LOST må siges at være en sådan totaleskapistisk lykketilstand. Et fly falder ned, langt uden for sin kurs, og en gruppe mennesker skal overleve på en lille ø i Stillehavet. I tilbageblik oplever vi passagerernes grunde til at være med på netop dette fly blandet med livet på øen, der ikke er ufarligt. Det er ikke de store skuespillerpræstationer, men det er fanme spændende skruet sammen.

Og så er jeg nu færdig med alle sæsoner af Criminal Intent. Eames og Gorren og hvad de alle sammen hedder. Mine gode venner gennem de sidste mange måneder. Snøft. En god krimiserie, som TV 2 vist nok stadig sender – selvfølgelig kl. lort om natten. Jeg nød især sæson otte, hvor Jeff Goldblum er inde som detektiv og enfant terrible. Manden må være tæt på tres, men fuck, hvor er han smuk! Og så spiller han i øvrigt fremragende. Den anden mandlige detektiv: Gorren, spillet af Vincent D'Onofrio er også fantastisk.  Desværre samarbejder han med Eames, Kathryn Erbe, som ikke er nogen specielt god skuespiller. Det kræver sit at være så usympatisk! Indrømmet, og Eames/Erbe giver rollen fuld gas. Resultatet er bare, at man ikke kan lide hende. For er det en rolle, hun spiller, eller er hun bare sådan?

BEDST AF ALT: Mad Men, en i lange baner prisbelønnet amerikansk serie om et reklamebureau på Madison Avenue i 60'ernes USA. Den er fantastisk. Giver et overbevisende tidsbillede (jeg er faktisk selv fra 60-erne!! lidt husker jeg da. Min mors tørklæde f. eks. (danske kvinder gik med tørklæder dengang, og kitler!)), og et indblik i forstadshusmorens neurotiske helvede, mændenes evige nedladenhed over for kvinder. Morsomme scener fra psykiaterens konsultation. Den nye sekretær, der er rystet over, at alle (mændene) har lumske bagtanker, når de inviterer hende på drinks eller frokost – men som en af kollegerne siger: you're not much! Enjoy it while it lasts! Draper, bureauets kreative overhoved, har et hemmeligt og ret tidskrævende liv som forfører, alt i mens han prøver at holde den kreative skrue i vandet. Der er sex og sprut i svære mængder. Og så ryger alle KONSTANT! Dialogen er uovertruffen, vittig, skarp.

BORGEN: Jamen, jeg elsker Borgen! Og det er vi nogle stykker der gør, selv om anmelderne ikke er overbeviste om dens kvaliteter. Det var nok for meget, at Kasper Juul var blevet misbrugt af sin far. Det er så fortærsket. Ja, undskyld, men det ER altså fortærsket. Før havde alle anoreksi, eller var utro, lige nu er det hotteste pædofili, men det har det være noget tid. Host dog op med et nyt fedt tabu! Men Pilou Asbæk er en fremragende skuespiller, alt bliver guld i hans hænder. Birgitte Nyborg alias Helle Thorning alias Sidse Babett Knudsen er smuk. Sidse Babett har aldrig været nogen replikstærk dame, men så kan hun så meget andet. Hendes varme og charme brager igennem skærmen. Hvis hun rent faktisk stillede op som politiker, ville jeg ikke tøve med at give hende min stemme!

En stor, positiv overraskelse er Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) – der har forvandlet sig fra totalt blank bimbo i de første afsnit til Niels Ufersk idealist! Hun er bare fantastisk. Og meget, meget overbevisende.

Det er skideirriterende, at statsministerens mand er så sur og slet ikke er behørigt stolt af sin kone. Der findes mange politikermænd, der rent faktisk bakker deres koner op. Vi kvinder ved godt, at det er et stort offer for mænd at træde i baggrunden. Men hurra, der er mænd der gør det, også uden at knalde deres headhuntere eller fornærmet fise af, når ens lækre statsministerkone pludselig er nødt til at tage sig af staten i stedet for sin mand.

