Jeg kan ikke huske, om jeg lavede en scene for at få dem. Men jeg fik dem. Og jeg var lykkelig. Det var et spørgsmål om at være inde eller ude. Sådan er det nok også i dag. Man skal være helvedes stærk for at kunne holde til at være ude. Hvis man er så stærk er man ikke ude, men inde - i sig selv f. eks.
Apropos inde, hørte i åndssvagt program med Bubber kvindelig stripper gentage flere gange, at man skulle kunne indfinde sig med partnerens jobvalg. Mon hun mente, at man skulle finde ind til det? Altså i betydningen forstå det?

Høte den dejligste lyd i dag. Birgit lo! Før Trine døde, lo hun altid. Længe og hjerteligt. Det har været småt med grin de senere år. Men i dag lo hun. Og Sigrid, som jeg stak røret, da jeg havde talt med hende, lo helt fra tæerne og op. De snakkede i tre kvarter og der blev snakket både om efterårsferie og om krævende bedsteforældre og ignorante klassekammerater. Tænk, hvis Birgit virkelig når ud på den anden side? Det ville være fantastisk. Jeg har savnet hende alle de år. Følt en grænseløs afmagt, fordi jeg intet kunne gøre for at lindre hendes smerte. Til sidst holdt jeg bare op med at ringe.
Hold kæft, hvor er jeg egentlig et nederen menneske!
Det er det der evindelige - skal jeg ikke tage dine poser og hjælpe dig over vejen, mens jeg polerer dit ego og roser din intelligens og påklædning-syndrom. Hvis jeg ikke kan hjælpe, føler jeg mig magtesløs. Hvis jeg føler mig magtesløs, har jeg slet ikke lyst til at være i en situation.
At være er ligesom ikke godt nok.
Må lære at lytte - igen. Må lære at være til stede.
Nu f. eks. i går, hvor jeg brændte sværen af på den ene ribbenssteg, fordi jeg havde så travlt med at følge med i tåbeligt program på tv. Da ville det nok have hjulpet, hvis jeg i stedet havde været lidt mere til stede, ude i køkkenet f.eks.





Torsdag den 1. oktober 2009
Er nødt til at fortælle, at jeg har verdens sødeste tandlæge. Jeg tog ind med tand i hånd og han klistrede den på igen, uden beregning. Altså tanden, ikke hånden. Sagde: Den kan holde en uge, eller et år... Det værste ved at være midaldrende er ikke så meget tanken om døden, der venter henne i den anden ende, en ende der naturligvis bliver kortere og kortere og nemmere og nemmere at få øje på - nej, det er hele det fysiske forfald. At kroppen ligesom falder en i ryggen - indefra. Dødningepletter på håndryggen. Sprængte blodårer. Og tænder der bare løsner sig og falder som ofre for tyngdekraften trods uendelige stunder i diverse tandlægestole. Næste mulighed er helt egen personlige storebæltsbro i kæften. Det lyder dyrt, og det er det også. MEN nu har jeg jo søgt bibliotekspuljemidler, og regner allerede stensikkert med at komme i betragtning. Så skal jeg have en tand og en ny sofa - nå nej for pokker - det var meningen, pengene skulle give arbejdsro
Var henne at spille til Social og Sundhedshjælpernes afslutning i går. Det vil sige, jeg nåede først derhen til at akkompagnere sang nummer to på grund af parkeringspladsen ved siden af stationen, hvor en eller anden humoristisk sjæl har fundet på, at automaten ikke tager kort med kun kontanter. Måtte sprinte over i Fakta, købe smøger og en hundredekroneseddel i diverse mønter. Sprinte tilbage fylde parkometeret op. Halse op på skolen - blot for at konstatere, at det klaver, jeg havde til rådighed, var meget "blødt" i ryggen. Stativet, hvor man stiller noder op, gav efter allerede første gang, jeg prøvede. Er jo dybt afhængig af noder og havde slæbt den nye udgave af Højskolenodebogen med. Den mest åndssvage node, jeg nogensinde har mødt siden seneste udgave af Koralbogen. Den vejer ti kilo, og er så lang, at den som regel ikke kan stå på et klaver, uden diverse forstærkninger af lamper, malerier og bærende vægge. Det kan jeg så gøre herhjemme, men derinde var der ikke lige noget, jeg kunne stive bog og klaver af med. Måtte storme hen på kontoret og lave kopier af de relevante sange - midt i kopieringen af "Livstræet" kunne jeg høre de sang "Livstræet" inde i salen. Fuck! Nå, men jeg nåede både "Du kom med alt det der var dig" og "Disse unge smukke mennesker". Mens jeg spillede, gav klaveret sig til at trille henad gulvet. Jeg begyndte mer' og mer' at føle mig som en parodi på mig selv. Fik dog hevet klaveret i land, og sangene. Modtog to flasker vin, som jeg overvejer at forære førnævnte tandlæge.
Sad og betragtede eleverne, da de hentede deres eksamensbeviser, og måtte virkelig tage mig selv i nakken for ikke lynhurtigt at fælde dom: Fed, grim, dårligt klædt. Jeg skiftede lynhurtigt objektiv og tænkte: Hun er et rigtigt levende menneske. Hvor er hun egentlig køn. Hvor ser hun sød ud, hun måtte godt skifte min ble.
Jeg HADER, når den der indædte kritiker kommer op i mig og jeg sidder og vurderer folk på den måde. I stedet burde man sidde og glæde sig over, hvor forskellige vi alle sammen er. Hvor utroligt hittepåsom naturen er, når den laver os. Ingen er ens, alle er så forskellige. Mageløst! 
Det får mig til at tænke på forrige søndags tekst, noget med liljerne der står på marken - ubekymrede. Det gik vist ikke så meget på liljernes udseende som på deres manglende reflektion. De ved jo, at Gud tager sig af dem. De ved det, fordi de ikke har nogen bevidsthed, kunne man sige. Men hvem ved, hvad der foregår i hovedet på en lilje?!
Den største bekymring i livet er bekymringen. Alle de forfærdelige ting der IKKE gik i opfyldelse. Hvor har de fyldt meget... 
Min mor mener, at man bliver lettet og taknemmelig, når den udpenslede rædsel ikke går i opfyldelse. Jeg synes, det er spild af liv at forestille sig ting, som måske, måske ikke indtræffer. Men det sidder dybt i mig, at jeg skal forestille mig det værste. Bekymring er menneskets forbandelse. Et fængsel. 
Ligesom cigaretterne! Jeg vil gerne holde op med at ryge. Men jeg frygter rastløsheden og vægtøgningen. Den dårlige nattesøvn. Alle de mange flagrende hænder, der ikke ved, hvad de skal stille op med sig selv. Den der buldrende vrede indvendig, som cigaretterne er med til at holde i skak. Kunne selvfølgelig begynde at gå til boksning!
Jeg bliver snart 46 - burde se at blive voksen og tage lidt ansvar, i hvert fald for den del af mit liv. Jeg HADER at være voksen! Jeg vil gerne have lov at være en ubekymret lilje på marken, der får lov at være lilje - uden tanke på i morgen. 
Jeg ELSKER at være voksen. Det er den frihed, jeg har. 
Det er meget sammensat.

