Det overhørte råb om mening af Viktor E. Frankl ligger ude på badeværelset. Der ligger den jo godt. Ikke ligefrem klassisk lokumslitteratur. Men godt at fordybe sig i, mens man er i kontakt med slige jordiske beskæftigelser som ... gæt selv. Det er en god bog, men ikke så sublim som Psykologi og eksistens, hvor vi også var med Frankl i KZ-lejr. En fantastisk bog. Men Det overhørte råb om mening er fin nok, om end noget teknisk kompliceret (måske for at dupere andre analytikere?) for den siger jo netop, at vi skal finde meningen. At det er derfor, vi er her på jorden. Det er ikke nemt, Frankl lover ingen nemme løsninger. Men det er essentielt. Livsafgørende at finde meningen i sit liv. Meningen er ikke det lette, det forfængelige, det forgængelige. Meningen er snarere at bære den skæbne man nu en gang har så smukt som muligt - selv når man klager! Selv når man ligger for døden.
Det er noget befriende ved de gamle eksistensfilosofiske psykoanalytikere, som man (jeg) mangler i moderne psykoterapi, hvor hver har en skytsengel siddende på sin skulder, og man bare skal tage et langt, varmt bad og smøre sig ind i creme, så lærer man at elske sig selv. De - gode - gamle hjernevridere vidste godt, at det ikke var muligt at hele alle sår (al sorg). Essensen i deres filsofi var og er at opleve mødet mellem mennesker, mødet med sig selv, så ærligt som muligt. Uden dikkedarer og spil. Det ægte møde, hvor Gud - måske - findes.

Janwillem van de Wetering - skøn hollandsk krimiforfatter, der skriver underfundigt og syret om endnu et umage makkerpar Grijpstra & de Gier, der huserer i de Amsterdamske gader - tilbragte næste to år i et japansk Zenkloster, da han var ung. Det kom der bogen "Det tomme spejl - oplevelser i et japansk zen-kloster - ud af. Det er så morsomt, så selvudleverende sjovt, ironisk, rørende og godt skrevet.
Den lange, knoklede hollænder, der forsøger at sidde Lotusstilling. Indsmuglede cigaretter. De unge munkes undren over, hvad Janwillem bestiller der. Længslen efter at finde mening. Den kender vi nok alle sammen. Men det er til gengæld de færreste der går i kloster - altså vesterlændinge. Samtidig giver bogen et indblik i en for mig i hvert fald ret ukendt kultur, den japanske, zen-japanske!

Nu har jeg efterhånden læst alle Jussi Adler Olsens bøger om afdeling Q. Læste etteren først, så fireren, så tre så to. Det er dødgod underholdning. Bedre end svenskeren med Lisbeth Salander. Jussi Adler kan virkelig, virkelig skrive. OG så har han humor. Det havde svenskeren ikke. Carl Mørck, Assad og mange andre bi-personer befolker det Adler-Olsenske univers i Afdeling Q. Det er - som sagt - godt skrevet. Gode om end fuldstændig usandsynlige plots, den ene nervepirrende slutning efter den anden hvor makkerparret Assad og Mørck på skift redder hinanden fra livstruende situationer. Mange sjove, skæve, rystende iagttagelser undervejs. Det er helt fortjent, at Adler-Olsen har fået hvad det nu var for en pris for sit forfatterskab. MEN efter fjerde bog (altså anden i den korrekte rækkefølge!!) kan jeg mærke, at nu er jeg mæt. Nu længes jeg tilbage til Sjöwall og Wahlöös univers. Deres stille, næsten minimalistiske stil og underfundighed. Eller Dorothy Sayers! De ni fucking fantastiske klokkeslag. Eller en god krimi fra Rendells hånd med småtykke, forstokkede, menneskekloge Wexford.
Men det er virkelig underholdende - Adler-Olsen universet - hvis man er til den maximalistiske stil med mange udpenslede voldsscener.

I 2009 udkom Austers bog "Usynlig". Jeg har lige læst den efter længere tids læsepause. Længe havde jeg svælget i paraffinfyldt chokolade, nu kom den ægte vare: 85 % cacao. Det er en fantastisk bog. Ud ad til er historien enkel, den gamle Walker skriver om den unge Walker. Sit møde med den karismatiske og ubehagelige franske forfatter og universitetslærer Rudolf Born. Den handler om forførelse, om mord, om svig, hævn og bedrag - og selvbedrag.
En enkel historie, som folder sig ud og bliver labyrintisk lige som Austers øvrige romaner. Skrevet i et glasklart sprog. Historien er så gennemsigtig, at den næsten bliver usynlig. Samtidig er der så mange lag i den, at den er grumset og uklar - lige som livet.
Jeg kan ikke anbefale den nok!
Læs evt. Informations interview med forfatteren www.information.dk/205603

