Klummer fra Fyns Amts Avis
Det mener jeg - nå!
Peter Faber var så venlig at spørge mig, om jeg ville være med til at skrive lørdagsklummer i Fyns Amts Avis. Det ville jeg naturligvis gerne!
Et nyt år truer

Nytår i overmorgen. Sat til i røg og fed mad, strejfer det mig, at tiden er til spægelse og gode forsætter. Men hvorfor egentlig fortsætte med de fromme ønsker?

Listen over sidste års forsætter frembyder et jammerligt resultat. Der er fortsat røg i køkkenet. Jeg fortsatte alt for ofte ud til køleskabet, selv om jeg svor, at jeg ville tabe mig mindst ti kilo.

 

Tanker om pønitense, motion og nul smøger gør mig trodsig. Hvorfor skal jeg fortsat pålægge mig selv dårlig samvittighed over alle de ting, jeg burde gøre eller ophøre med at gøre, men alligevel aldrig tager mig sammen til?

 

Jeg husker med fryd, da min ældste bror proklamerede, at nu var han blevet halvtreds, så nu havde han lov at sige fra over for salat. Jeg forstår ham godt. Måske ikke det med salaten, for jeg kan godt lide salat. Men det med ikke rigtig at kunne sige fra, fordi en eller anden herskende norm siger, at man f. eks. skal spise noget bestemt. Nu sushi. Folk er en besvimelse nær af fryd, når de fortæller om seneste orgie i sushi, og jeg fatter ikke, hvad de taler om. Så skal jeg fortsat hykle: ”Uhm, sushi, lækkert”? Eller skal jeg tage bladet, eller snarere wasabien, fra munden og sige: ”Jeg kan ikke fordrage rå fisk”..?

 

Det der med røgen. Jeg ved, det er usundt. Jeg ved også, at jeg tilhører en eller anden totalt uacceptabel, bogstavforladt, socialt udstødt addr-gruppe, når jeg fortsat ryger. Og hvad så? Jeg dør måske af lungekræft, og ok, det er ulækkert, men måske dør jeg så ikke af Alzheimers eller et hjertestop på grund af overdreven motion? For resten har jeg nydt mange af de smøger, jeg røg.

 

Og ozonlaget. Folk får gerne et fanatisk blik i øjnene, når man nævner ozonlaget. Hvis man bare pipper om, at det måske kunne være, at Bjørn Lomborg rent faktisk har ret i noget det, han siger, er det lige før, der udvikler sig den rene lynchstemning. (Men jeg tror, at Lomborg har ret i mange af de ting, han siger) (Men tør jeg sige det? Måske hænger man mig op i nærmeste lygtepæl med et skilt om halsen: Ozonlagsforrædder!)

 

Knus og kram. Jeg elsker at give mine børn kram og kærlighedserklæringer, hvorimod jeg HADER at give næsten vildtfremmede mennesker knus. Ind i mellem får jeg et skævt blik, når jeg ikke breder armene ud og tager folk til mit hjerte, efter jeg har kendt dem i fem sekunder.

 

Motion??? Yak!

 

Nej, hvorfor skal jeg fortsat narre mig selv til at tro, at jeg bliver et anderledes og bedre menneske i år 2008, når al erfaring viser mig, at det ikke tilnærmelsesvis lykkedes i 2007?

 

Jeg vil formentlig fortsætte med at spille ørkesløse computerspil i timevis hver dag. Jeg vil fortsat have svært ved at komme op klokken syv om morgenen, fordi jeg fortsat vil elske timerne fra elleve om aftenen og til langt ud på natten (hvor der er ro i hytten til eksempelvis at spille førnævnte ørkesløse spil). Derfor vil jeg nok også fortsat sove til middag hver dag, men i 2008 bliver det uden dårlig samvittighed.

Jeg vil samvittighedsløst gå i selvsving mange gange om dagen og som altid glemme at rense akvariet.

Jeg vil synge med stor fryd og fornøjelse, selv når der er andre til stede, og mine børn tysser på mig og fortæller mig, at jeg er skide pinlig.

I 2008 vil jeg ikke røre sushi, men spise lige, hvad jeg har lyst til. Det gjorde jeg også i 2007. Da havde jeg dårlig samvittighed, men ikke i 2008.

I 2008 vil jeg ikke skrive den store danske roman. Herregud, jeg ville ikke engang gide at læse den store, danske roman., så hvorfor forsøge at skrive den?

Der bliver ingen knus til næsten-fremmede i 2008, men stadig masser til mine børn. De skal fortsat elskes til de segner.

Jeg vil ikke fortsat lægge skjul på, at jeg er småskør. I 2008 vil jeg forfine min småskørhed.  

I 2008 tør jeg sige, med forsæt, at der er problemer i verden, der er mindst lige så vigtige at forholde sig til som ozonlaget.  

Jeg tør juble når de forhåbentlig fortsætter med en ny omgang ”Vild med dans”.

I 2008 har jeg nemlig – fortsat - lov til at være mig.

Tænk, nu virker det nye år knap så truende!

Tro på det

I morgen er det første søndag i advent. En dejlig tid. Der er lys overalt. Ikke i naturen, men ellers. Lys på grantræer i haver. Lys i vinduer og på borde. Lys i folks øjne. Julen. En gavmild tid.

Det mærker vi også i kirken, hvor jeg arbejder!

Alle de bekvemmelighedskristne og de skabstroende begynder så små småt at linde på dørene og lister hen i kirken for at høre det glade budskab om Jesu fødsel. Juleaften har vi et besøgstal, så vi må finde ekstra stole og salmebøger.

 

Ellers er tro jo en meget privat sag.

Der er ingen grænser for, hvad vi ellers går og tror på – sådan i det daglige. Krystaller og healing og det kollektive ubevidste. Freud og fanden og hans pumpestok. Auraer, tidligere liv, kommende liv, sunde liv. Spøgelser og bankeånder. Mammon og friværdi. Selv har jeg haft mange glade stunder i selskab med Tarotkort og penduler. Men Gud??! Arrrj, altså helt ærligt!

Gud er død, sagde Nietzsche for over 100 år siden. Det er vi mange, der har troet, godt hjulpet på vej af Darwins evolutionsteori.

Troen er røget fra kirken og hjem i skabet. Tro er ikke noget, man taler om. Og da slet ikke noget, man bekender sig til.

 

Niels Hausgaard forkyndte forrige fredag på DR 1, at han stædigt har forsøgt aflive Gud, men det var for svært. Jeg har også gjort mig de hæderligste anstrengelser for at lade være med at tro, men det er svært. Livet bliver så rædselsvækkende stort og meningsløst, når Gud ikke findes. Til gengæld vil jeg godt have lov at vælge, hvilken Gud, jeg vil tro på.

For det første har jeg det svært med, at Gud er en mand. Hallo! Jeg mener, der findes da mange søde mænd og sådan, men man kan da ikke betro et helt univers til en mand?

Men er Gud så en kvinde?

Det samme gør sig gældende her. Kvinder er ok og kan multitaske og alt det der, men igen… Kan de styre solsystemet, omkringliggende mælkeveje, universet og alt det udenom?

Jamen er Gud så musik? I mange år syntes jeg, at Gud måtte findes i musikken. Det var indtil det gik op for mig, at musik i virkeligheden er matematik, som jeg hader inderligt. Altså ikke musik. Ikke kun. Er Gud så farver? Men hvad så med de blinde..? Altså heller ikke farver.

Duftene så? Nej, Gud kan da ikke være en prut, eller?

Men hvis Gud ikke er farver, musik, lugte, mand eller kvinde, hvad er Gud så?