 
mandag d. 28. september 2009
Så kom han hjem, Frederik. Han var lidt klatøjet, for han havde været af sted det meste af et døgn, men han var glad. Han har haft en god tur. Især New York var fedt. Fem dages landlov, som i hvert ikke er blevet spildt på MOMA eller den slags steder. Nej, ud hvor befolkningen befinder sig - ud på barerne! 11. september var han aldeles ikke på Ground Zero, som jeg gik rundt og troede - og fortalte vidt og bredt - men på skibet, hvor de havde travlt med at klargøre til reception. Det var han selv lidt skuffet over. Det var jeg sandelig også! Han ser godt ud, og han  virker glad. Det er fantastisk, når ens unger trives, så bliver man selv glad indvendig.
Som den eneste af ungerne virkede han ikke umiddelbart afvisende, da jeg foreslog, at de kunne tage med til præsteindsættelsen næste søndag. Ja, det lyder da godt, mor! sagde han. De to andre: Aldrig i livet! Og: Du må være sindssyg!
Jeg har nok alligevel overdoseret dem med kirkebesøg de forgangne år... Hvis jeg ikke havde haft det job, jeg har, ville jeg formentlig heller ikke være særlig flittig til at gå i kirke. Men det er nu rart nok at gøre det. Tømme hovedet og finde lidt fred - i heldigste fald.
27. september 2009
Far. Nu er der jo ikke meget, der kan få mig til at tude - haha - men min far kan. Stadig. I år ville du være blevet 78 år. Men du valgte, eller livet valgte, eller også var det ikke et spørgsmål om valg, men om "skæbne"? ... anyway, du drak dig til din død. 68 år blev du. Ufatteligt, at dit hjerte og din fysik kunne holde så længe. Jeg så jo, hvor mange flasker, du jonglerede rundt med i din lejlighed. Men lad os ikke kun udbrede os om den ydmygende sidste tid. Jeg har gode minder om dig. Og stor kærlighed til dig. Og en dyb fortvivlelse, der nogle gange giver mig åndenød - af længsel, af savn. Af skam.
Fra jeg var 0 - 10 år ca. var du ubetinget min helt, sådan som en far skal være sin datters helt og forbillede.
Du var begavet, men tvivlede altid selv. Kreativ. Skrev, sang, fortalte, syede fastelavnskostume til mig. Du opmuntrede altid mig i mine kreative ind- og udfald. Jeg skrev mit første "teaterstykke", da jeg var ni eller ti, og du GRINEDE! Det var også meningen. Der var ikke noget mere pragtfuldt end at høre din latter. Den begyndte i maven og arbejdede sig ud i hele kroppen og ud ad halsen og badede mig i liv og glæde. Du havde en smuk stemme, dyb, varm og smuk. Du sang dejligt, og gerne. Især operettesange. Og du fløjtede - det eneste instrument du lærte at spille, men det gjorde du til gengæld fantastisk. Du ville have fløjtet samtlige X-faktor dommere ned ad stolene! Det lød ind i mellem som om du kunne fløjte to- og trestemmigt med dig selv. Men det bedste var, at når du fløjtede, så drak du ikke! Så var du glad og i gang med et af dine mange projekter.
Jeg skulle spille klaver, og skrive og synge og danse og spille teater. Ingen smalle steder der. Du lærte mig aldrig at lappe en cykel, eller svinge en murerske, men du lærte mig at holde fast i mine drømme.
Når du faldt fra piedestalen, og faldt så hårdt, skyldes det Kong Alkohol.
Som 12-årig rejste jeg mig op ved en frokost og sagde: Det ville nok også være lidt nemmere, hvis du ikke altid drak dig så fuld!
Jeg belv bortvist fra bordet.
Fra da af var der en evig fortvivlelse i min kærlighed til dig. I min længsel efter den far, jeg synes, du var en gang, men ikke længere formåede at være.
Og så alligevel i større eller mindre glimt, var du der stadig.
Min store, varme far med den buldrende latter, den smukke sangstemme, den glade fløjten, den store forstand og de grandiose drømme. Drømme på både egne og mine vegne.
Mine brødre har haft en meget anderledes barndom. Jeg var prinsessen, de var en slags livegne. Om jeg fatter, at man kan være så hård ved sine sønner! Både Olga (mor) og Gudrun (moster) siger, at sådan var fædre der i tresserne og halvfjerdserne. Formentlig fordi de selv havde fået tæv, hvis ikke i fysisk forstand, så i hvert fald åndelig talt.
Jeg kan love dig, at du har tre sønner, som du kan være stolt af - hører du, far?
Begavede, smukke og succesfulde børn, der har været nogle utroligt gode fædre for deres børn. Det lærte de ikke af dig, desværre.
Du øste din kærlighed og din beundring på mig, og det var både en glæde, men også en forbandelse. Jeg mener, der kommer sgu aldrig nogen mand som dig i mit liv, far! Ingen der kigger så beundrende og med så stor varme og kærlighed på mig. Nå, skulle det nu være et problem - at man har følt sig elsket, altså! For det gjorde jeg. Følte mig elsket.
Jeg følte mig også uelsket, når alle mine anstrengelser for at få dig ædru og på ret køl ikke lykkedes. Du makkede aldrig ret.
Jeg opgav. Jeg tog en gang alene op til dig, og du kunne ikke huske, at jeg havde været der. Jeg TUDEDE.
Det var smerteligt at kende dig de senere år. En stor, lang, uendelig, fed og slimet smerte. Nu har jeg lært at leve med den.
Jeg skylder at sige, at du blandt alle dine mange påhit, opfandt en "mineudlægger". Som Olga lidt undskyldende siger: - Jamen, det var jo under den kolde krig! Vi troede jo, at russerne ville komme efter os.
Ironisk nok har min søn, dit barnebarn, netop været med til at fiske nogle miner op ad Middelhavet, som du måske en gang har været med til at lægge!
Du har lært mig, at man ikke skal snobbe - hverken op eller ned. Når jeg møder snobberi, berettiget eller ej, bliver jeg fuldstændig kold og hysterisk. Jeg HADER leflen for magt og penge, skønhed og forstand. Vi er sgu da bare mennesker, alle sammen. Det har du lært mig. Tak for det.
Det med drømmene. Jamen selv lang tid efter, vi andre havde opgivet håbet, opgav du aldrig. Så skulle du bygge vindmøller. Så byggede du dit eget distillationsapparat. Du skrev noveller. Du skrev læserbreve. Du VAR dine drømme. Både søde drømme, og mareridt. 
Jeg genkender livsdriften parret med en sugende dødsdrift. Kender det hele. Humørsvingningerne. Så er vi laaaang oppe og kan det hele, så er vi nede under græshøjde og kan intet. Det lærte du mig også, eller gav mig med i pakken af gener: Den bipolære affektive lidelse, i psykiatrisprog. Himmel og helvede, sådan udtrykt mere almindeligt.
Du lærte mig også at hade heste! Det var vist utilsigtet. En gang havde du selv siddet på en bredbaget bryggerhest under en sommerferie i det sønderjyske, så nu skulle jeg også synes, det var en herlig idé. Jamen, jeg var bange for heste for fanden! Jeg gjorde det kun for din skyld. Jeg var IKKE nogen sej hestepige. Jeg kunne godt lide heste - på afstand, i bøgerne. Men at sidde på sådan et stort dyr. Falde af sådan et stort dyr.
Du betalte en lang overgang mine sangtimer. Du og din fantastiske kæreste, Betty, gav mig penge til sang. Det er måske en af de smukkeste ting, nogen nogensinde har gjort for mig. Jeg blev ikke sanger. Jeg blev ikke berømt. Men jeg blev mig - på godt og ondt. Deri har du også en andel.
Og tak fordi du besøgte mig dengang på psykiatrisk, hvor jeg havde besluttet mig for at dø. Så kom du og sagde: Jeg elsker dig!
Og så drak du dig fuld om aftenen, men skide nu være med det.
Du har vist mig din kærlighed. Kom ikke her og sig, at bare fordi man ikke altid kan elske sig, kan man heller ikke elske andre. Du havde så rige evner, og du havde evne for kærlighed. Den gav du mig med. Tak far. Jeg elsker også dig.
Søndag den 27. september 2009
Foto af revyskuespiller inden revyen med alle nerver udenpå, men for en gangs skyld lykkedes det mig i det mindste at tage eyeliner på, uden at male mig kulsort i ansigtet... Det blev en feeeed revy. Vi har øvet meget koncentreret en uge. Vi har haft det ski..sjovt. Ikke så sjovt, da Torben og jeg lige havde et riv-af forleden, men vi nåede at begrave stridsøksen inden i går. Det var en fornøjelse at have Mr. Stenberg med. Og Annette og Kirsten. Vi var der alle sammen, de få vi var, og vi gjorde det fandme godt!!! Næste år skal folk ikke bare komme rendende og sige: åh, må vi ikke være med?! Nix, det bliver noget med auditions og en skrap dommerkomité!
Bagefter til fødselsdagsfest hosAnna. Sjovt, virkelig sjovt. Jeg var hjemme halv tre. I dag ligner jeg det, jeg føler mig som - hængt kat. Det koster at være så sjov og oppe på beatet - i min arhlder.
Og så skal jeg se Frederik i dag. Jeg GLÆDER mig.
Torsdag d. 24. september 2009
Frederik fylder 22 år i dag!
Tænk en gang, at den der lille perfekte baby med de perfekte mål: 51 cm og 3500 gram, endte med at blive et kæmpeskur på 1 m og 85 cm der bruger størrelse 46 i sko!
Men Frederik er stadig perfekt. Selv om han selvfølgelig ikke er en lille baby mer'. 
Når jeg rejste rundt i landet med Frederik - og i de år der i senfirserne har jeg en fornemmelse, at jeg konstant var på farten rundt i Danmark - kom jeg altid i snak med folk, der syntes, han var den lækreste unge, de nogensinde havde set. Ikke bare fordi han var så køn, men fordi man kunne se hans blide, humoristiske gemyt stråle ud af øjnene. Han var en blid og lidt forsigtig baby, som jeg selvfølgelig overbeskyttede og forsvarede med mit liv, lige som jeg har (over)beskyttet de to andre.
Jeg ville ikke lade mig bremse af, at jeg havde et barn. Jeg ville have lov til at deltage i abegilder og diskussioner og teaterstykker - selv om jeg var mor. Så jeg slæbte ham med overalt. Først i en kængurusele, senere på bagsmækken af cyklen (i et barnesæde, forståes). Eller i barne- og klapvogn. Han var med mig overalt.
Da han blev født, var jeg fuldstændig benovet over, at jeg - lille, ubetydelige, dumme jeg - havde fået sådan et mirakel. Jeg skrev sange til ham og historier om ham. Han var hele mit liv.
Han er stadig mit liv. Når Frederik besøger mig og overrækker mig vadsækken med snavsetøj og siger: Mor, jeg har en gave til dig! så bliver jeg bare så glad. Frederik er generøs, klog, intelligent og sjov. Når vi sidder i hver sin sofa og igen glor fjernsyn, og han pludselig rækker en hånd ud og tager min, så er det bedre end store ord og udgivelser eller et musikstykke, der er gået fejlfrit. Så er det livet, der rækker op igennem generationerne og tager mig i hånden og siger: Det er godt nok.
Tak for 22 år Frederik - jeg satser på at blive 122, så du slipper ikke for mig foreløbig