Jeg har fået en bog, så jeg føler mig forpligtet til at læse den. Og pligtlæsning det er det... Den hedder "Det er derfor de knepper så meget i dette land" - Morten Sabroe og Jørgen Leth på slapt lem, så at sige. Det er masturbation for fuld blæs, når det da ikke handler om "Gamle mænd i unge piger" - en titel Sabroe er så begejstret for, at han nævner den ca. i hver mail, han skriver til den gamle libertiner, filmmand og digter Jørgen Leth. Ingen af dem er i tvivl om, at de er dødtalentfulde, hverken når det gælder at skrive eller kneppe. Ind i mellem skal der namedroppes. Det er total maildropping, og den form er jo bare en brevroman omsat til computer og internet... Hver mail stiller en masse spørgsmål og ender som regel med: Men det vil jeg skrive om i en anden mail. Hn?! Ligesom når der står i bøger "Mere om det senere", og så indtræffer senere måske aldrig. Lidt som at stille et barn en is i udsigt - en gang. Kedelig bog.
Til gengæld har Julian Barnes noget på hjerte, som rækker lidt længere end hans egen pik (excuse my french) I bogen "ikke noget at være bange for", bliver Guds død og døden nøje beskrevet og diskuteret. Den er enormt morsomt skrevet, og alligevel tung, for der er ingen trøst at hente for os dødsfobikere - så den kæmper jeg også med.
Det perfekte mord fortalt af retsmediciner Bent Kæmpe fortalt til Stine Bolther lover mere end den holder. Hvis Julian Barnes' bog er kompliceret, så er denne alt for enkel. Bortset fra, når vi skal hales gennem retsmedicinske begreber, der alligevel ikke bliver ordentlig forklaret. Og hvor er opskriften så lige på det perfekte mord?! Her glædede jeg mig til at læse om mordmetoder til brug i kriminalhistorier, og så får jeg ikke så meget som et eneste vink om, hvordan jeg bærer mig ad med at tage livet af folk - altså i fantasien, kunne ikke drømme om at gøre det i virkeligheden (i hvert fald kun drømme om) - jeg mener, sådan et giftstof der er umuligt at spore, næ nej, vi får ikke så meget som et galnebær eller en lille rød fluesvamp at lege med. Og ingen af delene er vist i øvrigt "usporlige"...
To rigtig gode bøger - antologier: "Er der mere mellem himmel og jord" og "Bedst af alle verdener", hvor den alternative verden bliver gået gevaldig efter i sømmene. Alternativ videnskab er og bliver humbug og ønsketænkning og pseudo - men forstår godt drømmen om, at der skulle være noget. Noget et-eller-andet. En forklaring måske.

Jeg ved ikke, hvad andre mennesker betragter som ferielæsning, men selv har jeg kastet mig over "Johannes af Korset" af Grethe Livbjerg "Jobs tårer" af Jakob Wolf samt "nu-til-noget-helt-andet": Tana French: "Som i et spejl". Den første er en rimelig næsegrusbeundrende skilding af karmelittermunken Johannes af Korset og hans liv og levned og digtning. Interessant. Det er altid spændende at læse om fremmede lande (Spanien)  og hellige mennesker (Udover Johannes af Korset har også Teresa af Avila en fremtrædende plads i bogen). Den anden bog er i kødet på kristendommens store dilemma, det såkaldte Teodice-problem: Hvis Gud virkelig er så god, hvorfor lader han så så meget ondt ske? Den er spændende, og det er forfriskende at høre en teolog, som ikke bare påstår, Gud er god - hvilket jo helt åbenlyst er usandt. Hvis der er en konklusion, er jeg ikke nået til den endnu.
Den tredje bog "Som i et spejl" blev ædt i løbet af to dage. Den er næsten på højde med Donna Tarts "Den hemmelige historie" - og temaet er lidt det samme: En gruppe mennesker, der lever for hinanden - og vil slå ihjel for hinanden. Den er uhyre velskrevet og elementært spændende.

Vatikanets elskerinde - I et årti i 1600-tallet regerede en kvinde den katolske kirke i Vatikanet. Bogen er en fascinerende afsløring og på samme tid dybt humoristisk skildring af den hemmelige kvindelige pave, Olimpia Maidalchini, som gennem sin svoger og elsker, Pave Innocent X, styrede Rom med hård kvindehånd. Hun var hyldet og frygtet som Roms mest magtfulde kvinde i en brutal mandeverden, som stadig i dag ekskluderer kvinder fra deltagelse i Vatikanet. Men tro ikke, at Olimpia var en nuttet lille kattekilling - hun var hård, grisk, ubønhørlig, forfængelig og alt andet, som man normalt kun forbandt med mænd (altså dengang, i dag ved vi jo godt, at kvinder er lige så slemme som mænd - eller værre?!) - og hun var nødt til at være det i en verden, hvor en tilværelse som nonne var den eneste mulighed, hvis familien ikke havde råd til at give en en medgift. Den skæbne var lige ved at overgå Olimpia. I stedet brød hun fri af konventioner og forventninger og endte altså som en slags "skyggepave" sammen med sin svoger og formodede elsker - Pave Innocent X.

Bogen er en historisk biografi skrevet af bestsellerforfatter Eleanor Herman om hele Olimpias liv, fra fattig pige til flugten fra nonneklostret og udnævnelsen som uofficiel hersker og pavens elskerinde. En storslået kvindehistorie, som den katolske kirke har forsøgt at begrave i flere århundreder.