 

Måske er Gud slet ikke noget vi kan se, høre, røre ved og lugte, men alt det ind i mellem?

 

Måske er Gud den stille intensitet, der kan forekomme i en Gudstjeneste, når alle holder vejret? Efter bedeslagene, lige inden orglet går i gang, kan der være en stilhed så stor og dyb, at Gud måske er i den? Eller når præsten går fra knæfaldet og op til alteret for at bede Fader Vor? Måske er det der Gud findes?

Det er ikke til at vide. Det er heller ikke fordi, man partout skal i kirke for at finde Gud. Jeg tror, han/hun/den/det/13/gul/prut/As er hvor som helst.

 

Men kirken er måske et af de eneste steder, hvor forandringerne sker så langsomt, at vi stadig kan genkende ritualer og sange, som vi oplevede, da vi blev båret ind i kirken første gang. Et fundament at stå på, når alle andre siger, at vi ikke dur. At vi er for tykke. For fattige. For fjollede. For latterlige. Der er aldrig nogen i kirken, der siger, at jeg er en fiasko, hvis jeg ikke tjener en milliard. Ingen prædiker, at jeg bør køre Audi. Ingen siger, at meningen med livet er at få et udekøkken.

Tvært imod er det vigtige i kirken også alt det mellem ordene. Stilheden. Musikken. Skramlen af fødder mod plankegulv. Fællesskab. Smil. Tårer. Eftertænksomhed.

 

Alt det mellem himmel og jord, som er så svært at få hold på, når vi ikke tør tro, at der kan være noget større i livet end næste løncheck og hvem får først en ny carport.

 

Kirken er der altid. Den har stået der i et par tusind år, og den står der nok stadig om to tusind år. Der er god musik og tændte lys. Store ord. Vin og brød.

Kirken er der også, når det ikke er jul og lysfest, flæskesteg og gaver. Når livet er svært og gråt. Så er der stadig tro, musik, lys og ord om, at kærligheden overkommer alt. Tro på det!

 

Den dyre velfærd

For nylig hentede jeg to kattekillinger. Damen, jeg hentede dem hos, var en meget omsorgsfuld kattemor. Hun forklarede, at killingerne helst skulle fortsætte med det samme foder, som hun havde givet dem, og det kunne kun købes i en dyreforretning.

Jeg drog pligtskyldigst hen i dyreforretningen, og spurgte på en sæk kattemad. Det svimlede for mig, da svaret lød: 488 kr. Der var ganske vist fem kilo i posen, men alligevel. Jeg kunne jo brødføde mig og selv og en halv flygtningelejr for det beløb i … nå ja, mange dage.

Da jeg havde sundet mig, spurgte jeg, om ikke de måske havde en liiidt mindre pose. Joh, det havde de. Jeg gik derfra med en pose kattemad på ca. 1 kg formedelst 149 kr.

Hjemme igen, læste jeg deklarationen på posen. De lam, kyllinger, kalkuner og kalve, der lagde kød til foderet, havde alle gået ude i fri natur og kun spist stråuforkortet foder og drukket økologisk vand.

- De katte spiser sgu bedre end vi gør! udbrød jeg og overvejede et kort sekund, om vi skulle forsøge os med lidt kattemad til aften. Men der stod med store typer på posen, at foderet ikke måtte bruges til mennesker.

Nå, der røg den aftensmad…

 

Vi danskere er vilde med dyr. Altså kæledyr.

Vi nusser og pusser og render til dyrlæge med de små kræ og ved ikke alt det gode, vi skal gøre for dem.

Hvis vi ikke kan finde ud af at opdrage dem, fordi vi har overført skøre følelser på dem, og tror, de i virkeligheden er vores børn, så kan vi få dem adfærdsreguleret hos dyreterapeuter.

Der findes hunde, der er bedre klædt end jeg! Ikke, at det siger så meget – men alligevel.

 

Imens kæledyrene har det superluksuriøst, spiser vi andre svinebillige koteletter og ekspresopfodrede kyllinger til ”fem for en hund”.

Inderst inde ved vi nok godt, at de der svin ikke har haft krølle på halen af fryd, og kyllingerne ikke har hakket rundt i græs, men hvad søren, det er jo billigt og vi er dygtige til at fortrænge.

 

Men mens vi lufter hundene, og kæler for kattene, kaster kærligheden på rotterne og marsvinene, og lærer undulaterne at sige: Piphans! så lever tusindvis af husdyr stadig under forhold som mest af alt minder om det, man udsatte jøderne for i KZ-lejrene.

Stuvet sammen på alt for lidt plads, uden kontakt med naturen og dagslyset. En kvart million malkekøer står lænket uden nogensinde at komme udenfor en (stald)dør. Måske skulle vi begynde at gå tur med en ko, i stedet for med hunden?

 

Til gengæld får de da masser af lys og luft i flygtningelejrene. Det er rart at tænke på, at børn vokser op under frie forhold i lejrene i Angola og Sudan.

Måske kan de ikke altid spise sig helt mætte. Måske er der ikke ligefrem de lyseste fremtidsudsigter. Måske er vandet forurenet og malariaen spreder sig med lynets hast, men heldigvis er det frit, ik’?

 

Tilbage til kæledyrene. Jeg er vokset op med, at dyr er noget, man har, fordi de skal bruges til noget. Ingen usund sentimentalitet der. Katte tog mus, og hunden åd rester og passede på, at der ikke var fremmede, der trængte sig ind på ens enemærker.

Alligevel er jeg også blevet smittet med (hunde)galskab, og tror, at både killinger og hund er ”mine børn”. De sover i sengene, spiser med ved bordet, og bliver talt til, som om de er medlemmer af Mensa: - Hvad så Bella, gamle tøs, tror du, Anders vinder valget?

Bella ser op på mig med smeltende brune øjne og lægger hovedet lidt på skrå. Det kan betyde både ja og nej.

Mine dyr er kloge, og de fortjener det bedste. De får det som regel også. Imens står køerne bundet, og børnene i Darfur provinsen løber barfodede omkring med opsvulmede maver, og hoveder, der ekkoer af ingenting. Hvordan kan man tænke, når maven er tom?

 

Jeg ville ønske, vi kunne slippe alle køer løs og flere og flere bliver det da heldigvis også. Og jeg ville ønske, at jeg havde plads til ikke bare hunden Bella, og killingerne Xantippe og Artemis i mit hjerte og mit hus, men også hende den lille Angelina fra reklamerne. Hende, der skal have skrevet historien om. Mon ikke hun ville elske at leve som hund i mit hjem?

Lige som det skal være

Forleden var jeg til fest hos en veninde. Selskabets deltagere udmærkede sig ved at have store eller halvstore børn. Da det blev ud på de små timer og de store tanker, kom emnet børn op at vende. Min ene veninde var bekymret over, at hendes store datter havde lyst til at tage et smut til Bulgarien næste sommer. En anden veninde var enig i, at veninde 1 burde vetoe projektet. Djævlens advokat, læs: undertegnede, protesterede: - Come on! Hvad har vi ikke selv lavet, da vi var unge?!

De måtte indrømme, at ikke alt havde tålt dagens lys og forældrenes øjne.

 

Vi talte også om, hvor stor frihed, vi egentlig havde, da vi var unge. Forældre interesserede sig ikke for børn, som forældre gør det i dag. Børn - det var bare sådan nogen, der var der. Vi skulle ikke stimuleres eller partout kravle, før vi kunne gå. Vi blev ikke konstant overvåget, hverken i institutioner – som stort set ikke fandtes – eller derhjemme. Vi skar os på dolke og røg i smug midt i en høstak. Vi kørte på borede knallerter og byggede huler i skoven og legede politisk ukorrekte lege, hvor cowboyderne fangede og bandt indianerne.