Lørdag den 19. september 2009
 
Shit, møg, fuck, øv. Har fået en rokketand. Fedt, når man er seks eller syv år, men ligesom kke enormt sjovt, når man er 45. Har ellers bedt til Gud om at lade mig vinde et par millioner i Lotto - ikke en gang 11-12 millioner eller hvor meget der nu er i puljen, bare sølle to! Men næ nej, nul Lottomillioner er tilflydt mig.
Næste gang vil jeg ikke være så beskeden, næste gang vil jeg have hele puljen! Så bliver der råd til nye tænder.
Bella kan også få en tand - hun har tabt en i underkæben - ingen smalle steder her.
Det minder mig for resten om en åndssvag historie jeg hørte om en irakisk asylansøger, som fik ryddet hele kæften for "mælketænder", fordi man (hvem, tandlægen? don't know) i sin visdom havde hittet på, at der lå nogle blivende tænder oppe i hans kæbe, der bare ikke kunne vokse ud på grund af førnævnte mælketænder. MEN DET GJORDE DER IKKE! Så nu er manden tandløs. Lad os håbe, han i det mindste fik asyl
Har været til det mest uhøjtidelige og underholdende jobinterview i dag. Vi sad alle tre og røg som skorstene.
Nu er jeg træt og glæder mig til at slumre ind til Barnaby.
For resten, da jeg skulle skrive hommage á Bella, eller à ..?! slog jeg det op på nettet. Det værste ved at bruge fremmedord er, at ingen forstår, hvad man mener. Det næstværste er, at man heller ikke selv ved, hvad man mener. Anyway, fandt hylesjov artikel af Jørgen Leth om den gang Andy Warhol skulle spise en burger foran kameraet. Fandt artiklen på denne adresse: http://www.information.dk/182223
Hommage til Bella
1. september 2009 er det nøjagtig fem år siden, min elskede kurdisk tigerstribede andalusiske brudehund så dagens lys i en eller anden gudsforladt nordjysk flække. 
Vi kom og hentede dig, Bella, en gråhvid dag i januar for fire et halvt år siden, i førnævnte flække. Det første du gjorde, da du så os, var at tisse på gulvet af begejstring. Din mor Laika var med at hente dig. I sad sammen omme i Majs bils store bagagerum og du var rimelig eksalteret over at køre i bil. Du krøb henad jorden, sprang op, gav hals af alt og alle, og jeg tænkte bare: Åh nej, åh nej, hvad har jeg dog gjort?! Og: Den hund bliver med garanti tussegammel!
Det var nogle svære første måneder, vi havde sammen. Du gjorte stort set alt galt. Tissede indendøre, åd samtlige skoletasker, rulleskøjter og dyre Freelancestøvler. Du åd det halve af min sofa. Du sprang op ad alle mennesker. Du gøede ad alle mænd med kasket, hvilket gav mig mistanke om, at du havde haft en traumatisk oplevelse med en mand med kasket! Du var hysset og hyper, og jeg truede dig gentagne gange med aflivning. Samtidig var du det kærligste væsen. Aldrig har jeg oplevet så dyb og inderlig kærlighed fra et andet levende væsen. Ser man ind i dine brune øjne, kan man helt glemme, at du er hund og man selv er menneske. Så er det bare den rene kærlighed, der duver imellem to af Guds skabninger.
Efter du fik dit charmerende hvalpekuld, har du heldigvis ændret karakter. Du kan nu være alene hjemme i længere tid ad gangen, uden du tror, at du er forladt. Du æder ikke vores sko længere. Men du er stadig årvågen over for selv det mindste blad, der falder til jorden.
Lige nu ligger du og snorker i den sofa, du halvvejs har ædt ... Vi gik tur med dig her til aften, Emil og jeg. Vi skulle ud at kigge stjerner, du skulle ud at snuse til blade og græsstrå for at dechiffrere dagens vigtigste overskrifter. Hvad mon du ser, når du får en duft i næsen? En viril hanhund? En mand med kasket?! Hvad ser du der inde i dit tigerstribede ansigt med de sjælfulde øjne? Det får jeg nok aldrig at vide, for du taler hundsk og jeg taler menneskesprog. Men kærlighedens sprog har vi til fælles. Det snakker du til perfektion.
Sygt at være så glad for et dyr? Sikkert. Men selv om du sikkert hverken forstår relativitetsteorien eller Vild med dans - gør vi andre det? - så er der så meget andet, du begriber.
Du er et besynderligt sart, fantastisk, skørt og vidunderligt væsen.
Torsdag 17. september 2009
I dag bliver Olga 79 år. Jeg synes, det er forrygende, at jeg har en fuldstændig sund og rask og begavet mor, der oven i købet ser godt ud, og yngre end sin alder!
Vi har netop været derinde at spise, Sigrid, Emil og jeg. Det var smadderhyggeligt.
Bagefter ville jeg køre Sigrid hjem til Bred, hun havde ondt i halsen og var skidt

Jeg kørte ind på Uno X-tanken på Dronningemaen for at tanke. Stak dankortet i automaten, hvorpå maskinen åd kortet

Ingen penge, ingen benzin. Adskillige samtaler med en servicearbejder fra Uno X (pr telefon forståes) senere, måtte vi køre med uforrettet sag. Ingen tur til Bred. Tidligere på dagen havde jeg købt en billet til Sigrid til toget... nu har hun lige skrevet, at hun skal vente 5 kvarter på Odense Banegård, før toget til Bred går... øv øv øv
...
Hun skrev igen, at heldigvis gik toget om lidt alligevel, så nu er hun nok hjemme snart. Pyha!
Fredag d. 11 september 2009
Foto af udkokset journalist på sin første "reportagetur" for månedsmagasinet Erhverv Fyn.
Det har ellers været lidt af en "øjenåbner" for mig, det job. Har talt med andre (fremmede) mennesker. Har bevæget mig ud af min hule. Har knoklet, så jeg blev skæv i hjernen og børnene protesterede: Hvorfor arbejder du altid?!
Reaktionerne på det jeg har skrevet, spænder fra det søde og optimistiske: God tekst. Vi er meget tilfredse - til - Vi er ikke helt varme på det udkast, du har sendt.
Sidstnævnte melding fik mig noget ned under gulvbrædderne. Så er det godt, at Jan - som har arbejdet på bladet i mange år - kun er en opringning væk. Jan har pisket en god stemning op, hver gang jeg bildte mig, at jeg var det mest håb- og talentløse i nyere tid. Tak Olsen! Jobbet har fået mig til at erkende, at et journalistjob kunne være en ret fed ting. Det siger noget om den grad af ydmyghed, jeg efterhånden har opnået. I gamle dage var jeg fuld af foragt for journalistfaget og følte for mig god til at være "sådan en". I dag længes jeg efter at blive "sådan en"!

Frederik er i New York i dag. Har stået parade på Ground Zero!

Emil, Sigrid og Peter flytter i nyt hus her i weekenden. Så jeg er alene. Med Bella, forståes. Har brugt i dag til at få vokset og plukket øjenbryn samt farvet vipper. Sjovt nok, så er kvindelig selvforkælelse ofte forbundet med et vist ubehag. Var i kløerne på yngre, irakisk dame, der sandelig ikke tog let på sin gerning. Hun plukkede og voksede og jeg var ved at skrige af smerte flere gange. Måske er det hævn for de mange hjemsendte irakere?!

Senere frokost i kirkehuset med den nye præst. Vældig sympatisk, og meget humoristisk. Det lover godt for Valgmenighedens fremtid.