Jacob Strachotta har lavet en rigtig fin "rygeafvænningsbog" med tilhørende hypnosecd. Jeg har haft meget gavn af den i dagene op til mit rygestop og under mit rygestop - så den kan absolut anbefales. Strachotta giver os en grundig indføring i alle grundene til, hvorfor vi begyndte at ryge, og hvorfor det hele er en misforståelse som - som der står - "gør det let at holde op."
Den slags udsagn skal tages med et gran salt. Hvis man ikke er motiveret, kan ingen bøger med tilhørende hypnosecd'er få en til at stoppe.
Men altså - skrevet i et klart og kontant sprog. På højde med "Endelig ikke-ryger", hvorfra den da også har diverse lån - for mig at se. Men det geniale er hypnosecd'en. Dels er hypnosen en fantastisk afslapning, dels går hypnosen ind og påvirker det ubevidste sind - hvis et sådant findes (men noget tyder på det). Jacob Strachotta har en stemme som en italiensk tenor - jeg bliver sgu aldrig træt af at høre på ham!

SUKKERBOMBEN - Slip af med din sukkerafhængighed
Forfattere: Bitten Jonsson og Pia Nordström
Så fik jeg sat tingene i perspektiv. Hvorfor jeg har lidt af overspisning i årevis. Hvorfor jeg drak. Hvorfor jeg volddrikker kaffe. Hvorfor smøgerne er så svære at slippe.
Det handler om hjernen. Om en øget sensitivitet, som gør, at man lettere end andre får et "kick" af alle ovennævnte fy-grimme stoffer.
Folk med lavt serotonin- og dopamin-indhold i hjernen har ekstra mange receptorer ... og så kan jeg ikke rigtig huske mer'. Noget med, at når man bombarderer sit system med "stoffet" får man et kick. Desværre kommer der flere og flere receptorer, så man er nødt til at indtage større og større mængder for at få kicket. Den mest koncentrerede form for sukker er alkohol...
Det hele lindrer og døver noget tid, hvorpå man får det ad helvede til. Det vil jeg godt skrive under på.
Til gengæld er jeg lidt tøvende over for den ret skrappe madplan, man er nødt til at følge for at "helbrede" sit system - som i øvrigt aldrig kan helbredes. En livslang lidelse.
Men aldrig mere spise et heksehyl eller gå amok i chokolade?! Skriiig. Det er næsten ikke til at bære. Til gengæld lyder det fristen at lægge brød, kartofler, ris og alle andre kulhydrater på hylden, få et bedre liv samt tabe sig.
De er meget skeptiske over for frugt - allerede der får jeg angst. Jeg elsker frugt. Kan ikke leve uden mine seks - otte stykker frugt om dagen. Til gengæld tror jeg måske godt, jeg kunne droppe sukker og hvidt brød.
Det er en bog fuld af cases, gode cases. Og fuld af gode råd. Men først fremmest er det en meget lødig og grundig beskrivelse af, hvad fanden der foregår i krop og hjerne, når man har den afhængighed af sukker.

Douglas Couolands "Tyggegummityven" er ikke alene fantastisk sjov og tragisk, den er også enormt velskrevet.
Roger Thorpe arbejder i kontorforsyningssupermarkedet Staples. Han er fraskilt, og hans søn er død. Han er på vej mod afgrunden. Bethany, hans unge kollega i Staples, er aldrig rigtig kommet i gang med livet, omgivet som hun er af død. Alle dør omkring hende, og moren DeDe kan ikke rigtig hjælpe hende.
Roger begynder at føre "dagbog", både som sig selv og som Bethany. En dag glemmer han sin dagbog i frokoststuen og Bethany finder den og læser. Hun er lidt misfornøjet med, at han har skrevet som hende, og i stedet begynder hun selv at skrive i dagbogen. Aftalen er, at de begge skal lade som om, de ikke kender hinanden, og i hvert fald ikke kan døje hinanden, mens de skriver meget åbenhjertigt til hinanden.
Da Roger begynder at skrive en "Hvem er bange for Virginia Woolf-travesti, bliver Bethany og DeDe hans ivrigste læsere.
Douglas Coupland har et enormt sprogligt overskud, som jeg dybt misunder ham. Men heller ikke han kan lade være med at forfalde til "metaforer". De er skidegode, men de ligger i lag som skriveskåret toastbrød- ringe metafor - apropos brød, Bethany har på et tidspunkt deltaget i et skrivekursus, hvor en af øvelserne gik ud på at skrive om toast, fra toastskivens synspunkt. Fuck, hvor er det sjovt.
Bogen ender med en tre sider lang kommentar fra Rogers skrivelærerinde (hun har udgivet novellesamlingen "Mors tranebær" og vundet prisen fra Eileen Braithwaites Mindefond for fiktion der handler om ligeberettigelse!), som rakker Rogers manus ned. Det er næsten overkill, men det er SÅ sjovt. For alle os, der har deltaget i diverse skrivekurser er det højst genkendeligt, og selv om det selvfølgelig er vildt overdrevet, rammer det lige i musklerne, lattermusklerne.
Det er også en meget, meget tragisk historie. Den gør ondt at læse. Den er et lille mesterværk, eller et stort. Den er mesterlig.
Coupland har blandt andet skrevet Generation X - vel nok hans mest kendte (og den har jeg ikke en gang læst, fy) - ud over Tyggegummityven har jeg læst Miss Wyoming, også en mesterlig perle.
Coupland tager ikke sproget på sig som en slidt overfrakke, men han glider let og ubesværet ind og ud af det, som en fisk i vandet (frygtelige metaforer)