Cohen-brødrenes seneste film "En alvorlig mand" kunne såmænd lige så godt have heddet "En kedelig mand". Lidt i kaliber med "Rundt om Schmidt". Den vil så meget, men den formår så lidt. De her mænd er bare ikke sjove eller dramatiske nok til, at man kan føle noget som helst andet end kedsomhed. De store grin, som Politiken lovede mig, sammen med tåren i øjenkrogen (øh, det lød ikke som en politikenformulering) lod vente på sig, udeblev, var beherskede, og jeg tænker med længsel på Cohen-brødrenes bedste film ever: "The Big Lebowski". Den er sjov!

Min veninde og jeg har lige været af sted i fem dage på Hald Hovedgård, hvor der ikke var noget TV
Vi købte og så tre film. Untraceable med Diane Lane om en mand, der kidnapper dyr og mennesker og alt efter hvor mange mennesker der logger sig ind på hans hjemmeside, går det hurtigt eller endnu hurtigere for dem at dø. Den er elementært spændende og har et godt, højt tempo. Ikke overraskende ender hovedpersonen, Jennifer March, FBI-agent, spillet af Diane Lane, selv med at blive kidnappet af psykopaten. Undslipper hun? Selvfølgelig gør hun det! March er en stærk og handlekraftig figur, som ikke lader sig skræmme af at blive hejst op i fødderne over en kørende motorsav!
Vi så også Killshot - endnu en film med Diane Lane som en ejendomsmægler der overværer to "lystmorderes" hærgen på det ejendomsmæglerkontor, hvor hun arbejder. Den ene lejemorder spilles af Mickey Rourke. Filmen er spændende, og lidt weird, men faktisk ret god. Vi var dog mest optagede af, hvor hærget Rourke er kommet til at se ud, siden han spillede med i 9 1/2 uge, og, det helt store spørgsmål: Har han, eller har han ikke, fået silikone i læberne?
Endelig så vi Præsidentkandidaten med John Travolta og Emma Thompson i de altoverskyggende hovedroller. Det er en "parodi" på Bill og Hillary Clinton og deres valgkampagne op til præsidentvalget. John Travolta er indbegrebet af Clinton, fra hans hoved-på-sned, til hans hjertelige handshakes. Selv om de er gjort kyniske af politik, er de aldrig blevet ligeglade. De VIL noget med det de siger og gør, og det er det, vælgerne kan mærke. Det er en fantastisk film, som jeg efterhånden har set tre - fire gange. Og så er den meget, meget morsom.

Stjernespækket politisk thriller. Matt Damon, Jeffrey Wright og en (pga rollen) stærkt overvægtig og fuldskægget George Clooney har hovedrollerne i denne spændende og komplicerede film om "det sorte guld' = olie. Men ører og øjne skal på stilke, hvis man skal fange plottet. Nu har jeg set den to gange, og jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har fattet den heeelt! Alligevel har den "noget", noget et eller andet som gør, at man bare bliver suget ind i billeder og handling, intriger og manipulationer. Jeg tror, jeg ser den en gang til og forstår den, hm.

Me and You and Everyone We know er en charmerende og temmelig anderledes film om halvvejs kuldsejlede mennesker, der alligevel kommer på ret køl. Skosælgeren Richard (John Hawkes) er netop blevet sparket ud af sin kone. For ligesom at markere afslutningen på ægteskabet, og nok også fordi han er ude af sig selv, hælder Richard tændvæske over hånden og brænder den af. Senere indrømmer han, at han glemte, at sprut brænder ud, mens tændvæske bare brænder. Med sin indbundne hånd og sit sårede hjerte og store dådyrblik sælger Richard sko i et stormagasin. Her møder han kunstneren og chaufføren af ”Elder Cab”, Christine (Miranda July, som også har skrevet manuskript og instrueret), da hun, sammen med en af sine kunder, er inde for at købe sko. Richard kaster et blik på Christines skrabede hæle og sælger hende de blødeste, lyserøde sko: ”Ingen behøver at have så ondt!” som han siger.