Efter tre ugers hektisk aktivitet har jeg omsider også fundet stunder til at muge lidt ud i huset. Her er rent og pænt og rart at være.
Søndag d. 30/8-2009
Så har jeg min lærers ord for, at musikteori er opfundet af kedelige mennesker for at plage os andre. Nej, det er mine ord - ret skal være ret! Men jeg har i hvert fald endnu ikke fået nogen fyldestgørende forklaring på, hvad man skal bruge musikteori til. Da jeg spurgte min lærer og håbefuldt foreslog: Når man komponerer, sagde han: - Jamen, da sprænger man jo alligevel rammerne!
Det glæder mig, at der ikke er nogen fornufitg grund til at lære det, for det har jeg selv længe haft mistanke om. Men sørgeligt, for når noget er grund- og meningsløst betyder det, at jeg vil have endnu sværere ved at tilegne mig det.
Får ikke skrevet en linje på noget der rigtig rykker - lige for tiden. Så må det være sådan. Men så er det godt, musikken (og musikteorien) er der!
Torsdag d. 6/8-2009
I går kørte Sigrid og Emil, Olga og jeg den lange vej til Aalborg til Louises begravelse.
Den lille kirke i Frejlev var stoppet til bristepunktet af familie, bekendte og talløse unge mennesker, hvoraf mange hulkede højlydt. Men størsteparten af de sørgende fandt slet ikke plads på bænkene og måtte stå op nede bagved, ude i våbenhuset, og helt udenfor kirken.
Hermann, Louises far, var en af mine aller bedste venner, da jeg var barn. Jeg elskede både ham og hans mor, Gudrun - det gør da jeg for resten stadig! - og de og jeg har tilbragt mange timer sammen.
Vore veje skiltes, da jeg begyndte på det daværende AUC, Aalborg Universitetscenter, og tilegnede mig et halvakademisk sprog, som ingen rigtig forstod, sikkert heller ikke jeg selv. En gang så Hermann på mig og sagde: - Du er blevet så forandret, jeg kan ikke rigtig forstå, hvad du si'r!
Men trods sprogforbistring og adskilte livsveje, så fandt vi hinanden igen i går i en uendelig omfavnelse. Sorgens sprog er universelt, for det er ordløst. Ingen ord er store eller små nok til at beskrive sorgen over et dødt barn.

Vi kørte hjemad igen og grinede helt respektløst ud i luften, som man er nødt til at gøre, når man lige har været derude, hvor tovet dårligt kan holde en på land længere. Fordi omme på den anden side af sorgen er der en livslyst så stor og ubegribelig, så smuk og indædt, at man bare må grine.
Da både Olga og jeg er halvdøve måtte børnene sidde og tolke vores samtaler. Jeg bag rattet, mor på bagsædet. Vi havde ikke en kinamands chance for at høre, hvad hinanden sagde. Men vi gættede lystigt, og børnene var syge af grin, og overtog så på et tidspunkt rollerne som tolke.

Vi gjorde et lille stop i Århus, hos min allerældste, kæreste veninde, Mette. Som havde dækket fint op med kaffe, brød og kage. Vi sad på hendes lille altan og snakkede om løst og fast og Egypten og begravelser. Det var rart at få brudt stemningen af død og undergang og mærke solen og normaliteten bage på huden.

Da vi endelig landede i Vejstrup halv syv, tolv timer efter afgang, var jeg fuldstændig flad. Lagde mig i sengen og rejste mig kun for at gå på wc eller hente mere cola. Har sovet næsten uafbrudt i ti timer.

Livet er utrolig kort og fuldstændig uberegneligt. Jeg glemte alle mine bekymringer i går. De er latterlige og ubetydelige set i et hvilket som helst perspektiv. Fuck overvægt og pengeproblemer. Der er kun livet og døden, og nuet. Eksistensen får først mening, når man går ud af sig selv og mødes med andre - midt i livet - og i døden.
Lørdag d. 1/8-2009
Ungerne og jeg sadlede Jettaen (aka Gaffaen) op tirsdag morgen og agede mod Tyskland, nærmere bestemt Flensburg. Jeg elsker at være i Tyskland, og især at prøve mit rustne tysk af. Jeg synes det gik meget godt, men der var da en servitrice der svarede mig på engelsk - hallo altså. 
Vi slentrede lidt rundt i gågaden og jeg fik pisket børnene med ind at se en kirke. De plejer at få et træt udtryk i øjnene, når jeg siger, vi skal se en kirke.
På hjemvejen gjorde vi holdt i Gislev og fik pandekager med, bagt af Pouls niece - ret gode forøvrigt. Endelig hjemme igen ved 21-tiden besvimede vi hver især foran fjernsynet.
To dage efter fik vi at vide, at et familiemedlem var omkommet i en trafikulykke. Forfærdeligt. For forældre og bedsteforældre, venner og veninder.
Alle forældres værste mareridt. Det går lige i dødsangsten. Angsten for mine børn...
Pyt med mig - det rokker ikke ved noget, selv om jeg ville ønske det gjorde. Hvis man dog for helvede bare kunne finde ud af at bruge sit liv fornuftigt - med døden in mente. Men det er ikke sådan, det er. Det er nok først når døden snapper en i haserne, at man finder ud af, hvor højt man elsker livet.
Lørdag d. 25/7-2009
YES! Fucking fem-et-halvt år siden jeg har drukket alkohol. Sådan!
Jeg er stolt af mig selv. Det er ikke altid, jeg husker at være stolt af, hvad jeg nu end har opnået - men lige præcis det her, er jeg ret stolt af.
Det var ikke gået uden AA - i hvert fald ikke i starten. Det var en stor hjælp at komme til møder og hælde vand (!!!) ud af ørerne. Senere blev jeg træt af rigiditeten i AAs systemer, og det er jeg stadig. Men særligt i begyndelsen kan det være en uvurderlig hjælp at gå til nogle møder, møde ligesindede, denslags. At AAerne så viser sig at være mindst lige så konforme som alle dem, man i sin tid flygtede fra, er en anden side af det. Og AA har jo ikke patent på sandheden - gudskelov!
AA skal ikke høre et ondt ord for at have opfyldt rollen som den forælder, jeg kunne gøre oprør mod. AAerne har været rummelige og forholdsvis overbærende. Vi bliver aldrig hjerteveninder, men pyt også med det.
fredag d. 24/7-2009
Sidder her med lyden af diverse egyptiske toner i ørerne. Sigrid er totalt forliebt i Egypten. Har lånt alle cd'er med egyptisk musik, de har på Svendborg bibliotek. Vi er nu nået til "Rico".
Ungerne kom til Danmark i mandags, og herhjem til mig tirsdag. Det har været noget af en akklimatiseringsproces - for os alle. Både dem, der rejste ud, og os, der blev hjemme. Jeg havde åbenbart nydt min "frihed" mere, end jeg umiddelbart vidste af, og de havde til gengæld vænnet sig til solen og varmen, den konstante opvartning af tjenende ånder og badeture i rødt hav.
Men nu er vi omsider ved at vænne os til hinanden igen!
Det er da også en trist affære at være i Vejstrup denne juli. Konstant silende regn... Heldigvis kan man ikke komme i haven, men iagttager bekymret, hvordan græsset gror som besat.

Sigrid har ikke fået flettet sit hår dennegang, men er til gengæld brun og har tabt sig. Flot. Hun vil være egyptolog. Sådan! Godt at vide, hvad man vil med sit liv.
I dag klaprede skrivemaskinen igen som lyn og torden - Sigrid havde sat sig til tasterne og skrev en temmelig foruroligende historie om en psykopatisk galsindet mor, der heldigvis får løn som forskyldt i slutningen. Da jeg glad/bekymret spurgte, om det var mit heftige temperament, der havde inspireret hende, så hun bare på mig og sagde: - Mor, du er altid så skide selvoptaget!

Mor og jeg fik indrettet Emils værelse, mens de var ude at rejse - fem liter hvid maling og lige så meget knofedt har gjort underværker. Emil er nu rykket helt ind - de første par dage syntes han det var underligt pludselig at have fået privatliv og var mest i stuen. Men sjælen er åbenbart også landet - i værelset, så nu er han der konstant.

I går fik jeg "renoveret" skabet i gangen, hvilket betyder at samtlige sko og støvler står parvis og i familie. Når jeg åbner skabslågen, myldrer tøj og sko ikke ud i en syndflod af uorden, men bliver pænt indenfor. Herligt.

Ellers intet nyt under den sol, der glimrer ved sit fravær.
Mandag d. 18/7-2009
Frederik har været her næsten en uge. Han kom mandag, fordi han skulle til tandlæge. Men hos tandlægen kendte de ikke noget til F, og da tandlægen skulle på ferie fredag, altså i går, var det nærmest håbløst at få en tid. Men Thomas tandlæge er en rigtig sød fyr, så han fandt alligevel en tid til F om onsdagen. Onsdag viste det sig så, at Frederik havde så meget, han skulle have lavet, at han også fik tid torsdag og fredag. Godt for mig, men synd for F, der hader tandlæger, selv om han dog har sagt, at Thomas er en ret sød fyr, sådan af en tandlæge at være.
Mandag går det til Frederikshavn og klargøring af "Vædderen", og så af sted til bl. a. USA, hvor F og skibets øvrige besætning skal deltage i en parade på Ground Zero den 11. september. Obama kommer også!
Frederik og jeg har virkelig teenagesumpet de her dage. Vi har set 48 Hours hver aften/nat på 6'eren. Og Virkelighedens CSI - også 6'eren. Derudover har vi sovet, spillet computer, været ved tandlæge, ædt chips og chokolade og drukket cola. Røget smøger og diskuteret livet og døden og verdenssituationen.
Frederik ved meget, ikke om Annie Fønsby og den slags, men om historie og politik. Det er en fornøjelse at snakke med ham. Min viden er omvendt lidt rusten, fordi jeg allerede for mange år siden opgav at læse aviser, men jeg kunne da fortælle ham, at grækerne havde haft et fascistisk styre og kylede kongeparret ud af landet tilbage i 60'erne - 70'erne. Det vidste han ikke.