Finn Abrahamowitz har skrevet en forrygende bog om Jesus. Ved at sammenligne bl. a. evangelierne, Paulus' breve og Gamle Testamente, forsøger han at finde frem til personen og profeten Jesus. Ifølge A er det evangelisterne, der finder på alt det gejl med jomfrufødsel, Davids søn og stjernen over Bethlehem. Alt sammen for at opbygge mytologien om Guds søn. At Jesus "steg op af graven" og siden "fór til himmels" betvivler han sådan set ikke. Eller rettere siger han, at disciplene oplevede "noget". Noget, der ikke findes ord for. Men om det lige var en decideret himmelfart..? A flytter også "skylden" over Jesu korsfæstelse på evangelisternes politiseren, forvanskelse, manipulation. En daværende verserende konflikt mellem jøder, jøde-kristne og hedninge-kristne gjorde, at evangelisterne lagde afstand til jøderne. Det er jøder i millionvis blevet slået ihjel for helt til i dag. Bliver det formentlig stadig.
Forfriskende anderledes og ikke folkekirkekristent syn på Jesus, som jeg helt deler. Har gjort længe, bare uden at orke at forske i det. Det har A så gjort, og gjort det glimrende.
Bogen er spændende, omhyggelig, udførlig, lødig, veldokumenteret. Ind i mellem rasende kedelig med alle sine sammenligninger af kilder. Det gør den også god at falde i søvn på. Anyway, man drømmer nu en gang bedre på den slags end på bøger om seriemordere, hvilket er Sigrids store hit for tiden. Hun skal skrive opgave om Ted Bundy. Jeg læser flittigt med, da jeg har en morbid trang til at læse om ækle forbrydelser... Men det er da egentlig hæsligt at lade sig underholde af andre menneskers ulykkelige skæbne. Måske bliver jeg selv offer for en morder en gang, og så er der nogen der forlyster sig ved at læse om min desperation og rædsel!

Den danske læge og sindolog, Niels Svensson, udgav i 2007 (på Gyldendal) "Det sande ansigt - Jesus og ligklædet i Torino". En meget omhyggelig og lødig gennemgang af forskning i ligklædet, sindon = græsk = lagen = sindologi = læren om Jesu Ligklæde! Så fik vi det på plads.
Bogen er utrolig velskrevet. Forfatterens private konklusion på al forskningen er, at jo, det er et aftryk af Jesu ansigt og legeme. Jo, ligklædet er fra år 100.
Netop fordi han er så afdæmpet og så nede-på-jorden, kan man tro på argumentationen. Selv en kulstof 14- datering til middelalderen, kan - muligvis - tilbagevises.
Det er spændende når videnskabsfolk går i kødet på mirakler. Mirakler ligger uden for naturvidenskab - ellers var det jo ikke mirakler - så at påtage sig at forklare et mirakel videnskabeligt er i sig selv et mirakel.
Den er spændende - mere spændende end en krimi - og som sagt meget velskrevet.
Man kan læse mere om bogen og om sindonologien på www.ligklaedet.dk

Tog en velfortjent pause fra Kershaws mastodontiske Hitler-biografi og kastede mig sultent over Joyce Carol Oates "Firefox". Jeg havde glemt, hvor godt Oates skriver. Har også læst "Freaky", som egentlig er en ungdomsbog (Sigrid PRESSEDE mig til at læse den, og i starten gjorde jeg det af pligt, og så af lysten sult) og "Forførende fristelser". Sidstnævnte for mange år siden, men husker den som en bog, der virkelig bider sig fast og ikke giver slip.
Oates har over 100 romaner, essays, artikler, bag sig. Jeg troede kun, det var Steven King og Ruth Rendell, der havde samme megalomane sproglige fart på.
Hun skriver, som sagt, fantastisk. Firefox har jeg læst før, og det var genkendelsens glæde parret med dement overraskelse over plottet. Det er en fordel at være så glemsom. Man ved, man har læst en god bog, man kan ikke huske, hvad den handler om, så man kan med sindsro læse den igen - og blive glædeligt overrasket.
Firefox er historien om pigebanden Firefox. En gruppe utilpassede piger i 1950'ernes USA. Piger, der pr definition udelukkende bør tænke på kærester, mænd og senere ægteskab, men som er så konfronteret med den barske virkelighed, de befinder sig i, at de i stedet beskæftiger sig med realiteternes verden, at overleve. De slår pjalterne sammen. I begyndelsen er de "blodsøstre". Hjælper og støtter hinanden. Men den karismatiske leder, Legs Sadowski, driver gruppen længere og længere ud i vold og kriminalitet.

Stefan Aust har begået en murstensroman om "Rote Armee Fraktion", den tyske terrororganisation der blandet stod bag bortførelsen af Hans Martin Schleyer og senere likvideringen af ham. Stefan Aust, der er journalist og i en kort periode arbejdede sammen med Ulrike Meinhof på det venstreorienterede tidsskrift konkret, går til sagen med tysk grundighed. Men spændende læsning. Man får et indblik i, hvad der drev disse mordbrændere, gidseltagere og kidnappere - ikke at det gør deres sag synderligt sympatisk. Men et eller andet sted forstår man jo alligevel godt (lidt, i hvert fald) deres oprør mod den stivnede borgerlighed og "borgerskabets værdier". De valgte en voldelig vej, i dag ville man nok snarere bede en bøn eller tage på retræte ...

