Min nye bog

En anden slutning

Bogen om Trine tog sin begyndelse, da hun døde i foråret 2001. Det var et chok for mig at miste hende. Vi havde kendt hinanden, siden vi mødtes på Vesterdal Ungdomsskole tlibage i slut-70'erne. Vi havde delt alt mellem himmel jord. Bekymringer over mødre, fædre og kærester. Havde drukket øl sammen på barer. Sunget duetter og råbt og skændtes som gale hunde, når vi da ikke var ved at dø af grin. Da jeg fik mit første barn, dukkede Trine op på fødeafdelingen med den største buket, jeg nogensinde har set. Der lå jeg med Frederik i armene og allerhelvedes udmattet, og så se det lille menneske komme ind ad døren med en buket blomster, der næsten skjulte hende!
Hun var mere en søster end en veninde.

Et halvt år inden hun døde, sad vi ude i mit køkken og pludselig så hun på mig og sagde: - Hvis der nu sker noget med mig, vil du så tage dig lidt af min mor?
Sikke noget mærkeligt noget at sige, helt ærligt! Men de ord skulle jeg tænke på mange gange siden. Havde hun en anelse om noget, eller var det bare den slags man slynger ud, ligesom når vi andre siger: hvis der sker mig noget, så skal du tage dig af mine unger?

Da hun døde, gik min verden under. Bogstavelig talt. Næsten samtidig var min mand og jeg blevet enige om at skilles. Det der udgjorde fundamentet i min hidtidige tilværelse var væk.

Jeg satte mig til at skrive mails til Trine. Det var virkelig som om, jeg stadig var i kontakt med hende, når jeg skrev til hende. Og så opstod idéen: hvorfor ikke give hende en anden sortie? Hvorfor ikke give hende den sangkarriere, hun burde have haft? Hvorfor ikke sende hende til den anden side af jorden? Hvorfor ikke ... skrive hendes liv om?!

Så alt i bogen er løgn, men alt der bliver sagt og skrevet kunne sagtens være sagt og have fundet sted. Men det er fantasi. Det er jo det magiske ved at skrive. Virkeligheden holder op, og fantasien tager over. Og Gudskelov for det.

Senere så jeg filmen "Soning" og opdagede, at jeg ikke var den første, der fik den idé, at man kunne give sine døde det liv, de fortjente.


Her er indslag fra TV 2/Fyn om bogen og mig!
http://www.tv2fyn.dk/arkiv/2009/5/7?video_id=21577

Uddrag 1. del

Det skete

 

Af Margrethe Schmidt

 

 

 

I del - mellemtid

 

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                         sendt: on 03-01-07 22:25

From: smukketoes@hotmail.com

 

Kære Trine

 

Du sidder sikkert stadig i flyet og … sover?

Kom du til at sidde ved siden af ham den nuttede? Eller skulle du trækkes med en af de gamle, fede damer? Sikke nogle spraglede papegøjer, selv om du nu så ud til at trives med dem. Jeg ved godt, hvad jeg ville have foretrukket!

 

Åhhhr manner, jeg har sgu da tømmermænd endnu ovenpå den nytårsaften. Jeg kan godt mærke, jeg er ved at være oppe i årene! Næste år skal det ikke være så vildt, vel? Men det er selvfølgelig også derfor, du er rejst. Eller bl. a. derfor. Jeg har haft Kris i mobilen 18-19 gange i dag. Jeg tager den ganske vist ikke – jeg er nemlig løbet tør for strøm, synes jeg. Men Vita forbarmer sig ind i mellem over ham og tager sin telefon. Fatter ikke, hun gider. Men Vita har jo alle dage haft et kæmpehjerte…

 

Det var helt underligt, at det var dig, der skulle rejse. Når det nu altid er mig, der har udlængsel!

Når jeg er i en lufthavn, mærker jeg en sugende længsel efter andre lande, fremmede mænd, fjerne kontinenter. Men nej. Vita og jeg stod for enden af trappen, mens du forsvandt. Langsomt steg du op i luften på din rullende stairway to heaven.