Vi blev ikke slæbt med ind for at se Harry Potter – gammeldags britisk kostskoleromantik tilsat lidt fantasy – eller på McDonalds, i Legoland, eller på store, spektakulære udlandsrejser.

Jeg gik i skole med en, der aldrig havde været uden for ÆRØ!

Det var måske nok et lille liv, men det var også frit.

 

I dag er der kommet langt mere fokus på børn end dengang i 60’erne og 70’erne. Det er skam ikke kun dårligt. Faktisk er jeg vild med at møde nutidens sjove, frimodige og temmelig selvoptagne børn, der tør tale med voksne uden at stamme eller slå blikket ned. Det gjorde vi jo, os der var børn dengang. Og så – bag de voksnes rygge – gjorde vi alt det, de lige havde sagt, vi ikke måtte!

Men selv om vi måske opførte os en anelse gedulgt, så havde vi samtidig en masse frihed.

Ingen spurgte os om vores mening. Ingen spurgte os i grunden om i noget. Måske var det også for lidt?

 

Nutidens børn begynder deres lange rejse mod en narcissistisk forstyrrelse allerede i vuggen. Hvert lille klynk bliver honoreret. Der skal bøvses, suttes, soves - efter behov. Senere i børnehaven skal barnet (over)stimuleres og helst også lære bogstaver og tal, inden de når i skole. Og apropos skolen, så har ungerne aldrig fri, når de ikke går i skole - nej, de skal igennem et stramt regimente med håndboldtræning, fodbold, korsang, russisk litteratur og bungyjump i deres såkaldte ”fri”-tid.

Hver bevægelse i deres liv er nøje tilrettelagt.

Og nøje overvåget. Ethvert barn i nutidens Danmark er udstyret med en mobil, så far og mor konstant kan forsikre sig om, at lille Karl Verner eller Maja Christina har det GODT og ikke er kommet på afveje.

 

Resultatet? Børnene får da i den grad lyst til at gøre oprør mod os. Så mon ikke, det kan være noget af forklaringen på, at halvstore børn har lyst til at møge sig til i sex og sprut en uge i Bulgarien? For hvordan skulle de ellers få lov, altså uden at have far og mor i røret eller i røven konstant?

 

Men ingen pol, uden en modpol. I den anden grøft har vi f. eks. min ældste søn, der er opdraget med let hånd og løse grænser. ”Vil du gerne være buschauffør, præsident i USA, brødløs digter og drømmer? Jamen, go for it!” Hvorpå han drøner ind i hæren for at mærke noget disciplin og nogle grænser!

 

Børn i dag er opdraget i en sær blanding af flydende grænser og total kontrol. Den megen frihed, får dem til at søge grænser. De mange snærende bånd, giver dem lyst til at sprænge dem.

 

 

Jeg er dog overbevist om, at nutidens unge mennesker nok skal klare sig. Lige som vi selv gjorde.

Det kan godt være, de ikke bliver små forlængelser af os selv. Måske bliver de brandmænd, filosoffer, ludere i Århus eller borgmestre på Fyn.

Vi kan ikke styre dem ind i et sobert liv, eller uden om Bulgarien eller militæret. Vi kan ikke tvinge dem til at blive Nobelpristagere eller lommetyve.

Det styrer de da gudskelov selv. Og er det ikke lige som det skal være?

Hverdagens helte!

Et nyt skoleår er omsider skudt i gang. Mine børn drager glade af sted i skole hver morgen – måske fordi det endnu har nyhedens interesse? Men glade er de, og glad er jeg, fordi de er glade.

Så hermed en dybfølt tak til alle lærere i dette land, fordi I er med til at gøre børn gladere, og ind i mellem også klogere.

Det har i nogle år været et meget udskældt fag – lærergerningen. Næsten på linje med at være journalist, pædagog eller politibetjent.

Det er ikke lang tid siden, at man ikke skulle nævne, at man tilhørte en af ovennævnte faggrupper til en fest, med mindre man syntes, det var sjovt at få læst og påskrevet.

- Er du journalist???!! (Prøv at sige det med lige dele foragt og overbærenhed, og du har et godt billede af, nøjagtig hvor træls et fag, folk synes det var) Og derpå tilføjelsen: - Nu må du ikke skrive en artikel om det jeg siger til Ekstra Bladet!

Som om jeg har en åben kanal til formiddagspressen. Det kan jeg godt røbe, at jeg ikke har.

Politibetjente var notorisk nogen, der lod store schæferbasser bide uskyldige forbipasserende i lårene, hvorpå de lavede benlås på folk og chikanerede dem verbalt.

Pædagoger sad den udslagne dag på deres mås og drak kaffe, mens børn drattede ned ad klatrestativer og legede med tændstikker – stjålet fra pædagogerne.

Og lærere? Lærere var nogle venstreorienterede skiderikker, der vrængede ad Gud, Dronning og Fædreland, mens de lallede sig igennem deres alt for korte arbejdsdage og længtes efter, at de igen kunne drage på en urimeligt lang sommerferie.

 

Glem det. Lærerne er Danmarks guld! Ikke fordi de, ifølge Thor Pedersen, tjener masser af penge. Hvis en grundløn på omkring 25.000 kr. månedligt for en arbejdsuge på mellem 50-70 timer er god, vil jeg nødig tjene en dårlig løn. Nej, de er guld værd, fordi de netop ikke har nogen voldsom indtægt, men alligevel lægger hjerte, hjerne og sjæl i deres arbejde.

Hver dag står de foran et kræsent publikum af støjende, hormonfræsende, dybt kritiske og i nogen grad åndsfraværende elever, der tænker på: sommerferie-piger-sex-drenge-madpakker-lommepenge-sex-efterårsferie-skilsmisse-sex-død-frikvarter-sex og jonglerer med ord og begreber for at holde vore unger i ånde og i ørerne. Og de gør det endda med humor og stor indfølingsevne.

Eftermiddagene er tæt besat med møder og planlægning af tværfaglig undervisning, forældremøder og lejrskolen på Bornholm.

Om aftenen slår disse velbetalte dosmere op i gennemsnitligt 28 stilehæfter og bøjer sig over vore børns udødelige prosa: Vad jeg lavedde i sommerferien.

Som om det ikke var nok, står lærerne også til rådighed for forældrene, der har lov til at ringe til dem på et stort set vilkårligt tidspunkt af døgnet og bede om råd og trøst, eller omvendt give dem en balle.

 

Glem alt om at loppe den af og tage en slapper. Enhver der har stået foran en forsamling af hormon-emmende rovdyr, læs: pubertære skoleelever, ved, at det ikke er klaret med hverken et greb i lommen eller i luften. Nej, lærernes gerning er et resultat af viden, planlægning og lyst til arbejdet.

 

Dagligt konfronteres jeg med mine børns lyst til viden og sammenhæng, når de beder om hjælp til staveord, tyske stile eller irrrk matematik.

Og jeg kommer håbløst til kort. Matematikken blev grundigt ødelagt for mig af en lærer, der skammede mig ud foran hele klassen med ordene: - Gud fri mig vel! Ved du ikke en gang det??!

Vis mig den lærer, der i dag ville mene, det var god tone og okay at skamme en elev ud. De findes ikke.

 

Mine børn går glade i skole, og kommer glade hjem. De emmer af livets store spørgsmål, som ikke ti vilde vismænd kan svare på. – Mor, hvis Gud lavede verden og universet, hvem lavede så Gud?