I bogen "Pianisten" fortæller, Wladyslaw Szpilman, i 1930'erne en af Polens berømteste pianister, om sit aller største talent, som hverken var at spille klaver eller komponere musik, men at overleve.
Da Szpilmans familie bliver losset på kreaturvogne med kurs mod Treblinka - efter deres sidste måltid sammen, en flødekaramel delt i seks små stykker! - lykkes det Szpilman at flygte. Fra da af lever han som et jaget dyr. I de første par år gemt væk i lejligheder i Warszawa af polske venner og bekendte, men senere, og efter den polske opstand, i ruinerne af det der en gang var Polens smukke hovedstad. 
Ved en enkelt lejlighed forsøger Szpilman at begå selvmord, men livet i ham er så stærkt, at han kæmper videre. 
I krigens aller sidste uger bliver han opdaget af en tysk officer, der skåner hans liv og bringer ham mad. Den besættelsesmagt der af alle kræfter forsøger at komme Szpilman og resten af Polens jøder til livs, ender altså ironisk nok med at redde hans liv. Men først og fremmest er det Szpilman selv, der redder sit liv.
Bogen er godt og levende fortalt. Den rummer ingen løsninger eller forklaringer på noget som helst. Den er en øjenvidneskildring og en overlevendes beretning, et stærkt dokument. I øvrigt har Roman Polanski lavet en fremragende filmatisering af Szpilmans historie "Pianisten".

Kan man leve af lys? Af ingenting? Af sfærernes musik?
Rolf Dorset, skuespilforfatter, anmelder, samfundsrevser bl. m. a., satte sig for at afprøve den meget vidtløftige, new age-teori om, at man kan overleve syv dages total faste, uden vand, uden mad, uden andet end lys og luft, og derfra overgå til at drikke vand og stadig blive næret.
Dorsets hensigt var at afprøve teorien og give nutidens materialistiske vælde noget at tygge på (!), men hans forsøg blev mødt med larmende tavshed. Ingen orkede eller gad forholde sig til hans "faste".
Andre, der ligesom Dorset, havde sat sig for at afprøve "lysnæring" blev mødt med mistro, eller ligefrem latterliggørelse.
Man udfordrer ikke det gældende verdenssyn uden at få på puklen, eller blive mødt med ligegyldighed.
Dorsets forsøg mislykkedes, al den stund han, efter hhv. 86 dage og 54, måtte afbryde forsøget, da han begge gange tabte sig så meget, at han kom under grænserne for det acceptable ifølge gældende BMI-indeks.
Lidt pudsigt i øvrigt, at Dorset, der sætter spørgsmålstegn ved det mekanistiske verdensbillede med al dets "objektivitet" og målen og vejen, hænger sig i BMI-tal! Anyway, Dorset levede faktisk af ingenting i lysnæringens første syv dage, før han overgik til at drikke hhv. frugtsaft og vand - og han døde ikke af det.
Dorset er et spændende bekendtskab og han skriver godt.
Hvad kan vi bruge esoteriske ekstremer til? Som bevis kan det ikke bruges. Så strengt videnskabeligt Dorset end mener, han greb det an. Det vil altid bero på tro. Om Gud findes, om lysnæring findes. Om Teresa af Konnersreuth var en svindler, eller virkelig "beåndet" og rørt af Gud.
Men forfriskende er det sgu, at nogen tør angribe den herskende verdensopfattelse og sætte spørgsmålstegn ved det målelige. Og uden den jammerlige naitivitet, som new-agere ellers angriber "det oversanselige" med. Dorset er herligt konkret og nede på jorden, selv når han skal forklare det overjordiske!

Den engelske forfatter Nicci French - der i virkeligheden er pseudonym for journalisterne Nicci Gerrard og Sean French - er altid god for en spændende krimihistorie. Den nyeste "Catch Me If You Can" handler om Holly, der sammen med veninden Meg, driver et eventfirma. Holly er et lille energibundt, der kan sno alle om sine sitrende, elektriske fingerspidser. Men Holly har en hemmelighed. En mørk, destruktiv side, der ofte bringer hende ud i situationer, hvor hun ikke kan bunde.
Meg, veninden og forretningspartneren, og Charlie, Hollys mand, elsker Holly, men de er også bekymrede for hende. For når den mørke side får overtaget, ødelægger Holly ikke alene sit eget liv, men også deres.
En fantastisk beskrivelse af en bipolar lidelse - tilsat et stænk krimi- og mordgåde.