Fedt, at det kunne lade sig gøre med kort varsel. Når du nu skulle væk. Regnede med, at jeg fik tudeflip, men jeg er helt afklaret. Det var det bedste, der kunne ske. Du sku’ væk, og det nu!

Da du var forsvundet, tudede Vita til gengæld, så jeg hankede op i hende, prajede en taxa, og så kørte vi ind på Runddelen. Drak cappucino’er og siden whisky. Druknede sorgen og skålede på dig.

Vi håber, du og Gregers får nogle gode dage sammen i New York. Det vrøvlede vi meget om, hm.

Og så blev der ellers lagt ved til tømmermændene, og lidt i midnat måtte din mor støtte mig ud til en taxa. Jeg er seriøst glad for lige nu, at vi har den aftale om at stoppe med at drikke den 1. april

 

Love u Ragga

 

 

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                         sendt: to 04-01-07 22:54

From: smukketoes@hotmail.com

 

EMNE: How goes

 

Hej skat… er du kommet godt derover? Jeg er hjemme igen. Ungerne er stadig hos Henrik. De har haft et mere roligt nytår, end vi havde, selv om Henrik forsøgte at fyre op i naboernes postkasser med sine ulovligt indsmuglede kanonslag. – Og du kalder dig voksen, sagde jeg til ham. Så grinede han.

Kris har ringet. Og ringet, og ringet osv. Lige nu er jeg oppe på 57 gange. Jeg siger, når jeg ellers ta’r den: - Nej, jeg aner virkelig ikke, hvor hun er. Tror du, hun kunne være taget op i sommerhuset? Eller måske hen til en veninde?

Jeg ved jo faktisk heller ikke præcis, hvor du er

 

knus

Ragga

 

PS Hold kæft, han nåede lige at ringe en gang til, mens jeg var i gang med denne mail. Han er da så syg i ho’det. Det sagde jeg altså også til ham. Så blev han sur. Men altså, man ringer sgu da ikke til folk på det her tidspunkt… hm. Måske skulle vi ikke have lavet det set-up med, at jeg skulle kysse på ham … lidt i smug… mens du var på wc? Hvad nu, hvis han tror, at jeg er hans næste mit livs store kærlighed

Åh, hvor var det sjovt, da du overraskede os og lavede den scene. Jeg var ellers næææsten begyndt at nyde at kysse på ham  

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                         sendt: to 04-01-07 23:31

From: smukketoes@hotmail.com

 

EMNE: Nix! Jeg er ikke bange

 

Gu’ er jeg da ej bange for Kris. Den lille splejs! Jeg vejer sikkert ti kilo mere end ham, tolv? Og hvorfor skulle han opsøge mig her? Men han kan da bare komme an, kan han  Når han ikke bebrejder sig selv, at han lod sig lokke til at kysse mig, bebrejder han mig, at jeg lokkede… Han skulle bare vide

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                         sendt: to 04-01-07 23:59

From: smukketoes@hotmail.com

 

EMNE: Brrr! 

 

Nu blev jeg alligevel lidt bange. Så jeg låste alle døre. Har desuden fundet Sixtens bordtennisbat frem. Ja, jeg ved det, jeg ved det – det kommer kun til at kunne bremse ham i ca. tre et halvt sekund at få en over snuden med et bordtennisbat; men jeg ledte forgæves efter et baseball-ditto, indtil det gik op for mig, at Sixten ikke spiller baseball. Desuden har jeg lagt min køkkenkniv på natbordet. Men hvorfor skulle han trænge ind i mit hus? Kris har jo aldrig været voldelig før. Tror du ikke snarere, at det er fordi, han har kørt dig systematisk ned psykisk, at du nu pludselig får den slags tanker? I virkeligheden er det måske dig, der kunne have lyst til at slå ham ihjel? Det tror jeg i hvert fald nok, at han tror

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                          sendt: lø 06-01-07 21:03

From: smukketoes@hotmail.com

 

EMNE: Fuld i dag, fuld i går …

 

Er lidt småberuset. Igen. Henrik har børnene til i morgen; de skal først begynde i skole igen på mandag. For en gangs skyld en laaang juleferie. Savner dem sgu. Han har haft dem siden 2. juledag. Og mine søstre er jo ikke ligefrem verdensmestre i at invitere til familietamtam og forsoning.