De er vidende om alt fra integrationspolitik til vandforbrug. – Mor, hvor mange kubikmeter vand brugte vi sidste år? Og: - Mor, er du klar over, at jeg ville blive sendt hjem, hvis jeg søgte om dansk statsborgerskab?!

 

Nej, det vidste jeg ikke. Men jeg ved, at mine børn får en god ballast at gå ud i livet med, takket være lærerne.

 

 

 

 

 

 

Mobile visioner

Jeg er fan af den nye vej, der erstatter den gamle vej langs havnen i Svendborg. Ikke så meget fordi den nye vej betyder, at det nu er lettere at komme fra punkt A til punkt B, men fordi den har en høj underholdningsværdi. Næsten på højde med Terningen.

Prøv bare at sige: - Nå, men hvad synes du så om den nye vej inde i Svendborg? og du vil få selv den mest introverte til at ævle løs.

 

Normalt tager en tur fra Vejstrup til Svendborg ca. ti minutter, men er jeg så heldig at løbe ind i myldretidstrafikken, så kan jeg hænge i en kø på vejen i ekstra ti minutter. Man plejer at  bygge nye veje for at skabe mere flow i trafikken, men byplanlæggere og ingeniører har valgt noget andet og dristigt – de ønsker ikke at afvikle trafikken, men at indvikle den og dermed give os trafikanter mere tid. Tid til refleksion. Tid til at pille næse.

Således fik jeg lidt af en vision om trafik, da jeg forleden sad i en kø bag omkring en milliard mennesker, der gerne ville i Føtex og som der ikke var plads til i venstresvingsbanen, så de derfor fyldte banen ligeud også.

I stedet for at fylde byerne op med blikdåser, burde man anlægge kæmpe – underjordiske – parkeringshuse udenfor byerne og have små eldrevne busser, der kører i pendulfart mellem parkeringshuse og byer.

Det ville give luft og plads i byerne. Folk ville ikke få nervesammenbrud, fordi de ikke kunne finde en parkeringsplads, eller en fri vejbane.

- Det lyder som en dyr løsning, sagde min åh så fornuftige ældste søn.

Hm, ok, for dyrt altså.

 

Det er langt fra alle, der tager det pænt, når de lander midt i en trafikal hårdknude, mens de er indhegnet af biler på alle sider.

Forleden sad jeg i krydset ved Terningen, mens vi ventede på grønt nede ved næste kryds, hvor der er i forvejen var fyldt op på langs og tværs, fordi endnu en milliard mennesker gerne ville i Føtex og købe ind, og derfor fyldte alle vejbaner. En bilist fra det modkørende hold skulle svinge til venstre, men det var naturligvis svært, eftersom jeg havde den plads midt i krydset, som han skulle bruge til at manøvrere på.

Han rullede vinduet ned og kaldte mig: - Satans møgkælling!

Jeg blev lidt overrasket. Mig bekendt havde vi aldrig mødt hinanden før, så hvor i himlens navn vidste han fra, at jeg er en møgkælling? Nå, jeg trillede min bil de 4,32 centimeter op til næste bils bagsmæk, og det levnede åbenbart luft nok til, at den meget irriterede herre kunne få sin firehjulstrækker kastet forbi.

Det var ved den lejlighed, at jeg fik en vision om at stille alle firehjulstrækkende mænd med stor kæft op ad en væg og bombardere dem med tulipaner.

 

Helt ærligt, nu har byplanlæggerne besluttet, at vi skal have lidt mere tid til os selv midt i en travl hverdag, hvorfor flipper folk så sådan ud?

Der er så meget andet, man kan bruge fem-ti uventede minutter på, end at få forhøjet blodtryk og et raserianfald.

Min seneste, men forhåbentlig ikke sidste vision, mens jeg sad og ventede i en kø, var: moblspråt – mobilsproget.

Nu er det selvfølgelig strengt forbudt at famle rundt med en mobil midt i trafikken, men ro på, mens man sidder i kø er der rigelig tid til at læse, forfatte og afsende mobilbeskeder, og endda kaste mobilen ud af vinduet, hvis en patruljevogn skulle have held til at komme i nærheden.

Og hvorfor klatte rundt med syntaks og rigtig stavemåde, når man kan skrive lydskrift i stedet? Det er ikke tidsbesparende, men sjovt:

”Haj Jædø, jar sidr fast forangræt i 2talt kaos i n kø v Tær9ngøn. Jar blir lit fårsingt mæn jar på vaj. Bar sæt vannøt our, jar får hårt bru får måka, når jar 1gang dukr ob! Sga ja ta kaø mæ?”

 

Nu ved jeg godt, hvad cyklende medtrafikanter vil sige: Hvad er problemet? Stil bilen og snup cyklen!

Nej, hvorfor hænge i en kø nede i Svendborg, når man kan suse frit omkring på den to-hjulede, og nå sit mål på normeret tid, mens man samtidig trimmer fedtet og får ilt i stedet for benzin i blodet?

 

Jeg vil slet ikke afvise, at det kan blive næste store vision, mens jeg sidder i kø: At se mig selv på cykel!

 

 

 

 

 

 

 

 

Gør det selv-selv

Handy eller ej, der er ting, der bare prøves her i livet. Jeg er de ti tommelfingres kvinde. Til stor moro for min omgangskreds kan jeg ikke slå en pind i en lort uden at ødelægge begge dele. Alligevel skrider jeg med usvækket begejstring til værket, hver gang. Ringe til en håndværker? Never!

 

Måske er det noget nedarvet? Min bedstefar var fuld af selvtillid, når det gjaldt at sætte huse i stand, bygge til eller reparere motorer. Men selvtilliden stod aldrig mål med resultatet, som i heldigste fald var hæsligt, i værste fald ubrugeligt.

Han byggede en afsindigt grim udestue til min bedstemor, som havde været værdig til at komme med i TV3-programmet ”Danmarks værste håndværker” – altså udestuen, ikke min bedstemor. En gang havde han fået den idé at forkorte et spillebord, så min mor kunne bruge det som sofabord. Han savede benene af det. Til hans ros skal siges, at da min mor fik et hysterisk anfald, limede han benene på igen. Og man kunne - næsten - ikke se det.

Bedstefar var altid bevæbnet med en tang. Hvad enten det gjaldt at hive fiskekroge ud af uheldige lystfiskerkinder, eller rustne søm ud af barnefødder, var bedstefar beredt. I den ene hånd en tang, i den anden en tube kontaktlim. Så kunne det aldrig gå helt galt, hm.

 

Der er ikke kun tale om arvelig belastning. Krage søger mage. Min x-mand havde en forrygende selvtillid, når det gjaldt diverse småreparationer. En gang i et byggemarked fandt han en tube træmasse og fyldte i nogle huller i de afhøvlede plankegulv i vores hus. Det så utroligt ud! Træmassen boblede op af det hul, det egentlig skulle udfylde og jævne. En anden gang hængte han parabolen op i et ekspresvoksende birketræ.

 

Selv har jeg forsøgt mig i snart sagt alle afarter af håndværkets ædle kunst.

Jeg har banket rust på min bil og lappet hullet med gaffertape og kit. – Jamen, der stod jo i synsrapporten, at jeg skulle sørge for at få lappet det hul, protesterede jeg, da veninderne var ved at tisse i bukserne af grin over min plettede bil. – Man banker da ikke rust med et stemmejern, hulkede den ene. Stemmejern? Jeg så på den flade, aflange tingest, jeg stod med i hånden. Ok, var det et stemmejern? Så blev jeg så klog. Den anden spurgte, om jeg ville have noget imod at lade være med at banke rust på hendes bil. Vorherre bevares, hvis det skal være på den måde.