Det ærgrer mig, hvis han ikke snart finder ud af at bruge sit gode hoved på en uddannelse. Men ved jo selv, hvor forvirret og usikker man kan være i den alder. Alle muligheder står tilsyneladende åbne - men gør de så det? Hvad skal man gå ud fra? En uddannelse, der sender en i gulvet af kedsomhed efter fyrre år bag et palisanderskrivebord? Eller noget, hvor man føler, man lever og ånder og brænder?
Det er jo i og for sig ikke noget svært spørgsmål. Man skal da klart vælge sidste mulighed - efter min mening.
Men når man bliver bombarderet fra alle sider med, at man skal være et nyttigt lille tandhjul i det store samfundsmaskineri, kan det godt virke håbløst at læse historie f. eks. Formentlig brødløst og ikke i sig selv "nyttigt", men  i det mindste interessant.
Nå, jeg fandt også først sent ud af, hvad jeg ville være. Det vil sige, jeg vidste det egentlig allerede, da jeg var elleve. Men turde ikke forfølge drømmen. Det kom først senere.
Det er bedre at vide, at man har en drøm, end ikke at have en.
Læser Bruno Bettelheims "Eventyrets fortryllelse", og allerede på første side siger han det, som det hele handler om: "Kampen for mening i livet".
Det samme var Viktor E. Frankls kongstanke.
Det er det, det handler om. Intet andet. Det handler ikke om biler, nye køkkener, prestige og penge - det handler om at sætte tingene ind i en sammenhæng og finde mening.

Det er det samme budskab, jeg ind i mellem finder i kirken, og vel sagtens derfor jeg stadig flirter med tanken om at blive præst.
Tanken om at kunne give det budskab videre til folk: Find meningen!
Nå ja, og tanken om at stå på prædikestolen og have talefrihed i et kvarter, hvor alle lytter (altså de, der ikke sidder og falder hen og i staver) - det rene one-woman-show! 
Men inden man når derop, på piedestalen og prædikestolen, skal man så gruelig meget igennem med græsk og latin og hebræisk - til trods for, at der findes så mange udmærkede oversættelser af bibelen, tst.
Og tror jeg i øvrigt på Gud? På ham den folkekirkekristne, lutheranske Gud?
Så kan man lige så godt finde sig en anden "prædikestol".
Men prædike og belære, det er jo min kæreste beskæftigelse - som min veninde Maj altid siger, når jeg bliver for højstemt og/eller moraliserende: - Gider du godt tage til Uganda og prædike der i stedet!

Ja - man kunne også tage til et u-land og gøre en forskel. På et tidspunkt blev jeg optaget på sygeplejeskolen og ville i fuldt alvor tage den uddannelse, netop for at tage til de varme lande og vaccinere folk. Den drøm varede, indtil jeg huskede på min blodfobi - min pus-snot-materie-fobi. Ikke nemt at stå midt i 50 graders varme og bevare det kølige overblik og injicere folk, mens man er en besvimelse nær af væmmelse og frygt. 

Altså ikke sygeplejerske. 

Måske skal jeg bare blive hængende på min pind herhjemme og finde mening med lortet her?

... 

Passer hund, Pouls hund. Zita. En usædvanligt menneskelig hund. Prutter som et menneske, snorker foran tv'et som et menneske, spiser meget og grådigt som et menneske. Det eneste er, at hun ikke TALER som et menneske. Det gør Bella. Hun siger tingene på hundesprog, men det er helt tydeligt, at hun kommunikerer livligt. De to hunde har det fortrinsvis rart sammen, trods forskelle i udseende, "sprog" og temperament. 

...

Min gode ven, graveren, var her forleden og tæmmede buske og træer. Det er skønt. Man kan se vidt omkring, men nu kommer problemet med alt det afklippede hæk, og det fældede træ. Må se at leje en trailer og komme på Genbrugspladsen. Må se at finde ud af at bakke og køre fremad med trailer. Noget der kan få mig til at svede er at skulle fremvise manglende køreevner med trailer foran syv-og-fyrre mænd på en genrbrugspads. Overgåes kun af frygten for at skulle lave en parallelparkering foran lige så mange mænd. 
 


Søndag d. 12/7-2009
Peter og ungerne er i Egypten, og har det pragtfuldt i 40 grader i skyggen
Frederik er hjemme - kommer herned i morgen, inden han tager på sin big tour til United Bluff, Caribien and so forth. Han skal stå i paradeuniform på Ground Zero den 9. i 11.
Mine børn er globetrottere på hhv. 14, 16 og 21 år.
Her sidder jeg hjemme, solidt plantet. Tænker tit på min og ungernes tur til Spanien sidste år. Jeg kan stadig hente ting og oplevelser frem af hukommelsen og more mig over dem her næsten et år efter. Eller få kvalme ved tanken om den sønderslidende kedsomhed der ind i mellem greb mig.
Det bedste ved turen, og det indrømmer jeg gerne, var bilen, jeg lejede. En spritny VW Polo med servostyring og centrallås. Følte jeg mig lige som millionøse! Noget helt andet at køre rundt i VW Jetta fra 1867. Men Poul og hans kammerat har bakset med den i omkring to døgn, og nu kører den faktisk rimeligt igen. Har ellers afleveret lønsedler og skatteopgørelse til banken for om muligt at låne penge til en anden bil. Mens jeg sad og regnede på, hvad jeg havde tjent, og måske kom til at tjene, slog det mig hårdt, at jeg i stedet for at låne flere penge, burde spare op. Har derfor lånt "Kloge kvinders guide til økonomisk frihed" - en bog, der virkede umådelig tiltrækkende, mens den stod på min venindes bogreol, men som af uransagelige grunde mistede sin tiltrækning i det øjeblik den kom indenfor murene herhjemme.
Sidder i gældsfælden ligesom alle andre, men overvejer om det ikke er motivationen til at blive ved. Blive ved med at piske sig selv og tjene penge, blive ved med i det hele taget at piske sig selv fremad... Hvad skulle grunden være til at tjene penge, hvis man ikke skyldte dem væk?
Det er ikke min betragtning, den er tyvstjålet fra Eric Berne og hans bog "Hvad er det vi leger?", hvor han netop beskriver folk, der efter at have indfriet deres gæld, sørger for at stifte ny, så de altid har noget at brokke sig over, og noget at arbejde for.

...
Var til fest i går. Poul og jeg har - i mine øjne - indgået den fremragende aftale, at jeg tager med til diverse fester, og så går jeg, når jeg ikke kan holde ud at være der længere. Vi sad sammen med en af hans kammerater, som fuldstændig tog fusen på mig, da han afslørede, at hans yndlingsforfattere er Herman Hesse og Herman Bang! Det siger mere om mine fordomme end om kammeratens intellektuelle habitus. Prøvede at gøre ham interesseret i de tre store jøder: Bellow, Auster og Roth... ved ikke, om det lykkedes. Men han fik mig da til at se med nye øjne på Hesse. Har læst Steppeulven en gang. Kan ikke huske den overhovedet. Måske skulle man give manden et nyt forsøg?

...
Savner børnene, men nyder ensomheden. Nyder den sikkert mest, fordi jeg ved, den har en ende. Hader dog flyveturene. Sidder med livet i hænderne og synes på en måde, jeg er nødt tilat sidde der - simpelthen for at holde maskinen oppe. Opslidende tilfælde af omnipotens.
Ved jo godt, at jeg ikke kan gøre en disse alligevel. Men tænk, hvis jeg havde nydt livet og maskinen var faldet ned. Det ville jeg aldrig tilgive mig selv.

Søndag d. 5/8-2009
I dag flyttede Sigrid ind til Peter. Jeg kørte hende og hendes ting derind i Pouls varevogn, som vi havde fået lov at låne.
Sigrid er ikke en teenager, og ikke en datter - det er hun naturligvis også - men først og fremmest er hun en naturkraft! Hendes fravær er et ophør af storm og kaos og store visioner og bare jeg kigger ind på hendes tomme værelse, får jeg ondt i kroppen. 
De sidste dage har hun skrevet fra morgen til aften. Hun har altid været god til at fortælle historier, og god til dansk, men pludselig gik der på hul på bylden og ordene væltede ud af hende. De seneste aftener har hun læst sine egne historier højt for mig. Steven King og Deen Koontz kan bare vente sig - de får kamp til stregen!
Sigrid er det ærligste, mest uforstilte menneske, jeg kender. Det kan godt ind i mellem være lidt besværligt. Når vi andre trækker på skuldrene og tænker, nå ja, hva' faen, så lad dem dog, så mener Sigrid, at folk skal konfronteres og høre hendes uforgribelige mening. Diplomat bliver hun i hvert fald aldrig. Men så bliver hun noget andet. Det er åndssvagt at sige, hun bliver, hun ER allerede. Helt fantastisk. Jeg savner hende.
Mandag d. 30/6-2009
Betænkeligt, så glad jeg er for penge. Men det var som om humøret fik en tak opad, da jeg så, der var tikket 3367,68 kr ind på kontoen i bibliotekspenge. Som vist nok tidligere nævnt, skal jeg nu bare skrive 98 romaner mer' ca. for at kunne leve nogenlunde anstændigt.
Godt, man har livet for sig.
 "Jess Ørnsbo har sagt, at de vanskeligste år for ham som digter var de første halvtreds.", som min ven Bo skrev til mig.
Og nu har 44 biblioteker investeret i min nye bog - nogle har endda købt flere eksemplarer - så lidt mere kommer der vel ind på kontoen næste sommer. Super!
...