Nå men altså, sku’ være alene endnu en aften. Handlede i Netto i Nykær. Gik standhaftigt forbi vinhylderne. Hvorpå jeg, ti minutter i lukketid, ikke kunne klare det mer’ og drønede hen på tanken i Grønhøj. Undskyldningen? At købe cigaretter! Men ja, der listede sig også en enkelt flaske af deres Chateau du Sprøjt med hen på disken. Den drikker jeg nu. Har drukket, hvis jeg skal være ærlig. Men hvordan er det nu? 1. april lukker og slukker vi for den del af tilværelsen, ikk’? (Sku’ det så alligevel gå galt, kan vi altid sige, at det var en … aprilsnar

Jeg løj. Jeg købte faktisk tre flasker. Der var tre for en hund! Nu har jeg allerede drukket det første glas af den næste flaske og føler mig næsten in sync med mig selv. Savner ingenting. Ikke en gang Lars Peter, den hund, der har haft en ”sjov nytårsaften” med sin x-kæreste og dennes mand. Gad vidst, om han også fik kysset på hende? For at sætte lus i skindpelsen der? Næst efter kærester, frygter jeg kæresternes x-kærester mest!

 

Stort knus

Ragga

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                         sendt: ma 07-01-07 10:08

From: smukketoes@hotmail.com

 

EMNE: Fuck ham

 

Ja, og hej…

Men altså, han har kraftædme ikke ringet, skrevet eller sms’et i tolv timer. Nejnejnej, ikke Kris! Han ringer, skriver og sms’er en gang i timen, mindst, men han kommer altså ikke herover. Og jeg bliver ved med at holde ham hen. Helt ærligt, Kris er sgu ikke farlig! Måske for dig, men mig lader han kold   

Næ, jeg mener, Lars Peter, luv’ o’ my life pt. Remember? Ham, der skred fra mig et døgn efter aborten, ik’?? Ham, du siger, jeg skal smide lodret ud af vinduet. Nå, nu dæmrer det, selv om du står der midt på 5th Avenue og er ved at drukne i indtryk, højhuse og utvivlsomt labre, metrosesuxuelle mænner - heldige kartoffel     

Årrrh Trine, jeg svor dengang med Henrik, at jeg aldrig mere ville forelske mig i en mand som ham. Store armbevægelser, gyldne ord i kæften, en mand som bare er en lille, bange dreng, når det kommer til stykket. Og hvad gør jeg…? Nemlig, forelsker mig håbløst i sådan en. Selv om Lars Peter på mange måder også adskiller sig fra Henrik, og det i starten var alle forskellighederne, jeg hæftede mig ved. Når det kommer til essensen, til ægget, så flygter de.

Jeg tænker ikke så meget på barnet længere. Ikke det konkrete barn. Altså det konkrete, men dog abstrakte barn, der røg ud med badevandet her få uger før jul. Men jeg tænker stadig på liv og død, og jeg tænker, at hvis jeg bliver gravid igen – chancen er afgjort til stede – og så får endnu en abort, så har døden vundet over livet. Og døden må ALDRIG vinde over livet. Selv om jeg véd, at du ryster på hovedet ad mig, fnyser og tænker: - Gud fader, hvor er hun teatralsk!

Hvad skal jeg gøre, Trinchen? Nej, sig det ikke! Ved alligevel, hvad du vil sige. Smid ham ud og få et pessar        

 

Knus Rags

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                            sendt: ti 09-01-07 13:19

From: smukketoes@hotmail.com

 

EMNE: HVAD??!