 

Sidste år murede jeg lidt på mit hus. Da jeg stod i byggemarkedet, kunne jeg pludselig ikke huske, om det var cement eller mørtel, jeg skulle bruge, eller glasvæv? Jeg endte med noget sandspartel. Men det var ikke det, var der en behjertet sjæl, der oplyste mig om. Nå, af sted igen og få fat i noget mørtel. Det var godt nok svært at få ind i hullerne i murværket, men med teske og smørekniv gik det endda, og ret meget af det blev skam hængende. Bagefter var jeg pavestolt. Jeg synes egentlig, det så professionelt ud, især i betragtning af, at jeg havde udført arbejdet i nattens mulm og mørke. Man har vel stolthed – mine naboer på alle sider er handy gør-det-selv-mænd, ikke tale om, at jeg ville stå der midt om dagen og blive til grin. Men selv under disse ret vanskelige arbejdsbetingelser, så det faktisk godt ud.  

 – Jeg tror altså, jeg vil gå i lære som murer, sagde jeg til min veninde, da hun kom og besigtigede mit arbejde. – Det giver en utrolig tilfredsstillelse at lave noget med sine hænder! Hun pirkede lidt i noget af mørtelen, som faldt af. - Nå ja, så måske tømrer, mumlede jeg.

 

For nylig byggede jeg en hundegård ude i haven, da min hund fik hvalpe, sådan i utide. Hønsenet, nogle stænger fra et gammelt fodboldmål, sejlgarn og teltpløkker, så var den hundegård i vinkel. Når folk kom for at se på hvalpe, var de ved at gå bagover ved synet af hundegården. Og hæslig var den, men den fungerede da. I hvert fald indtil hvalpene fandt ud af at kravle over hønsenettet. Så udbedrede jeg bygningsværket med kampesten og pinde.

 

Næste projekt bliver linoleumsgulvet i køkkenet. Det kan vist ikke være særlig svært at smække sådan en smule linoleum på, vel?

Habit, habib, kasket

Jeg ved ikke, om Søren Krarup og Jesper Langballe har fået slipsene galt i halsen. Men de, og DF med dem, har uforgribelige meninger om andres dresscode.

 

Jeg gik altid med tørklæde, da jeg var ung. Jeg var træt af, at jeg var kommet for sent til tresserne. Hele ungdomsoprøret var foregået uden min aktive medvirken. Som en protest over at være født ca. et ti-år for sent, og i protest mod den pæne borgerlighed mine forældre udstrålede, iførte jeg mig partisantørklæde, to-farvede fløjlsbukser, stor fårepels og, når det gik vildt, kasket med rød Mao-stjerne på.

Jeg vakte ca. lige så meget opsigt i Aalborgs gader, som en enkelt tørklædeklædt svale i Folketinget. Det er muligt, at min mor så mig som en sjusket teenager, selv vidste jeg, at jeg var et omvandrende politisk manifest!

 

Til min store forundring, ser jeg nu, at masser af unge mennesker i dag er iført partisantørklæder. I protest mod noget som helst? Jeg tvivler. Tvært imod tror jeg, de har dem på, fordi de synes, de er smarte. Det er de også. Men det er lidt sjovt, at fortidens beduin- og partisantørklæder, også kaldet tjallekluden, pludselig er blevet hippe.

 

Er habitter smarte? Er slips? Tjah, jeg har da set slips med julemænd og indbygget musik, og så kan slips være et underholdende indslag. Ellers signalerer slips og habit som regel alvor, målrettethed, karrierestræb. Selv om det ikke står i bibelen, at mænd skal gå med slips, så står det i den bibel, man kunne kalde ”de uskrevne regler”.

Men denne latterlige klud, denne sovsefanger og snottørrer, som mange mænd har om halsen, må de altså godt have på – mens andre ikke må have tørklæde på.

 

Der er stor signalværdi i tøj. Også i mængden af tøj. Unge piger, der ikke en gang er teenagere endnu, går med nedringede bluser og bart maveskind. Drengenes bukser hænger under ballerne med frit udsyn til revnen imellem.

Det er der stor rummel om ind i mellem. Vi taler om tidens stigende pornoficering. Når man kigger tilbage og ser, hvordan de skejede ud i Romerriget, virker vores tid ret så snerpet. Trods frit udsyn til dit og dat. Det er ikke altid, at tøjet afspejler tidens moral. Måske må vi skeje lidt ud fra 14 – 18 år, men så er det også slut. Ind på en videregående uddannelse og tage den på normeret tid. Derpå giftermål med ligesindet. Og så samtalekøkken og 1,2 barn. Det er muligt, det er demokratisk og frit, men det er fandme også begrænsende.

 

Jeg er ikke tilhænger af kvindeundertrykkende påklædning. Alligevel har jeg ind i mellem ment, at det kunne have sine fordele at gå rundt iført chador. Ingen kunne se, hvor meget jeg havde taget på. Jeg behøvede ikke gå til frisør. Og tænderne! Jeg ville snildt kunne dølge hullerne i tandrækken bag et lille slør.

 

I dag hvor jeg er forbrændt efter lidt solbadning, tænker jeg med længsel tilbage på synet af de gamle kvinder i Grækenland, der, iført lange, sorte kjoler, tog en forfriskende dukkert i azurblåt hav. De blev i hvert fald ikke forbrændt af solen. De udstillede ikke sig selv. De var værdige og stolte og lignede ikke hummere kogt i egen saft. Mig bekendt er grækerne kristne. De er nok ortodokse, men stadig kristne.

 

Apropos ortodoksi og fundamentalisme, så trives den i bedste velgående herhjemme. Der er præster, der ikke vil give kvindelige kolleger hånd. Kvinder skal nemlig tie i forsamlinger har Paulus en gang ævlet om. Nu er præsterne så blevet pålagt, at de SKAL give hånd.

 

Og nu vi taler om præster. Mandlige præster går i kjoler!

 

Det kan disse fundamentalistiske præster da ikke leve med, vel? Så lad os tage disse femininiserende klude af præsterne, og lad os samtidig forbyde de gangbesværede at bruge rollatorer, fordi det minder os om, at vi kan få dårlige hofter. Lad svagtseende smide brillerne, så vi ikke husker på, at man kan få dårligt syn. Spark stokken væk under de ældre, fordi de signalerer, at vi kan blive gamle. Riv tørklæderne af de muslimske kvinder, så de kan blive lige så frit stillet som danske kvinder – med djævlens vold og demokratiets magt.

 

 

 

 

 

 

Ulven kommer

 

Forleden var vi i Aldi, min søn og jeg. Jeg gik og rodede rundt i noget dybfrost, mens min søn var henne for at finde en tube remoulade nogle hylder væk.

Da han kom tilbage, havde han glemt alt om remouladen, men til gengæld kunne han fortælle, at han var blevet tiltalt af en voksen mand, som oven i købet havde klappet ham på håret. Han virkede lidt ængstelig, min søn.

En fremmed mand? Klappet min søn på håret?

Diskret udpegede min søn den pågældende mand. Nydelig mand, men…

Jeg sendte manden onde blikke. Normalt er jeg uhyre venlig, men når det gælder mine børn, vælder instinkterne op. De instinkter, der byder mig at passe på afkommet.

Manden skævede forlegent til mig. Han kunne åbenbart mærke bølgerne af ond energi, der strømmede fra mig til ham.

 

Da vi lidt senere står og pakker bilen udenfor butikken, kommer manden hen til os. Kan han ikke se, at min søn ikke er ”tilgængelig”, at jeg står lige ved siden af? Så siger manden, henvendt til mig: - Det er en dejlig søn du har… klapper ham på håret og går.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.