Min datter Sigrid lånte den australske forfatter Thomas Keneallys "Schindlers liste" for nylig. Hvergang jeg spurgte hende om et eller andet: Hvad vi du have at spise til aften, eller, synes du ikke, det er fedt vejr? fik jeg at vide, at jeg var overfladisk, og om jeg slet ikke tænkte på de stakkels døde jøder i kz-lejrene?! Da jeg efterhånden var blevet træt af at høre på, hvor dum og tankeløs jeg var, gik jeg selv i gang med bogen - igen. Jeg læste den for nogle år siden. Det er en fantastisk bog, og man er ikke mange sider inde i den, før man er tilbage i 1940'ernes Krakow, vidne til nazisternes ufattelige, upersonlige grusomhed og summen af al menneskelig lidelse. Midt i dette blodblad af meningsløst had og umenneskelige overgreb, lyser Oskar Schindler, tysk forretnings- og levemand op med klar flamme. Ingen vidste vel, at denne kvindebedårer og halvvejs alkoholiserede unge, tyske forretningsmand husede en helt. Men det gjorde han. Det er ikke kun en fantastisk historie, fordi Oskar af - næsten - egen drift og for egne midler hjalp næsten 1.100 jøder fra den visse død i Auswitch og andre udryddelseslejre, den er også fantastisk, fordi den viser, at midt i den dybeste fortvivlelse, den værste gru, er der altid en lille flamme af håb. Den er godt skrevet, og vi er til stede både i Plaszow, arbejds- og udryddelseslejren lidt udenfor Krakow, bestyret af psykopaten Amon Goeth, blandt jøderne i Oskars fabrik, og når Oskar fester med de værste af nazisterne og smører dem med cognac og smiger. 
Sammen med Viktor Frankls bøger er Schindlers liste blandt de vigtigste om Anden Verdenskrig. Schindler var ikke bare en helt. Han var en helt almindeligt menneske, udstyret med mange menneskelige svagheder - og alligevel hævede han sig op over sig selv og gjorde noget heltemodigt. 

Jeg har nu været igennem fem af Patricia Cornwells bøger om retsmedicineren Kay Scarpetta, og jeg har overgivet mig totalt. Kay er ikke alene smuk, blond og af italiensk herkomst, men også drøngod til at lave mad og skære i lig. Hvis man ikke er til den mere makabre side af mordgåder, er Cornwells bøger muligvis for hardcore, men for os, der synes jo værre jo bedre, er de fantastiske. Gennemresearchede og kloge. På sidelinjen har vi kriminalassistent Marino, en ældre, hårdtpumpet herre med et bidsk temperament og en lige så bidsk tunge. Marino og Kay er nogenlunde lige så forlenelige som ild og vand, men trods det umiddelbart umage makkerskab, er de alligevel gode venner - og samspillet mellem de to er med til at gøre historierne særdeles dynamiske. 

Philip Roths Exit genfærd er en fantastisk bog. Nathan Zuckerman, Philip Roths litterære alter ego, vender tilbage til New York efter elleve år i "eksil" i en ensomt beliggende hytte. Han har søgt at undgå alle de relationer, der før tvang ham til at være i sine følelsers vold, og har i stedet byttet dem ud med disciplin og arbejde. Og han har skrevet, i stakkevis af bøger. Har den aldrende forfatters succes at se tilbage på, og er fast forankret blandt litteraturens sværvægtere - ligesom Roth også er.
Zuckerman er en ældre, og forfængelig mand, med vandladningsbesvær. Dette driver ham til New York for at få foretaget en operation, der forhåbentlig kan mindske hans "lækage".
I løbet af få dage bliver der vendt op og ned på Zuckermans liv. Atter en gang bliver han kastet ud i livet. Møder sin gamle mentors elskerinde. Forelsker sig i en ung kvinde. Får lyst til at slå sit eget yngre "spejlbillede" ihjel.
Det er morsomt, og hudløst, og helt igennem usentimentalt.
Exit genfærd gav mig lyst til at genoptage læsningen af Roth, som jeg ellers har holdt pause fra i 25 år - dengang jeg stadig var i stand til at læse litteratur der krævede lidt.
Roth er på højde med, måske endda bedre end, Auster og Bellow.

Hawkings uendelig univers af Stephen Hawking og Leonard Mlodinow er mig komplet uforståelig, alligevel fik jeg vist nok ti % ud af teksten. Det kan selvfølgelig være svært at gøre op i procenter, når man ikke ved, hvad man har fattet, om noget.
Universet er uendeligt, og det er svært at vide ret meget mere... Men lidt begreb om relativitet har jeg da fået nu. Måske!

Heldigvis er der en god nyhed fra Kate Atkinson "Hvornår kommer der en god nyhed". Endnu en gang er Jackson Brodie tilbage i, nå ja måske ikke topform. Brodie er antihelt par excellence. Men han er tilbage og gudskelov for det.
Atikinson skriver godt, og meget, meget morsomt. Forrygende dialoger. Og gode metaforer, selv om jeg pr definition HADER metaforer. Bogen flyder med dem, men jeg opdagede dem knap nok - så de må have være gode!
Der dør ikke færre end 20 personer i bogen, så ens blodtørst bliver også stillet.
Reggie, som må siges at være anti-svaret på Pipi Langstrømpe og Lisbet Salander, er en skøn, gammelklog pige, som går gruelig meget igennem.
Det samme gør hendes arbejdsgiver, Joanna Hunter, der har mere end et lig i lasten.
Der er mange intriger og spor i bogen, og en usandsynlighedsfaktor som i en Münschaussenhistorie.

Flemming Rasmussens "Gør det selv GAMLE HUSE" er en superlækker håndbog for os potentielle selvbyggere og handymænd. Letforståelig. Overskueligt sat op. Nem at gå til.
Glæder mig til at restaurere mit 200 år gamle, faldefærdige bondehus ud fra den - det kan kun blive godt!!!