Om det nu er den omsorg han viser Christines fødder og ankler, i hvert fald beslutter hun sig for, at han er ridderen på den hvide hest. Richard, der selv over for sin kollega, har efterlyst eventyret, endda udtalt, at han er PARAT til noget eventyrligt, bliver rædselsslagen, da Christine på sin egen, underspillede facon, begynder at gøre kur til ham.

I kulissen finder vi de to liderlige teenagepigere, Heather og Rebecca, som Richards kollega kurtiserer ved hjælp af de mest skrupliderlige opslag på sit soveværelsesvindue.

Endvidere Richards to drenge, Peter og Robby, der har en helt fantastisk chat med en kunstinspektør på nettet, og nabopigen der allerede i en alder af 11 år er begyndt at samle på udstyr.

Noget af det sjoveste og mest vidunderlige, jeg længe har set.

Unbreakable af Shaymalan med Bruce Willis i den ene af hovedrollerne er en underlig film. Alle Shaymalans film er underlige, men denne bevæger sig underligt mellem film og tegneserie. Jeg synes egentlig mest den var en skuffelse - i hvert fald efter Den sjette sans, Signs og The Village. Mærkeligt ufærdig. Ligesom i de andre af  Shaymalans film, er der også i Unbreakable en ret overraskende slutning - men filmen slæbte sig af sted, så jeg ved ikke, om jeg synes, den er umagen værd at se, trods slutningen.

The Buried Secret of Mr. Night Shyamalan - amerikansk dokumentar

Instruktøren Nathaniel Kahn bliver bestilt til at lave et portræt af gysermesteren M. Night Shyamalan ("Signs", "The Village"), men opgiver ret hurtigt konceptet med det respektfule og rosende portræt for i stedet - bogstaveligt - at dykke ned i Shyamalans mørke fortid, der bl. a. rummer en nær-død-oplevelse, en lille druknet dreng ved navn Henry, og nogle meget virulente ravne.

Da Kahn konfronterer Shyamalan med sine antagelser, skrider instruktøren ud af lokalet. Hvis man tror på spøgelser, bekræfter dokumentaren ens tro. Som det åbenbart også forholder sig med mirakler. Mirakler får de troende til at tro endnu mere, og de vantro til at tvivle yderligere. 

The buried secret er en af de mest spændende dokumentarer, jeg længe har set. Den blev vist på 6'eren forleden, og bliver sikkert vist igen. Se den. Den er vildt spændende!

Medvirkende: Medv.: M. Night Shyamalan: Sig selv. Johnny Depp: Sig selv. Adrien Brody: Sig selv. Ilana Levine: PR medarbejder. Instr.: Nathaniel Kahn.

 

Seven Pounds med Will Smith er en meget smuk film. Jeg græd meget af tiden. Siden jeg så Will Smith i I'm Legend, er jeg blevet overbevist om, at han er fremragende skuespiller.
Befriende, at sorte ikke alene kan blive præsidenter, men også få lov at spille store og nuancerede roller.
Den skal ikke genfortælles, men ses.
Slutningen er meget amerikansk. Den kvalmer totalt til slut. Men sådan er amerikanske film. Det kan vi jo ikke stille noget op med, og indtil de sidste ti minutter er filmen dejlig og ind-under-huden-agtig. Hvis man har brug for at tude, så kan man trygt gøre det til Seven Pounds.

Altså - jeg slugte romanerne, men filmen er bedre. Den syntetiserer Stieg Larssons noget gumpetunge sprog og helvedes lange handling i et forrygende fyrværkeri af potent-kvinde-sparker-benene-væk-under-samfundets-støtter/kriminelle - som forbløffende ofte er de samme! Befriende med en ung heltinde, der hverken holder Pamela Anderssons fuldfede mål, eller taler gennem Angelina Jolies silikonepumpede læber. "Lisbeth Salander" er sig selv, punkgrum og sort. Hun må mindst være vore dages svar på Pipi Langstrømpe!