Analyseapparatet er fuldstændig i vildrede.

Var manden bare flink? Eller var han en psykopatisk børnelokker og pædofil?

 

Der er faktisk så meget fokus på overgreb på børn, at man nogle gange skulle tro, at det eneste store, voksne mænd går og drømmer om er, at få lirket et par af ungerne med over i dukkekrogen i børnehaven og pille ved dem.

Uanset hvor omfangsrigt problemet er, så er der råbt ulv i sigte og vagt i gevær så mange gange, at selv normale mænd med en kedsommelig tilbøjelighed for voksne kvinder (eller mænd) kan gå rundt med en lille frygt i sig for at blive stigmatiseret som ”pædo’er”.

Kan det ske? Er det realistisk, at en normal mand/kvinde kan få slået livet momentant i stykker på baggrund af en mistanke om pædofili eller incest?

Ja, fænomenet findes. Jeg kender selv to, der har oplevet en sådan anklage. Det var en uretmæssig anklage, men hele apparatet gik i gang – og det skal det også – men højst ubehageligt for alle parter. Plus, at der blev sået en lille tvivl, for ”der går jo ikke røg af en brand, uden der har været ild” – vel?

 

At råbe op om pædofili eller incest er blevet et enormt magtfuldt våben. Især lagt i hænderne på os forældre, der kan se børnelokkere over alt bare ved tanken om, at nogen kunne drømme om at gøre børnene noget.

Børnene - vores egen genetiske ønskekvist. Forlængelsen af vore inderste længsler og drømme.

 

Da jeg var barn, var børnelokkere noget vi talte om med gru og fnis i stemmen. Der var lidt Rødhætte og ulven over det.

Farligt, men selv i det farlige lå der en lille pirrende tillokkelse. Hvis vi så børnelokkeren – som ingen i øvrigt nogensinde havde set på vor fredelige villavej i Virum – skulle vi bare skrige og løbe.

Med skrækblandet fryd så vi op på vore store kammerater eller søskende og lovede, at vi ville skrige og løbe, hvis vi så ham, dette navn- og ansigtsløse uhyre med bolcher i lommen og beskidte hensigter.

Folkeeventyrene havde en vigtig rolle. Når man fortalte børnene grumme historier om børn, der blev ædt af ulve, så havde de en vigtig opdragende funktion. Børn skulle lære at passe på sig selv, for gjorde de ikke det, kunne de rent faktisk blive ædt.

Lidt det samme med vor tids pædofiliangst: Der er ikke egentligt belæg for at tro, at der i hver mand – eller kvinde - gemmer sig et frådende sexmonster, der drømmer om at underkue og ydmyge børn seksuelt.

Men der er et par ulve i flokken. Sådan er det jo.

Hvor gerne vi end ville afskaffe døden og angst, kræft og pædofili, så findes de ting.

 

Så hvad stiller jeg op, der midt på Aldis parkeringsplads, mens jeg ser ned på min kønne, lyshårede dreng, med det åbne, men alligevel alvorlige ansigt.

Siger jeg, sådan i tråd med tiden: Vi har alle en ulv i os! Vi er både gode og onde, min søn!

Nej, jeg puster liv i hans – og min egen – iboende angst for ”ulve” og så siger jeg: - Næste gang en  voksen er venlig og klapper dig på håret, så skriger du og løber!

Farvel og tobak ??!

 

 

Ja, så blev det omsider et farvel til dig, min bedste ven. Vi kendte hinanden i 32 år, og hvor jeg var, var du også. Når jeg skulle noget nyt, så tog jeg dig i hånden og så følte jeg mig knap så alene. Når jeg arbejdede, var du der altid. Når jeg skændtes med en kæreste, kunne du og jeg få os et godt grin sammen eller i hvert fald en lille time-out, så vi kunne samle kræfter til at skændes videre.

Når jeg følte mig ensom, eller hvis jeg tvært imod var glad og triumferende og hvilede i mig selv – jamen, du var der altid. Min fantastiske, pragtfulde, trofaste ven, som jeg kunne dele både glæder og sorger med.

Du blev ikke slået ihjel i en meningsløs bilulykke. Du eksploderede ikke under opsendelse til det ydre rum, ligesom du ikke blev offer for rå gadevold eller døde under en langvarig borgerkrig.

En dag – efter 32 års venskab – smed jeg dig simpelthen ud i kulden. Eller rettere, jeg brændte dig og dine kammerater i kakkelovnen, mens jeg afsvor vores venskab. Det havde været undervejs længe. Venskabet knirkede og knagede og begyndte at blive snævert og kompliceret. Mens jeg brændte dig af, sagde jeg: - Jeg er HELT færdig med DIG!

 

Men så let skulle det ikke gå.

Allerede første dag uden dig, var jeg grædefærdig. Jeg kravlede på det nærmeste hen ad gulvet, og jeg havde svært ved at arbejde, fordi jeg sørgede over tabet af dig. Sådan er det jo, når man har elsket, men nu har sagt farvel: Det gør forbandet ondt, og livet føles for en stund meningsløst.

Dagen efter gik der flere sekunder, ja ind i mellem minutter, hvor jeg ikke græd af længsel efter din slanke skikkelse og sfinxagtige mystik.

Jeg kastede mig over andre venner. Romkuglen og træstammen blev nye kammerater i nødens stund. Alligevel havde jeg et hul i maven, som åbenbart ikke kunne fyldes uanset mængden af kage, Marabou og Labre Larver. Plus, at jeg tog noget i retning af 18 kilo på.

Men jeg skulle jo spise for to. Både for mig og så min ven.

Dagene gik og nu blev jeg i stedet dedikeret til gåture. Min hund blev en glad hund, så længe det varede. Jeg vadede med hunden op og ned ad vejene, mens jeg bandede og hylede ad månen. Da det gik op for mig, at overvægten blev hængende og at jeg stadig følte mig lige ensom og at livet var totalt meningsløst, opgav jeg at gå, og gik i stedet i stå.

Jeg sad på en stol og stirrede ud i luften, mens jeg længtes. Sørgede. Skældte ud.

Hvis jeg led, så skulle alle andre i hvert fald også lide over tabet af min bedste ven. Børnene har fået læst og påskrevet. Vennerne har. Hunden. Og eksmanden, som jeg ikke har haft en konflikt med i årevis, nå ja altså månedsvis, skulle pludselig have et fur.

Når vreden dampede af, lå sorgen og vuggede i vandkanten. Der var kun de to følelser i hele verden – sorg og vrede.

Jeg prøvede at tale med mine andre venner om det. Nogle blev hurtigt trætte af at høre på min jammer, mens andre har været storartede og har forstået, hvad det er for kræfter, jeg er oppe mod.

En blev dog til sidst så træt af min lidelseshistorie, at vedkommende forleden foreslog mig, at jeg kunne forny venskabet, siden det tog så hårdt på mig at sige farvel til min ven.

Da er det, jeg vågner op og trækker vejret dybt ned i lungerne og … mirakel! Det gør ikke ondt mere. Det er jo derfor – blandt andet – at jeg undsagde venskabet.

 

Andre mirakler - symptomerne på lungekræft og kræft i øjet og øret og halsen og tandkødet og højre lillefinger, er væk. Jeg glemmer ind i mellem helt at være bange for, at jeg nok har pådraget mig en dødelig sygdom på grund af min kæreste ven.

Det går op for mig, at jeg synger ganske ubesværet. Når toner, der ligger ufatteligt højt oppe og urimeligt langt nede. For slet ikke at tale om mine børn, der har fået klare øjne, efter jeg har ladet min ven gå heden i kakkelovnen. Jo, børnene har både tindrende øjne og rene lunger.