Fik heldigvis besked om, at et kært familiemedlems frygtede sygdom ikke var så slem endda. Pyha, det lettede også.

...

Sigrid og jeg har købt flyttekasser og skændtes bemærkelsesværdigt lidt.

...

Blev så overmodig pga bibliotekspenge, at jeg endda listede mig til endnu et stjålent blik på den blå Fiat Punto, ikke så gamle endda, der står og venter på, jeg tager mig sammen til at købe den. Men selv om afdragene kun hedder 900 kr. om måneden, er jeg ikke glad for at stifte yderligere gæld... sagde kvinden, der stadig betaler af på den computer, hun kylede ud sidste forår (efter at have smidt kaffe i den)
Mandag d. 30/6-2009
Nu er vi så vidt, at selv jeg ikke kan holde det skjult for mig selv længere: Sigrid flytter ind til sin far i weekenden.
Har før prøvet, at børn flyttede fra mig. Først Frederik, så Emil, nu altså Sigrid.
Min mave er fuld af tårer!
Min lille vædder af et stædigt og begavet, kunstnerisk, legesygt, hysterisk pigebarn flytter...

Jeg er sikker på, det kommer til at gå godt - for Sigrid. Jeg er mere usikker på, hvordan jeg tager det. Lige nu tager jeg det i hvert fald ikke ret flot.

Peter er en glimrende far, virkelig. Han har altid taget sig utrolig godt af ungerne. Så hvad det angår, er jeg ikke spor bekymret.
Har aldrig brudt mig om den der med, at kvinder er bedst til ... indsæt selv karaktertræk efter forgodtbefindende... at tage sig af børn. Har i det hele svært ved at klare, at kvinder fremhæver sig selv for ting, mænd bestemt også mestrer, og samtidig afskriver mænds evne til ... indsæt selv eksempler ... at vise følelser. Der er sikkert forskelle ud over de rent anatomiske. Men når man er vokset op med tre storebrødre, så lærer man at beundre, elske og forstå mænd.
Kvinder har jeg til gengæld aldrig rigtig lært at forstå.
Det var nok det, Sigrid levnede mig mulighed for? At forstå mig selv. Elske mig selv. Den slags.

Sigrid er i gang med at skrive en bestseller, så hun kan forsørge os alle sammen. Den der ukuelige skråsikkerhed - elsker den. Blandingen af hårdkogthed og blødere end blødt.

Nå, må hellere komme op til orglet. Det eneste sted, hvor jeg føler mig hjemme, når jeg ikke kan holde ud at være i selskab med mig selv.
Sømdag den 28. juni 2009
Var i Padborg med min mor, som havde fået kontakt med sin granfætter, som hun ikke har set i 60 år. Han havde til gengæld ikke set hende i 70 år. Det beror på, at den ene kan huske den anden som 19-årig, den anden husker den ene som 9-årig!
Jeg var hyret som chauffør og vi tog overfarten Bøjden - Fyens Hav og over Als. Det viste sig, førgen var halvanden time forsinket på grund af blæst og søgang. Men mor og jeg fandt en dejlig krog ved stranden, hvor vi spiste en ostemad, og sad og læste, mens solen skinnede og bølgerne viste tænder. Mens vi sad og ventede blev jeg ringet op af en lærer fra Løgumkloster Musikskole som fortalte, at holdet i Fredericia bliver til noget, og, at jeg får Povl Balslev som lærer i orgelspil.
Jubel
Nu mangler vi bare, at jeg bliver så voksen, at jeg husker at lave lektier og den slags. Men jeg er indstillet på, at jeg nok ikke kommer helt sovende til det. Ikke ligesom på Studenterkursus i gamle dage, hvor jeg kunne være oppe hele natten for at skrive og spille guitar, og sove mange af timerne i skolen og alligevel gå ind og hente et 13-tal i dansk mundtlig til eksamen. Den opelvelse sidder åbenbart så dybt i mig, at jeg tror, jeg stadig kan lave det stunt. Det kan jeg ikke.
JA Ja, ved godt, det er pral. Men hvor tit har man mulighed for at sige: Jeg fik 13 i dansk mundtlig til stuendereksamen? Ikke ret tit, at det sådan kommer naturligt ind i en samtale, skulle jeg hilse at sige.

...
Det var en sjov oplevelse af møde Paul. Dog blev han en anelse fornærmet, da jeg spurgte, om han var sønderjyde! Det er han ikke - han er esbjergenser. Ved ikke, hvorfor det er sådan et skældsord at blive kaldt sønderjyde.
Det fløj i luften med moster Grethe og moster Thea... og jeg fattede ikke en lyd. Paul ved også en masse om musik, så det fløj også med komponistnavne og navne på musikere, som jeg heller ikke kendte. Paul har et vist nok tjekkisk flygel stående i stuen. Først turde jeg ikke røre det, for Pauls søn er koncertpianist og meget dygtig. Til sidst overvandt jeg mig selv til at spille lidt. Paul har en flot stemme trods sin høje alder og jeg fik hakket mig igennem lidt af en Mozartarie.

...
Næste dag mødte vi Pauls søn og svigerinde og deres tvillinger. Søde mennesker.
...
Om aftenen tog jeg ned til Poul - altså "min"! - og det lykkedes ham at falde i søvn på sofaen et par timer tidligere end mig!

...
I dag føler jeg mig som en udbrændt maratonløber. Drænet for energi og ondt i hele kroppen.
Børnene kommer først i morgen, og for en gangs skyld har jeg ikke lagt planer om at gøre hele huset rent, luge haven, slå græsset og skrive ti sider på min roman. Jeg har besluttet mig for at bekende kulør og være nøjagtig som banal, som jeg føler mig - hvilket betyder se fjernsyn, masser af fjernsyn, ryge cigaretter og spille bubble shooter på computeren.
den 24. juni 2009
Fik aldrig nævnt Sigrids fantastiske fødselsdagskage til Emils fødselsdag den 2. juni. En blå lagkage - ret alternativt. Den smagte i øvrigt godt, men det var utrolig så meget det påvirkede ens "smagsoplevelse", at kagen var blå.
I øvrigt har Sigrid scoret 12 i både dansk og engelsk. Så nu har hun fire 12-taller på sit afgangsbevis fra 9. klasse på Skårup skole. I morgen er der translokation.
tirsdag 23. juni 2009
Holdt tale ved Skt. Hans-arrangementet i Oure. Blev inviteret da den oprindelige taler meldte forfald! Fin oplevelse. Mødte en masse mennesker, jeg ikke har talt med længe... blev ikke brændt på bålet!
Poul, Karin, Mikael og min mor kom. Ikke børnene, som syntes det var det pinligste i hele verden.
Mandag den 15. juni 2009

Sigrid skal til danskeksamen i morgen. Mundtlig. Vi har aftalt at øve eksamen hele dagen. Jeg er slet ikke bekymret. Hun er rigtig skrap til at læse tekster. Har "genset" navnet JP Jacobsen i forbindelse med Det moderne Gennembrud... Var fuldstændig vild med "Mogens", da jeg gik på studenterkursus, og "Marie Grubbe". Kan huske, at da jeg havde læst JP Jacobsen, tænkte jeg: Sådan en forfatter vil jeg være!
Der er også en slags dump smerte forbundet med det. Sådan en forfatter er jeg ikke. Der er i det hele taget så mangt og meget jeg IKKE er... Kompromisløs, idealistisk, drevet frem af havd-det-så-er ... libidoen?! Der er ikke noget at sige til, at Hamsun mente, at alle over 40 skulle skydes! Ironisk nok blev netop Hamsun meget gammel... men det er en anden historie.
Er sikkert bare i en midtlivskrise og har svært ved at håndtere overgang fra midaldrende til endnu mere midaldrende...
Emil er hjemme - igen. Høfeberanfald af de helt slemme. Græspollentallet i top. Han kan dårligt se ud af øjnene, og næsen løber konstant. Det er godt, han ikke er en ko - så døde han da af sult.