P.D. James - en rigtig spændende krimiforfatter med ambitioner om at skrive "rigtig" litteratur.
Anslaget er dødspændende. En kvinde med et skæmmende ar beslutter sig for at lade sig indlægge på et privathospital for at få arret fjernet, fordi "jeg ikke længere har brug for det".
Derfra går det jævnt ned ad bakke.
Adam Dalgliesh er og bliver en kedelig mand. Især nu, hvor han har forelsket sig i Emma, der ikke er mindre kedelig. Der er derimod et par spændende bi-personer. Kate Miskin - kriminaloverbetjent - er en af dem. Hun har dog i det mindste en slags følelser. Ellers er de fleste af figurerne meget kølige med "stiff upperlip". Og sproget er knudret. Ind i mellem svæver det., og man bliver helt salig. Men svært at forstå, da P.D. James har sat sig for at bruge alle det engelske sprogs 130.000 gloser, eller hvor mange det nu er, det kan vigte sig af. Læste den på engelsk, måske er den bedre på (mere ordknapt) dansk?!

Ruth Rendell - der er ingen over, ingen ved siden af. Hun er den bedste krimi-forfatter. Nej, Dorothy Sayers er også god..!
Portobello giver et enestående indblik i en misbrugers liv. Når misbruget så er af sukkerfri bolcher "chokorange", bliver det ekstra ... "morsomt". Men hovedpersonen er problemet graverende nok endda.
En spændende sidehistorie er en ung mand, som har haft en nær-død-oplevelse, måske - og som har slæbt en "nattens gesandt" med sig fra de døde. Jeg er lige ved at sige, at den historie er mest interessant.
Jeg læste bogen på engelsk, ved faktisk ikke, om den er udkommet på dansk endnu. Den er let læst. Ruth Rendell skriver legende let, ikke banalt. Det er stor kunst.

Mark Haddons debutbog (vist nok debut, i hvert fald på dansk): Den mystiske sag om hunden i natten er en sød og sjov, og også tankevækkende bog. Skrevet ud fra en 15-årig drengs synsvinkel. Men ikke en hvilken som helst dreng. Christopher lider af Aspergers syndrom.
Han er rasende godt begavet, når det gælder tal og facts. Derimod halter det slemt, når det gælder metaforer og ironi. Det kommer der mange barokke, sørgmuntre situationer ud af.
Christoffer elsker Sherlock Holmes, og da han finder genboends hund myrdet, sætter han sig for at finde gerningsmanden.
Det er et spændende eksperiment at sætte sig ind i en Aspergers hoved... Meget flot gennemført af Mark Haddon. Gad vidst om man ville kunne det samme med en med Downs syndrom? Det ville selvfølgelig kræve megen intuition - og en staveplade.
Jeg gik alligevel lidt død til sidst. Men absolut anbefalelsesværdig.

En smule ubelejligt af Mark Haddon er den sjoveste, kæreste bog, jeg længe har læst. Den bør blive et hit blandt alle os hypokondere. George, der ellers har set frem til en fredelig pensionisttilværelse, opdager en plet på låret. Lægen siger, det er eksem, men George ved bedre. Det er KRÆFT. I en desperat aktion for at slippe af med "sygdommen" klipper han pletten af med en køkkensaks... I kulissen er hans kone Jean, der har en affære med Georges gamle kollega. Sønnen, Tony, der er bøsse. Katie, der vil giftes med Ray, men så vil hun ikke, og så vil hun alligevel. Katies søn Jacob og en sort Labrador der har det med at skide i haven "en smule ubelejligt".

Irina - en stærk og bevægende bog om nødhjælpschauffører i det tidligere Jugoslavien. En helt almindelig dansk fyr, Tomas, tager til Bosnien-Hercegovina og bliver så forandret som noget menneske kan blive. Mødet med krigen, ruinerne, de dødes efterladte, de andre chaffører sætter spor, som ingen nok så velstegt kylling og lejlighedsvis dansk bajer-brandert nogensinde kan udslette igen.
Da Tomas kommer tilbage til Danmark, har han fået sig selv - til gengæld mister han sit parforhold.
Han træffer derfor en beslutning, der for altid ændrer hans liv. Hvad denne beslutning er, skal dog ikke afsløres her!

OPLØB - en smuk og grum bog om en opvækst i en alkoholiseret familie med en psykopatisk far.
Den gør ondt at læse.
Det gør det ikke bedre, at Mik's sprog er glasklart og tindrende. Fortvivlelsen og sorgen dirrer i hvert ord. Billederne males ikke bedre af Kirkeby!

Det er tilladt at vrænge på næsen af nogle af gysermesterens mere fjantede bøger, men han kan stadig skrive bukserne af de fleste. En flittig skrivekugle med et overudviklet instinkt for menneskelig svaghed og rædsel.
Især skal fremhæves: Misery, Ondskabens hotel og Dolores Clayborne.
Kan læses både på dansk og på engelsk! Så kan man næsten ikke nå højere - i min bevidsthed - end hvis man udtrykker sig så klart på sit modersmål, at man kan læses på samme.
Jeg har tilbragt mange gode timer i selskab med Annie Wilkes, superpsykotisk sygeplejerske i Misery - der henter sin yndlingsforfatter Paul Sheldon ud af et bilvrag og med en blanding af kærlig pleje og psykopatiske påfund, tvinger Paul til at tage sit skriverliv op til overvejelse.
Ondskabens hotel er gyset over alle gys og bogen der gav os følgende citater: "Too much work and no fun makes Jack a dull boy." "We want to play with you, forever and ever".
Jeg så Kubricks fremragende filmatisering, mens jeg ventede Frederik. Jeg var ved at gå i fødsel af bar' rædsel!
Hvad angår Dolores Clayborne er jeg dybt imponeret over. at en mand kan skrive som en kvinde, så selv en kvinde føler sig overbevist! 