Hunden hoster ikke mere, heller ikke gubbyerne - og hamsteren. Jeg skal aldrig mere føle mig sat udenfor døren og det gode selskab. Jeg nikker huldsaligt, når de advarer mod dette og hint i fjernsynet og udtaler mig med stor autoritet om, hvorvidt dronningens skinnebenssår kan hele, når hun stadig er venner med sin bedste ven. Hold da op – en helt ny verden dukker frem af disen… af tågerne… af sløret.

Og midt i al den friske luft, og de lykkelige børn, og de formanende indslag på tv, går det op for mig, at jeg jo ikke har sagt farvel til noget, men at jeg derimod har sagt goddag. Folk, som jeg før betragtede som småborgerligemed hang til parcelhuse, nye biler, samtalekøkkener og højrefløj, viser sig nu at være nogle smaddersøde mennesker… nogle gode kammerater. Hvem ved, måske kommende venner?

Ja, ak, jeg har sagt farvel til min ”bedste” ven, men dermed har jeg jo netop også sagt goddag til livet.

Ovenpå så megen politisk korrekthed kan jeg mærke, at jeg nok er nødt til at tage mig en smø… åh neeeej… jeg er jo holdt op!

 

Akut drivhuseffekt

Egentlig ville jeg have skrevet noget begavet om ozonlag og drivhuseffekt. Især var der en enkelt smart bemærkning, der rumsterede i knolden på mig: Jeg gør mit for miljøet – jeg er også holdt op med at flyve!

Udover det coole i sådan en bemærkning, er det også sandheden. Jeg har slet ikke råd til at flyve. Efter denne … hm… flyvende start, hvor jeg endvidere ville have foreslået, at man indstillede al flytrafik og klodsede bilerne op, altså på verdensplan, gik jeg ligesom i stå. Jeg kunne ikke gennemskue konsekvenserne af, at man forbød fly- og biltrafik. Skulle det gælde alle? Eller skulle læger og militær være undtaget? Hvad ville der for resten ske med verden? Udover at luften måske blev renere og ozonlaget knap så hullet, hvad så? Ville børserne bryde sammen og folk springe ud fra højhuse? Ville isbjørnene holde op med at æde hinanden, fordi polerne ikke længere smeltede? Ville vi kunne få tomater og vindruer i januar?

Jamen, det var helt uoverskueligt og jeg stødte frontalt mod grænserne af min enorme uvidenhed.

Så ringede min veninde heldigvis. Hun var vrikket om på foden og kunne hverken komme frem eller tilbage. Nu ville hun så høre, om jeg ville køre hende på skadestuen.

Glad for at blive revet væk fra mit umulige klummeskriveri om storpolitik og verdensomspændende forbud mod dit og dat, ilede jeg ud i bilen – sic! – og drønede hen til veninden. Foden var hævet, og der var væske i den. Men selv om jeg ind i mellem er god til at lade som om, jeg er klog, så hører dianogstik ikke blandt mine talenter.

- Vi kører på skadestuen og får en tur ud af det, sagde jeg oprømt og bye bye klumme og drivhuseffekt. Bye bye klimaændringer. Skadestue, here we come.

Som bekendt har man overvejet at nedlægge akutberedskabet på Svendborg Sygehus, og jeg har pligstskyldigst skrevet under på, at det bør man ikke gøre. Det er da hul i hovedet at gøre det - om ikke hul i ozonlaget.

Alligevel har jeg lyst til at knytte et par bemærkninger til gårsdagens skadestuebesøg.

Vi kom ind, veninden humpende, og blev modtaget af en kølig, effektivt udseende, blond sygeplejerske, der ikke så meget som så på os, men bare bad om min venindes personnummer. Veninden lirede det af og sygeplejersken gentog, indtil hun nåede til årstallet, så sagde hun ud i luften og stadig uden at se op: Sagde du 1953?

Atmosfæren blev rødglødende i det lille modtageværelse. Min veninde er fra 1963. Men det kan man selvfølgelig ikke høre på stemmen.

- Ja, undskyld, sagde sygeplejersken uden at lyde særlig undskyldende, men jeg så dig jo ikke lige.

Nej, det gjorde hun nemlig ikke. At få øjenkontakt med denne sygeplejerske, mindede faktisk om de gode gamle dage i Østblokken inden murens fald og Glasnost, hvor livstidsansatte damer med knyster og ondt i livsmodet ikke gad kigge på en, når man kom ind og ønskede at købe en af de to udstillede hatte i vinduet.

- Hvor længe skal vi vente? spurgte jeg, inden min veninde eksploderede.

- Det kan jeg ikke sige noget om.

- Jamen, mere eller mindre end en time?

- I hvert fald mere end en time!

- Hvad så med mine børn? udbrød veninden.

- Tja, vi har alle sammen et eller andet vi skal nå, lød det fra sygeplejersken.

Vi humpede hen i venteværelset, hvor der sad otte mennesker. En så ud som om, han havde mistet sit ene øje, en anden havde vist hakket noget af en finger.

- Hvor længe har I ventet? spurgte vi ud i luften og ham, der havde tabt et øje, havde ventet over to timer.

Min veninde rankede sig og tog et fast tag i min arm. – Jeg kan mærke, at min fod på mirakuløs vis er blevet rask, sagde hun, og så humpede vi ud til bilen igen.

Pyt endda med ventetiden, men hvorfor ser man ikke folk i øjnene og spørger, om det gør ondt? Hvor er kaffen henne? Den hjemmebagte kage? Strygerkvartetten og krisepsykologen?

Nå, det var nok bare i går. I dag bliver alle mødt med smil, og lægerne kommer løbende med blomster og kage og stetoskoper flagrende om halsen.

Så jeg siger, med en omskrivning af en navnefælles motto: Gud bevare Akutberedskabet!

 

Det fandens for(h)år

- Mmmm, sagde min søn, - man kan virkelig lugte, det er forår nu… pause … eller er det dig, der har pruttet, mor?

Ok - for en uvidende næse, kan det nok være svært at skelne lige i farten? Tyve millioner danske svin. De skal af med lidt af hvert. Og landmændene også. Så det er ikke lugten af nys udsprungne blomster, der fylder luften, men derimod stanken af gylle. Men altså, jeg spiser selv svin. Faktisk ligger der en pakke billige koteletter ude i mit køleskab i skrivende stund. Jeg har ikke forstand til at udregne, hvad de har kostet i gylle og stank. Men forår, gyllelugt og billige koteletter siger mig, at der nok er en sammenhæng.

 

Men værre er … alting gror! Bøgen har rystet grenene og tændt sit grønne lys.

Forår er lystid og vækst. Vi andre ranker os også. Ryster på hovedet og børster vinterens dystre tanker af os. Forår er magi og lise for sjælen.

Men også et oprob om lugejern og rive.

Forleden gik jeg i haven. Jeg har en vag idé om, at ikke alle vækster er tilladte. Græs er ok. Så længe det står i en græsplæne og er trimmet. Når det dukker op i seje bundter på den grusede plads ved siden af mit hus, er det fy skamme.

I bedene foran huset ser der heller ikke for kønt ud. Lidt rosenbuske og stokroser, men så er der også alle de der små lave, frodige sataner… mælkebøtter? Hm… jeg har ikke navne for alle de vækster, der findes i mine bede. Men under en tredjedel er autoriserede. Resten er tilfløjne, der i hvert fald ikke har spurgt mig om lov, før de indrejste i min have.

Især har jeg ”fornøjelse” af en bestemt vækst, som jeg har døbt ”Fandens Himmelflugt”. Den er sejlivet og som sommeren skrider frem, bliver den enorm og mere og mere umulig at få bugt med.