 

Hej smukke

 

Bliver du en uge til? Jamen… snøft, nå jeg forstår dig godt. Du har været igennem en del her på det seneste. Jeg er fuld af forståelse, men også …

Jeg savner dig jo.

Og hvad nu, hvis du bliver hængende derovre?

kh

Rags

 

P.S. Jeg fatter ikke helt menageriet derovre. Er Takomas mor simpelthen flyttet ind hos dem? Sådan på ubestemt tid? Halleluja! Er det den der østerlandske uudgrundelighed, der gør, at de ikke tør spørge hende, hvor længe, hun har tænkt sig at blive? Eller nej, jeg mener, er det den øst.uudg. der gør, at hun ikke har sagt, hvor længe hun bliver? Men Takoma kom til at åbne et brev fra hendes advokat, hvor han kunne læse, at hun har solgt sit hus?! Hun lyder … speciel. Men jeg elskede den detalje med, at du kom til at tabe et stykke sushi ned i hendes risvin!

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                            sendt: fr 12-01-07 13:02

From: smukketoes@hotmail.com

 

EMNE: WHAT for noget, min kære Watson?

 

Kære Trine

 

Hvad har du??! Jamen, spændende..! Så taler jeg om østerlandsk mystik, og så er det i virkeligheden den nordiske mystik, der breder sig… Jamen, ok, det er helt nyt for mig, men virkelig … hm… interessant     

Hvor har du f’resten hørt om Maestroen henne?

 

Jeg tror s’mænd ellers godt, du kunne komme hjem nu. Kris er vist faldet helt ned. Han ringer stadig, men hans stemme er så neutral. Det lyder som rene pligtopringninger, og min bøsseven, Karl, du ved, ham, der er udstationeret i København - ikke i sin egenskab af bøsse, men fordi han er reporter på Borgen - mener bestemt, at han har set Kris med en pige under armen på en café!

Ville det gøre dig ked af det, hvis det var sandt? Altså, hvis Kris allerede har fundet en anden?

 

knus

Ragga

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                          sendt: fr 12-01-07 22:11

From:smukketoes@hotmail.com

 

EMNE: Jamen, godt så..!

 

Kære Trinchen – du ville bare være lykkelig, hvis han fandt en anden. Jamen, det er sgu da godt! Kommer du så ikke hjem?

 

 

 

To: trinette@sol.dk                                                                                         sendt: fr 12-01-07 23:09

From: smukketoes@hotmail.com

 

EMNE:

 

Du vil tage til Rio??! Jamen, det kan du da ikke! Du skal komme hjem. Bare fordi du har hørt om en eller anden syngemaestro, der allernådigst har bedt dig komme i audiens og foresynge! Helt ærligt, Trine. Og hvad med Vita? Hun bliver da fuldstændig ude af sig selv, når hun hører, du rejser til Sydamerika.

Hvorfor lige Rio?

Du siger, han er den bedste Maestro overhovedet, men hvad med ham i England? Du havde da en del kontakt med ham på et tidspunkt? Der var da også en Maestro i Milano, ikk’?

Det er bare… Rio… det er sgu da langt væk!

 

OG så… ja, jeg er vist også lidt overrumplet over, at det pludselig er sangen, der står på tapetet. Her har jeg forsøgt at banke dig til at gøre noget ved din stemme i alle årene, og så, når jeg tror, du fuldstændig har lagt det på hylden, ja, så er det pludselig lige nu!

Nå, men du gør jo, som du gør. Jeg kender dig…

 

Hvornår tager du af sted? Og hvor skal du bo? Og hva’ mæ pengene?

R

 

 

Forfatteren i sit køkken, forklarer og forkynder: "Altså, der skete jo det, at..."

Uddrag 2. del

II Del - Mirakeltid

 

tors 11. sept.