Mandag d. 14. juni 2009
Den bedste kur mod arbejde er - arbejde!
Jeg har i to dage formået at stå tidligt op og skrive videre på min nye roman. Desuden afhentet 25 bøger om kurdere, irakere og tyrkere - til brug for "gammel" roman... dvs. det er også en ny historie, men jeg skriver på den på 8.-9. år. Mine historier har som regel en inkubationstid på ti år. Hvis jeg nogensinde skal leve af bibliotekspengene - hvilket vil kræve, at jeg har omkring 100 udgivelser stående - skal jeg altså leve i ... gott im himmel - det kan jeg ikke regne ud, 1000 år?!
Er mildt forstemt. Fra vinterens middelsvære depression til forsommerens forstemning - alt i alt en forbedring, men stadig ikke godt. Jeg kan røbe, at et indtag på mellem 120 - 400 g slik om dagen IKKE letter på humøret. Jo, momentant, ligesom spiritus gjorde i gamle dage. Men bagefter sidder man tilbage med skammen, og i dette tilfælde også med adskillige kilo på sidebenene.
Desværre har mine depressioner aldrig udløst appetitløshed. Det er mere sofistikeret, synes jeg, at være en mager depressiv, end en fed ditto. Der er ligesom en eller anden livsappetit over moderat overvægt der gør, at folk ikke helt kan tage ens depressioner alvorligt.
Men tilbage til arbejdet. Ulysten til arbejdet gør, at det er umådelig svært at arbejde. Men jeg har opdaget, at hvis jeg står op klokken seks - halv syv og begynder at skrive, så er jeg stadig så langt væk i nattens gevandter, at jeg faktisk ikke er nået at vågne tilstrækkeligt til at invitere min kritiker ombord på den synkende skude. Det betyder, at jeg kan skrive. Måske ikke godt, det vil jeg ikke vurdere. Men skrive det gør jeg. Dog ikke i dag, hvor jeg har tilladt mig at gå i haven og slå græsset - rundt om hundelortene - og beskære mirabelletræet. Dog ikke halv syv om morgenen. Så ville naboerne med garanti klage.
Sjovt nok har haveentusiaster et billede af os, der ikke er det, som begavet med ikkegrønne fingre. Det forholder sig stik modsat. Alt gror som lyn og torden i min have. Alt bærer frugt.

Åh Gud - kommer lige i tanke om, at jeg er kommet til at sige ja til at holde en båltale i Oure Skt. Hans aften. Hvad skal jeg sige?! Jeg er fuldstændig blanket af for idéer. Det må blive noget med afbrænding af hekse, læs: indre dæmoner... fuck, jeg ved det ikke. Men den skal nok blive skrevet. Formentlig i sidste øjeblik.

Min kæreste er taget til Bornholm. Jeg skulle have været med, men pludselig forekom tanken mig om at være på en ø i tre dage fuldstændig forfærdelig. Ikke at kunne stikke af... jeg fik klaustrofobi af den galoperende slags. Her er det så, jeg ikke kan huske om galoperende i virkeligheden staves galopperende... Jeg ved, at pennalhus er med to n'er. Eller er det i virkeligheden med et n? Og er det ikke bare så ligegyldigt - jo!

Solen beærer os med sin tilstedeværelse. Dejligt.

Min bog er næsten udsolgt, og det er da glædeligt. Til gengæld er mine sp-penge ikke kommet, og det er noget lort. For når man ikke tjener rigtige penge, så bliver den slags tvungen opsparing meget, meget vigtig. Er træt af at være fattig. Trænger til at tage en tur til Sydafrika og konstatere, at jeg ikke er fattig.


lørdag 9. maj 2009

Jeg er nu "berømt" eller måske snarere "berygtet" på Fyn. Blev ringet op af journalist Martin Mulvad fra TV 2/Fyn, der lavede et indslag med mig, som blev vist forleden. Her introduceres jeg som mega-drukkenbolt... der nu altså har lagt flasken på hylden og har skrevet bog om det og om sin veninde. På en måde er det sandt, men noget inde i mig skriger NAaaaaaaaaaarj, sådan var det ikke. Ikke kun i hvert fald. Anyway, AA-veninder si'r det var ok og lødigt. Andre veninder si'r det var lødigt, sobert (haha!) og ok. Menighedsrådsmedlem skrev, at det var "modigt, og aftvinger respekt" - gisp. I min fantasi er det vokset til, at jeg var sådan en, der kom gående med barnevogn, uniformsjakke med badgets, dansk-svensk gårdhund og en liter kogesprit i hånden. M.a.o. så langt ude, at Kofoeds skole og kirkegården var næste station. Nå, men min yndlingschicklitforfatter, Marian Keyes, har - også - skrevet om sin alkoholisme. Og det er jo sandt, at jeg var (er) alkoholiker, så what the fuck. Lad os få ligene gravet op og skeletterne ud af skabene. Jeg ved ikke, hvorfor alkoholisme stadig er så skamfuld og ynkelig en lidelse. De fleste er vel efterhånden klar over, at det er en sygdom - AA'erne har påstået det i årevis, og nyeste hjerneforskning bekræfter deres antagelse. En slags "allergi" over for sprut. Eller mangel på signalstoffer i hjernen, som man så kunstigt tilfører sig selv med alkohol.
Det ærgrer mig bare, at det, som faktisk er et stykke ordentligt lødigt skrivearbejde på en måde, "reduceres" til "livskrise og en kamp mod alkoholisme". Som om jeg fanden fuckme ikke er rigtig forfatter, der kraftædme har skrevet en god roman - grrrr!
Hvilket - god - der jo i øvrigt er delte meninger om. Eller rettere, Iben Friis Jensen på Fyns Amts Avis er ikke enig i, at den er god. Hun mener, genrerne kolliderer.
Det gør de også!
Når jeg er aller mest sort, mailer jeg til forlæggeren på Attika og klager min nød. Så minder han mig stille om, at okay, han har ikke noget økonomisk i klemme, men han har sit gode omdømme som lødig og kvalitetsbevidst forlægger, og han havde aldrig sagt god for romanen, hvis ikke den var god. Så... eh!
Indslaget kan ses her:
http://www.tv2fyn.dk/arkiv/2009/5/7?video_id=21577



Mandag d. 6/4-2009
Computeren fik nyt liv igen, takket være min overordentligt søde og dygtige computernørdede, it-uddannede nevø, Kåre. Wish, wush, wash - så var den repareret! Tak Kåre.
Bøger sendt diverse steder hen i verden - altså verden og verden, rundt i Danmark. Så er det, man kun kan bede en bøn. Det gør jeg så.
Fredag d. 03-04-09
Hvis det havde været fredag den 13. kunne jeg endda forstå det, men det er dog kun den 3.!
Jeg bliver sindssyg. Jeg mener, hvis jeg ikke allerede var sindssyg, ville jeg blive det.
Har lige investeret 500 dask i ny printer. Slutter lortet til. Opdager, at der ikke er det nødvendige usb-kabel, der skal forbinde pc og printer. Men da er skaden allerede sket. Printerens driver - eller hvad det nu er - har slettet samtlige mine dokumenter og billeder.
ALT er væk
Var ellers begyndt at tro på Gud, lidt, igen. Måske skulle jeg også tro på Satan - i så fald kunne jeg beskylde ham for at have fucked computeren op. 
Det er i det hele taget utrolig symptomatisk for alt, hvad der har med nyeste bog at gøre - at det hele er enormt kompliceret. Først skulle jeg skrive romanen om - det tog seks måneder. Så blev jeg r..rendt noget så grumt af trykkeriet. Så gik printeren ned. Så har jeg været rundt hos alt og alle og printe i de sidste måneder. Og nu hvor jeg omsider havde råd til at købe en ny printer - så bang, sjask ALT forsvinder. Incl. manus til romanen! Godt, den er trykt. Eller måske er det ikke særlig godt? Skal man tage det som udtryk for, at den bog bare ikke skal læses? At den skal gå til de evige virtuelle jagtmarker? For sent! Den ER trykt. Og den udkommer - med eller uden printer - den 29. april. Det bliver nok snarere uden diverse dybsindige følgebreve til aviser osv. Så må den tale for sig selv  bogen altså.
Til gengæld er manus til nyeste roman væk. Noget ligger på et usb-stik, men langt fra det hele. Faktisk mangler der rundt regnet 40- 50 sider. En endnu ældre roman - ufærdig - er også kun delvist reddet... Ind i mellem kan det selvfølgelig være godt nok at begynde forfra. Jeg orker bare ikke - ikke lige i aften i hvert fald.
Ellers ikke så meget nyt. Men det her rækker også til et par dage.