Hvis jeg aflægger mit under alle omstændigheder amatøriske haveblik og i stedet ser på den vilje, den energi, den livslyst, denne plante udfolder, så kan jeg godt blive grebet af ærefrygt. Så forhadt den plante er, og se så, hvor ivrigt den alligevel skyder op mod lyset! Det kunne man egentlig lære noget af.

Men endnu langt værre – ja, det er lidt af en (forårs)gyser – når jeg går ind igen og ser på mig selv i spejlet, er der også gået forår i kroppen. Og navnlig den.

Det vil nok komme som et chok for mange mænd, men kvinder er ikke født hårløse. Sorry! – jeg er ked af, at jeg må rive sløret fra jeres øjne, gutter, men det er sandheden.

Vi har hår på benene, på overlæben, og under armene, ligesom I har. Altså inden vi har været i gang med barbermaskiner, hårfjerningsmidler, epilatorer og pincetter.

Da jeg var barn og ung, måtte kvinder stadig godt have hår hist og pist. Vist ikke under armene, men stadig på benene. Jeg husker i hvert fald ikke, at jeg mødte kroppens svar på lugejern og graveske, før jeg kom op i trediverne.

 

Hvert år har jeg en standende diskussion med mig selv: Skal det hår af eller ej?

Jeg mener, det er da naturligt, ik’? Det har vel en funktion, når det nu er der, og når det så vedholdende vender tilbage?

Men æstetik frem for alt. Så på med barberskummet og af med hårene. Mens jeg skraber, tænker jeg på de mænd, der ville give deres venstre lillefinger for at have min hårvækst på benene. Altså, de ville nok foretrække at have den på hovedet! Så det er jo i virkeligheden lige meget.

 

Ligesom jeg absolut ikke burde have autorisation til hakkejern, har jeg egentlig heller ikke noget at gøre med en skraber i hånden. Jeg har for travlt. Det skal overstås, så av! pludselig står jeg med en piblende strime blod ned ad benet.

 

Hvis jeg skulle vælge at være lidt mere ligeglad, så ville jeg erklære hår på kvindeben for smukke, og mælkebøtter for en fandens flot blomst. Så kunne jeg sidde med god samvittighed inden døre og skrive og tænke.

Så ville haven gro til. Og jeg ville.

Bag krattet af vildtvoksende brombær og bambus, ville jeg sidde – den skæggede dame – mens jeg kiggede ud på foråret og tænkte på, at det var smukt og vildtvoksende.

Men naturen må tugtes. Så med duft af gylle i næsen, griber jeg skraber og lugejern og mejer foråret ned!

 

Etta styrer!

Forrige weekend var jeg til min første af mange eksaminer på den orgelskole, hvor jeg har slået mine folder i fire år. Jeg skulle op i børnekorledelse. Selv syntes jeg, det gik godt – bevares, med skønhedsfejl, men det swingede da meget godt. Men triumviratet af midaldrende kvinder, der udgjorde dommerpanelet, var ikke af samme mening.

Et seks-tal var, hvad de kunne swinge sig op til. Og de efterlod mig med en fornemmelse, at det ville være nærmest forbryderisk at lukke mig ud blandt sangglade børn de næste 15 år.

 

Hvor var jeg ked af, at Etta Cameron ikke sad med ved bordet. Hun havde nok givet mig 5, hvilket ikke er særlig godt, når vi taler 13-skala, men jeg véd, hun havde tilføjet, at jeg skulle tro på mig selv og bare blive ved. Etta er et af de mest positive og begejstrede mennesker, jeg kender. Altså, jeg kender hende jo ikke. Men jeg bliver glad af at se hende på fjernsyn. Glad over hendes rummelighed og store armbevægelser. Hendes entusiasme og begejstring. Når hun tror på, at vi andre bare skal tro på os selv og blive ved, ja, så får jeg en tro på, at det faktisk kunne være sådan.

 

Nå, nu var det ikke Etta, der bedømte mig og temmelig knust kørte jeg fra skolen. Men allerede efter få km glemte jeg min nederlagsstemning og gik i gang med at give mig selv karakterer for alt muligt andet.

Taktløshed – et klart 13-tal. Jeg glemmer ikke, da jeg mødte en bekendt inde i byen og udbrød: Til lykke med graviditeten! Desværre var hun ikke gravid, bare fed. Derfor nævnte jeg heller ikke noget, da jeg var ved frisøren forleden. Hun kunne godt være gravid, men hun kunne også være buttet. Det var først, da hun selv sagde, at hun var i lykkelige omstændigheder, at jeg sagde til lykke. Havde jeg bare ladet det blive ved det, men ud fløj det: Jeg kom galt af sted en gang, derfor sagde jeg ikke noget. Det er aldrig til at vide, om folk er gravide … pause … eller bare fede!

Til at spise chokolade – også et 13-tal. Forleden nat havde jeg et halvt kilo liggende. Det røg alt sammen i løgnhalsen.

Apropos løgnhals, det må også blive deropad. Nu lever jeg af at lyve, så måske er det ikke så underligt? Men når jeg skriver, kalder jeg det ikke løgn, snarere noget med at lade de her mennesker, som jeg selv har opfundet, agere på plausible måder i de historier, som jeg sørme også selv har fundet på. Af og til lykkes det ret godt. Så i hvert fald et 10-tal.

Hidsighed –11-tal. Min yngste søn betroede en gang sin bedste ven: - Nogle gange er min mor besat af en ond ånd – hm.

Lykkefølelse – 13.

Shopping – puha, for nedadgående. En gang shoppede jeg til 11, men efter jeg er blevet skilt og det er gået op for mig, at husleje ikke kan karakteriseres som ”uforudset udgift”, er jeg blevet bedre til at få pengene til at strække. Således er jeg ret stolt af, at jeg for noget tid siden ikke købte den meget smukke jakke til næsten tre tusind kroner og kun to numre for lille. En hurtig sammentælling viste mig, at jeg a) kunne købe ret meget mad for 3.000 kr., og b) at den der med at tabe mig to størrelser ikke var sandsynlig.

Oprydning – 5. Til gengæld kan jeg klare en total oprydning af mit hus på under en time, incl. støvsugning og gulvvask.

Dovenskab – 10.

Kærlighed – 13.

Venskab –11.

 

Jeg blev i helt godt humør, mens jeg kørte hjemad. Det gik op for mig, at jeg ikke var det tal nogen havde sat på mig. Ikke et 6-tal, men både 03 og 13 og 10 og 7. Et helt almindeligt, usædvanligt og sammensat menneske, god til nogen ting, elendig til andre.

 

Til at sidde længe på wc – 9.

Til at sove, når jeg endelig sover – 10. Snorken – 11.

Til at komme op om morgenen – 7.

Til at se tv – 11.

Til at være distræt – 10.

Til at køre bil – 8.

Til at læse tegneserier – 9.

Til at læse ny, dansk litteratur – 03.

Til at sms’e – 11.

Til at holde op med at ryge – 05.

Til at begynde igen – 13.

 

Summen af alle de tal giver et helt menneske.

 

Så husk det, når nogen vil sætte et tal på dig og dine præstationer. Vi er summen af alle tal. Og Etta ville mindst have givet os et dobbelt 5-tal!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

31.08 | 23:25

Så gode tekster, Margrethe! - Du bør samle dem og udgive dem på et tidspunkt! Husk også dine Facebook-tekster!

...
26.11 | 17:59
Brændt har modtaget 1
10.05 | 08:56
Ny bog har modtaget 1
31.08 | 23:23
Fotos - konf 09 har modtaget 1
Du kan lide denne side