Som regel kan jeg ikke læse bøger med så høj LIX, men Christoph Reuters bog "Selvmordskrigere" måtte jeg alligevel stave mig igennem. Spændende indblik i islam og islams historie - set i et "selvmorderisk" perspektiv.
Giver en god introduktion til og forståelse for, hvorfor vi ikke bare kan klamre os til en sterotyp opfattelse af muslimer, men er nødt til at sætte os ind i, hvad pokker det handler om.

Elisabeth George er amerikansk forfatter, men skriver gode, gammeldags "who dunnit"-krimier af engelsk tilsnit. Den adelige Thomas Lynley, der er kriminalkommisær, opklarer ved hjælp af sin kollega Barbara Havers diverse kriminalgåder.
Der er lidt Dorothy L. Sayers over Georges univers, men alligevel er bøgerne ført up to date.
Selv om kriminalgåderne ind i mellem er ret raffinerede er det især Georges personer, der løfter bøgerne.
Især er jeg vild med Barbara Havers, der ud over at være grim og arbejdsklasse, har nogle spændende indre konflikter, som vi nok er nogle stykker, der kan nikke genkendende til. Mindreværd, vrede og en dement mor i kulissen er Barbaras drivkraft. Hun er ganske usympatisk på en sympatisk måde.

Det er sjældent, jeg gider læse bøger, der er bare den mindste smule "eksperimenterende", men jeg er helt vild med Susan Atkinson. Hendes humor hjælper også, så det "postmoderne" glider nemmere ned.
De seneste to romaner er krimier, eller i hvert fald med et kriminalistisk afsæt. Så bliver det ikke meget bedre!
...
En uge senere går det op for mig, at Susan Atkinson i virkeligheden hedder Kate. Undskyld Kate. Og undskyld Susan - hvis du da findes?

Det lykkelige Arabien - en blændende fortalt historie i Th. Hansens sædvanlige misantropiske stil. Der er ingen over og ingen ved siden af Thorkild Hansen, når det gælder den fiktionaliserede virkelighed eller den virkelige fiktionalisering?
Slavetrilogien er også god. Og frygtelig læsning. Hvis vi forestiller os, at danskerne er et sødt og rart folkefærd, der altid har gjort det rigtige mod alle - så få alle naive, sødladne forestillinger gennemhullet ved at læse Th. Hansens "Slavetrilogi".

Frygtindgydende tør, men absolut læseværdig roman med stærke filosofiske under- og overtoner.
Selv  ikke-motorcykelentusiaster kan lære et og andet. Om bevægelsen mod. Sindssyge. Karaktersystemer. Livsværdier.

Noir når det skal være rigtig noir!
Tungt og brutalt, og skidegodt.
Både romanerne, men også den selvbiografiske "Mine mørke steder", hvor han efterforsker mordet på sin egen mor.

Glem Sara Blædel og hvad alle de nye "Nordens krimidronninger" hedder. Åsa Larsson er genial. Hun skriver, så man får lyst til at danse og græde på en gang. Larssons sprog er fuldt på højde med Kerstin Ekmann sog alligevel helt hendes eget.

En bog, der ikke behøver nogen anbefaling. Alligevel vil jeg give den en!
Prædikerens bog - det mest misantropiske vidunderlige fantastiske stykke litteratur. Højsangen, så det kilder i tæerne og i hjertet.
En røverroman af de aller bedste. En bog, man aldrig bliver færdig med.

Stormfulde højder - jamen, den er bare kræs! God historie, spændende plot.
Sejt gået af en præstedatter i 1800-tallets England.

Ingen høj cigarføring som hos sønnen, Peter Aalbæk Jensen, men det stille, det tyste og det indtrængende. Herrens mark og Magtens folk er fantastiske bøger om danskere i provinsen.

Over hals og hoved - en virkelig morsom bog. Og bare så velskrevet.

Kronprinsessen.
Hold op hvor har jeg været skeptisk. Jeg lod mig skræmme af, hvad nybarslende bekendte sagde: Hun er så god, hun ved liiige, hvad kvinder synes/tænker/mener/føler og tilføjelsen: Alle mænd burde læse hende! Ja, der var jeg så allerede stået af.
Men nu har jeg læst Kronprinsessen, og HVH kan både skrive og skrue et spændende plot sammen. Hun ved også, hvad hun skriver om - både i og udenfor Borgen. Hendes største svaghed er nok alt det der anglicismelort, hun ikke kan lade være at krydre teksten med. Måske for at vise, at hun er "oppe på beatet"? Hvilket i denne forbindelse er et enormt gammeldags udtryk.
Både Kronprinsessen og efterfølgeren (Kongemordet vist nok) er spændende, veldrejede og hæsblæsende fortællinger med et dejligt twist af "nøgleroman" og smuds.

"Fiktioner" er et litterært mesterværk. Hvis man er til labyrinter og gåder, kan man ikke komme i bedre - eller mere lærd - selskab