Jul

                                                                            22./23. dec. '08
4. dag alene. Børnene er i Egypten sammen med Peter. I morgen skal de til Luxor. Håber ingen fundamentalister springer en bombe - eller hedder det sprænger  - som om det ikke er fløjtende ligegyldigt. Savner dem. De ringede her til aften. De havde det virkelig dejligt. Vandet er fedt. Og luften er 21 grader. Sigrid bliver feteret af en sælger på stranden, der meget gerne vil mødes med hende og snakke "Du behøver ikke sige det til din far!".
De ni læsninger gik godt. Jeg kludrede i præludiet, men derefter gik det godt. Koret sang som små engle. De er så dygtige, og behagelige at være sammen. Vi griner, og tager gas på hinanden.
I aften har jeg lavet flødekarameller. Sandt at sige blev de mere bolche- end karamelagtige. Man kan sikkert godt knække en tand på dem. Men godt smager de. Det synes Bella også

I morgen skal jeg ind til Susanne og Jan. S. holder som altid lillejuleaften for venner og bekendte. Det plejer at være hyggeligt. Sjove og spændende mennesker, som jeg ser til hendes føldselsdag og så igen til jul.

Elllers hedder det øve orgel. Tre gudstjenester i rap, og så nytår.

Frederik henter jeg i morgen, når jeg tager fra Susanne. Han og Olga holder jul hos mig. Jeg har købt en masse gaver til ham. En del til husholdningen, som han garanteret ikke har overvejet at købe selv, idet han mest lever af pizza, som han bestiller over nettet


søndag d. 23. november 2008
Fredag efternuddag kørte jeg Sigrid og Emil til Odense, hvor vi mødtes med Peter nede på kajen i Odense havn, hvor "Vædderen" lå fortøjet. Fem minutter senere ankom Frederik og en masse andre fra skibet i en bus. De havde været til reception på Rådhuset.
Det var pragtfuld at se Frederik igen. Han har været ude at sejle siden den 23. september. Det er tydeligt at se, at han trives og har det godt.
Det har været en kamel at sluge - principielt er jeg modstander af militær, våben for slet ikke at tale om krig. Og nu befinder mig søn sig ombord på et krigsskib!
På næste togt skal de til Usa og Caribien - manner, så ville jeg også smile og være glad - hvis det var mig!
Bagefter kørte jeg ud til min kæreste. Det var rigtig hyggeligt. Hans søster var der også, og hendes ene barnebarn. Jeg elsker sådan noget familie-noget.
...
I morgen sker det altså. Hvad enten jeg vil det eller ej, bliver jeg 45 år, hvilket jeg synes er en absurd høj alder for en, der en gang troede, hun skulle dø, før hun blev 21.
Så dødspændende film om en pige, der snittede i sig selv for nogle nætter siden, da jeg alligevel ikke kunne sove. Jeg kan forstå, at "cutting" er vore dages anorexi. Så er jeg alligevel taknemmlig for, at jeg sultede mig i stedet for at skære i mig selv. Jeg kan bare slet ikke tåle at se blod.
Gad vide, hvad jeg ville have lidt af, hvis jeg havde været født i et andet århundrede?
En ting er sikker - uanset hvad sentimentalister mener om de gode gamle dage, så er jeg taknemmelig for, at jeg er født netop i denne tid og med de muligheder.
Trives på en blanding af Lamotrigin og Cipramil. Piller kan ikke klare det hele, men det har da dæmpet mine forskellige "neuroser".

tirsdag den 11. marts 2008
I don't believe it!
Men det er sandt, jeg har skrevet bogen færdig.
Altså anden halvdel, som jeg skulle redigere lidt i, hvorpå jeg kom til at skrive det hele om.
Den er vanvittig flippet. Jeg tvivler på, at nogen nogensinde vil udgive den - hm.
Men hovedsagen er, at den er færdig... det er jeg også. Føler mig så færdig, som jeg ikke har gjort længe.

Mettes og min bog skrider også fint fremad. Jeg fik skrevet en masse på den i søndags. Kom ind i et godt flow og skrev og skrev.

Møgvejr i dag. Koldt og gråt. Humør på nulpunkt. Mangler et eller andet i mit liv... Måske et eventyr, men det har jeg jo lige haft, og det var sgu heller ikke sagen. Måske noget andet end mig selv at gå op i?!

Jeg overvejer at læse til psykoterapeut. IMAGO-terapeut, hvis det hedder sådan, så man kunne hjælpe nogen af dem, der ligesom en selv, ikke kan finde ud af det med parforholdet. Apropos - fik en enkelt henvendelse på min fantastiske datingprofil. Du lyder sjov og festlig, som han skrev. Øh ja - sjov og festlig, men det er jeg da også. Jeg er bare også en million andre ting... Da jeg sendte ham et billede, hørte jeg ikke mere. Det er til at dø af grin af. Og jeg går i kloster nu.

lørdag 23/2 - 08
Fem fantastiske dage på Hald senere... Åhr manner, det sted ville jeg godt eje! Søen ligger lige for foden af godsets park og langs stien kan man bl. a. nå ud til en ruin, hvor en eller anden - husker ikke navnet - lod opføre en stærkt befæstet borg på en lille halvø en gang i tidernes morgen. I øvrigt en borg, hvor han selv sad fanget i årevis efter reformationen (så han var nok bisp?).
Vild natur - hvor tit støder man lige på det i Danmark? Men der var noget, der lignede vild natur og apropos "vild" - faktisk for vi nærmest vild den næstsidste dag, da vi gik rundt om "Inderøen" - en halvø midt i Hald sø. Selvfølgelig for vi ikke vild, for der var både sti og bænke langs den... men jeg havde alligevel lidt en fornemmelse af ekspedition i ukendt land.

Vi har fået lavet synopsis til hele bogen og har skrevet de første 42 sider. Vi har tilladt os selv at skrive og skrive, uden at rynke på næsen og blive overkritiske. Spændende hvordan det kommer til at gå, nu vi er hjemme igen og der er femten børn og lige så mange andre forpligtelser til at rykke en i ærmet og skrige: - Jeg er sulten!

Det er FEDT at arbejde sammen, og så med en som Mette, som jeg har kendt altid, og som er så dygtig og sjov og dejlig at være sammen med.
Hvis nu den bog kommer til at sælge skidegodt og vi bliver møgrige, så køber jeg altså en herregård og installerer os alle sammen der...  

Fredag den 28.12.2007
 Stadig syg. I morgen spille til bisættelse. Heldigvis har jeg ikke en nøgle til kirken, ellers sad jeg der nok endnu.
Måske

Får læst en del på nettet om Padre Cicero. Bortset fra, at en eller andens hostie forvandledes til blod, kan jeg ikke rigtig få øje på de mirakler, han efter sigende skulle være god for.
Det er sikkert også bare et vildspor. Jeg kan godt lide at fortabe mig i underlige ting - for at slippe for at skrive. Har ellers lånt Julia Camerons bog "Skriv!" og den er også god. Jeg tror aldrig, jeg er nået så langt i den som dennegang. Nu er jeg så nået en øvelse, hvor jeg skal købe, skrive og afsende fem postkort. Hvem i helvede skal jeg skrive til?! Men det er nok også bare en dårlig undskyldning for ikke at skrive!

Er lidt rastløs, må hellere tage op i kirken - min egen altså - og øve lidt på salmer og præludium til i morgen.

Jul 2007

Julen er hjerternes fest. Og kiloenes. De år, hvor jeg havde anorexi, var jeg panisk bange for at komme til at æde mig en pukkel til og derfor være "menneskelig". I dag æder jeg mig en pukkel til og deltager dermed i det store, sociale eksperiment, der handler om, hvem der hurtigst kan tage fem kilo på.

Jeg hader begge dele. Ville ønske, jeg kunne finde en balance.

Nu handler julen ikke kun om mad. Den handler også om død! At den nærmer sig. Hvilket den selvfølgelig altid har gjort. Men nu med stormskridt. Når jeg en gang bliver rig nok og ligeglad nok, vil jeg rejse til Caribien eller en lignende udørk... Så vil jeg ligge under en palme. Bare med en ananas i den ene hånd og en kokosnød i den anden. Til den tid vil jeg være rynket som en kippers, der har ligget for længe i lage. Valnøddebrun. Og oldgammel.
Billedet er fra dette års julefrokost i Baaring. Jeg var heldigvis så syg, at jeg slap for al den sociale lirum-larum og kunne liste op i en seng og ligge der og koge i timevis. Jeg hader julen. Ikke lige juleaften. Det var sjovt at være sammen med ungerne og mærke deres glæde og begejstring. Men det andet tour de julefrokost. Yak! Det får min "anderledeshed" til at træde så frygteligt i karakter. Har ikke en kæreste - gider heller ikke, men har altså ikke denne "bedre halvdel" at klamre mig til. Har ikke nyt smart køkken. Ej heller ny smart bil. Har kun mig selv. Hvornår bliver det godt nok?









 



onsdag den 5. juli 2006

I går malede jeg køkken og entré sammen med min gamle mor.
Vi fortsætter i morgen





 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

31.08 | 23:25

Så gode tekster, Margrethe! - Du bør samle dem og udgive dem på et tidspunkt! Husk også dine Facebook-tekster!

...
26.11 | 17:59
Brændt har modtaget 1
10.05 | 08:56
Ny bog har modtaget 1
31.08 | 23:23
Fotos - konf 09 har modtaget 1
Du kan lide denne side