 

Så sidder jeg her. Gud dødeme så. I en flyver! Med streg under og udråbstegn. Er vældig bange for flyvemaskiner. Rangerer nummer seks på listen over skrækindjagende ting, jeg virkelig frygter: død - med skam at melde både mine børns og min egen. Ingen falsk heroisme her. Ikke noget med, at jeg frygter mine børns død, men ikke min egen. Frygter i allerhøjeste grad også min egen død - sygdom, sygdom, torden, sygdom og så flyvemaskiner.

Frygter desperat flyvemaskiner i torden! Eller … at være (død)syg i en flyver i torden! Wauw!

 

Alt er gået enormt stærkt.

 

Da Trine skrev ”kom”, vidste jeg selvfølgelig, at hun havde ret. Jeg kunne blive hjemme og tage min død over, at jeg var blevet fyret. Eller jeg kunne … flyve.

 

Heldigvis har mor vist sig fra sin mest charmerende side.

Hun kom her herud den aften, jeg blev fyret. Jeg ringede til hende, var rimelig stegt og ulykkelig, men hun kom. 32 minutter efter, hun havde klasket røret på i mit øre, dukkede hun op i en taxa.

Uddrev den onde Robert-ånd af mit hus med ordene: ”Du har vist ikke mere at gøre her!”

Det havde han jo heller ikke. Efter han havde undsagt mig fuldstændig ved mødet, var det vanvid af ham at forestille sig, at jeg ville have mere med ham at gøre. Men gudhjælpeme om ikke han sneg sig ind i huset, mens jeg var travlt beskæftiget med at lægge et rødvinsdrop og skrive mails til Gud og hvermand, navnlig Trine, om det uretfærdige i min fyring.

Da jeg konfronterede ham ude i køkkenet: - Sssschidericck, hvorfor ssschagde du ik nod? smilede han bare – dog lidt forlegent – og sagde, at de to ting da ikke havde noget med hinanden at gøre. Jeg var da ikke blevet fyret på grund af ham. Tvært imod, han skyldte mig jo sit liv, og det var der vist heller ingen, der var i tvivl om osv. osv. og bræk bræk bræk mig i øret.

Så kom Mutti og sagde, at han skulle skride. Og han gjorde det!

Her har jeg de sidste uger forsøgt at tale fornuft: Robert, du er nødt til… Kære Robert, du kan nok forstå… Men der skal en islænding af vikingeæt til at drive ham ud af mit hus… Mor er jo så stolt af, at hendes slægt kan spores helt tilbage til slaget ved Hastings i 1067 eller hvornår det nu var.

Som om en eller anden vikingekonges halstarrige gener er gået direkte gennem alle disse mange slægtled for at lejre sig i hende.

Jeg har nu også altid selv fundet hende frygtindgydende.

Men nok kan hun jage Robert ud af mit hus, og mig op i min seng, men hun kan ikke give mig mit job tilbage.

 

Det slår ned i mig, nej ikke lynet for pokker, men en tanke. Tanken om, at det garanteret er Robert, der har overtalt dem til at fyre mig! Hvorfor skulle han ellers glatte så meget ud og lade som om, det – næsten - kom lige så meget bag på ham, som på mig? Han er garanteret ved at komme lidt ovenpå igen, og så vil han selvfølgelig ikke have, at jeg – der har været vidne til al hans elendighed – skal være i nærheden.

En ting er, at han ikke gjorde noget for at forhindre deres fyring, men hvis det ligefrem er hans skyld, så … så myrder jeg ham!

 

Anyway. Trine ville, at jeg kom. Mor, at jeg tog af sted. Sigriddur har skam betalt min billet. Og bestilt den. Jeg har været kuet og viljeløs som et slået barn. Har ikke en gang været i stand til at tage mig af mine egne unger de forløbne dage. Pinligt.

Anede ikke, det gjorde så ondt at blive vraget. En ting er at blive vraget af en mand. Bevares, det gør ondt, men af en hel kirke! Min påklædning? Min bare..!

 

Vi er begyndt indflyvningen over Paris. Smuk by. Har næsten tolv timer, før jeg skal flyve videre. Håber, jeg når ind til Notre Dame og nogle af alle de andre steder, jeg ikke nåede at se, da jeg var her sidst. Vist nok, fordi jeg og Henrik lå i sengen hele ugen. Det var dengang, vi stadig var forelskede.

Så ligger man der. Bedyrer sin kærlighed. Er kærlighed. Hvornår er det lige, det drukner i kaos og rod og hvem-skal-tage-opvasken-i-aften?

 

 

 

Nåede intet. Ingen kirker, ingen seværdigheder, ingenting. Da det kom til stykket daskede jeg bare rundt i lufthavnen og brugte lidt for mange penge på gaver til ungerne. Jeg savner dem allerede gudsjammerligt. Når jeg køber gaver til dem, får jeg aflad for alle de gange, jeg har svigtet dem, ignoreret dem, glemt dem.

Nu er jeg ombord på nyt fly. Udmærket fly. Ligner noget, der er svejset forsvarligt og ikke limet og holdt sammen af sejlgarn. En af TAMs Airbusser; ser nogenlunde tilforladelig ud. Alligevel holder jeg konstant øje med, om vinger bryder i brand eller om en arabisk udseende mand sniger sig ud på toilettet for at knække sit creditcard, så han kan passe en stewardesse op og tvinge hende til at servere noget ordentlig mad.

Åh Gud…

Det er lige gået op for mig, at det er den ELLEVTE SEPTEMBER i dag!!! Hvordan i helvede kan det være undgået min opmærksomhed, at jeg skulle flyve den 11.???

 

Nu er jeg endnu mere rædselsslagen end fra København til Paris.

 

Sidder ved siden af brasiliansk forretningsmand. Men han kan ikke være nogen særligt succesrig forretningsmand, så sad han vel ikke her på turistklasse med alle os andre dødelige? Dødelige… må ikke så meget som tænke på død. 11. september. Gad vide, om mor vidste det, da hun bookede billetten?

 

Forretningsmand gør tilnærmelser. Forsøger konstant at pånøde mig et glas champagne. Han lugter fremmedartet. De må have andre mærker i vaskepulver og deodoranter i Brasilien!

Til sidst ender det naturligvis med, at jeg siger ja til et glas champagne. Han har skæve tænder og tætsiddende øjne, og han lugter ud af munden, ikke at roser, snarere af råd. Det er altid dem, jeg ender op med. Barnemorderne og de seriøst lyssky. Nu har vi efterhånden delt adskillige små babychampagneflasker… Jeg føler mig tipsy, men knap så skræmt. Han er heldigvis faldet i søvn nu. Feliz. Han kunne ikke rigtig sige mit navn, især ikke efter femte glas champagne, så til sidst gav jeg op og sagde, at jeg hed Maraca!

Så nu er jeg døbt i champagne og lyder det (tænder)klaprende navn Maraca.

 

 

Jeg sov også. Nu kvalmende, tordnende hovedpine. Nul champagne nogensinde mer’.

Når man ser det hele lidt fra oven, tralalala. Ja altså, som jeg sidder her og kigger ned på en hvid sky og noget hav, så tænker jeg på… Ku’ det rent faktisk være min skyld, at jeg blev fyret?

Nej nej nej. Jeg vil ikke tro det! Kan ikke tro det.

Jeg har fanme passet det job til UG. Og oven i købet skrevet lorteRoberts prædikener for ham de sidste uger. Rigtigt fine prædikener! Ok, han hjalp mig lidt med teologien og fik renset det værste new-age-vrøvl ud, men alligevel, det var da mig, der skrev dem. Mig, der hjalp ham. Verden står ikke længere.

Det er garanteret Robert, der har bedt menighedsrådet om at fyre mig. Og så på grund af mit tøj!!! Helt ærligt. Kunne han ikke have fundet på noget andet? Jeg hader Robert! På opsigelsen kommer der vel til at stå ”samarbejdsvanskeligheder”?

Trods kirkens uomtvistelige ortodoksi, mener jeg alligevel ikke, at der står nogen steder, at man skal gå i en bestemt påklædning. Altså som organist!

 

Nå, det nytter ikke at spekulere mere på det. Ny angst indtager mig. Hvad nu, hvis Trine ikke kommer? Altså der i lufthavnen? Hvad så?

Jeg har ikke taget adressen med. Jeg mener, jeg har aldrig haft en adresse på fazendaen! Jeg ved, den ligger i landsdelen Ceara, men den er jo for fanden fem gange så stor som Danmark, i hvert fald noget i den stil. Måske ti gange større? Virkelig tåbeligt. Og jeg som er sådan en dommedagsprædikant – undtagen i ”mine” prædikener, hvor jeg er fuld af håb og trøst – jeg har ikke en gang sørget for at få adressen med! Men hun sagde jo i telefonen, at jeg nok skulle blive hentet.

Nu kan jeg slet ikke slappe af. 11. september og ingen adresse. Måske eksploderer flyet. Så behøver jeg selvfølgelig ikke at tænke mere på det. Hm!

Der er stadig tre timer tilbage af flyveturen. Faktisk er det nok i virkeligheden ved at være den 12. september? I så fald er jeg reddet, på målstregen. Eller i en tidsforskydende jordrotation.

 

Forretningsmanden, Feliz altså, sover tungt, snorkende. Lader pomadiseret hår berøre min skulder. Træt og babytungt hoved på halsstilk falder til hvile på min skulder. Adr. Han har også skæl! Forsigtigt puffer jeg hans tunge, skællede spædbarnhoved væk fra min skulder. Jeg er træt af at bære mænd!

 

 

12. september

 

Overlevede! Selvfølgelig overlevede jeg. Som mor altid siger: ”Forvent det værste, så bliver du så meget desto mere lykkelig, når det ikke indtræffer”.

Det lyder lidt bagvendt i mine øren.

Er det ikke bedre at forvente det bedste? Ikke, at det nogensinde lykkes mig. Jeg forventer altid det værste, og sjovt nok indtræffer det tit. Men min angst var altså ubegrundet. Denne gang.

 

Jeg blev hentet. Af mut mand. Smuk og mut. Stod der og så så fandens godt og noget støvet ud i sine cowboybukser og med en hat trukket langt ned i panden. Han stod lige uden for gaten og ventede på mig med et skilt i hånden: Trine - Ragga! Og så en stor smiley med glorie om hovedet    

Jeg var så lettet over, at der var nogen – selv om det altså ikke var Trine – at jeg nærmest faldt ind i hans arme. Han blev lidt overrasket og gav mig nogle små kejtede klap på ryggen. - Ragga, smilede jeg og mærkede, at tårerne begyndte at løbe. Fandens tårer.

- Alexandre, mumlede han. Så tog han min kuffert og storkede af sted. Da vi kom ud i natteluften slog heden mig i møde og lagde sig som et klamt vattæppe om mine skuldre.

Han gennede mig ind i en beskidt Landrover og så kørte vi. Længe. Uden at sige noget. Jeg skævede over til ham.

Jeg er ikke typen, der bare kan sidde der i tavshed. I et nyt land, med en ny mand. Mørk himmel med myriader af stjerner. Det føltes som at blive trykket ned i en gryde af et stjernelåg. Hans tavshed og stjernerne i forening.

Jeg var sjov. Indtagende. Charmerende. En pestilens. Han reagerede ikke med andet end små uartikulerede grynt.

Omsider opgav jeg, og i det samme kørte vi ind foran ”Pernambuco Lodge”, et mildt sagt ydmygt … hotel? Det ord er for godt at bruge om det sted.

Vi skal sove i samme rum. HELT ÆRLIGT!

Og toilettet?

Hvor er det toilet???!

 

 

12.sept.

 

Vågnede klokken fire. Tisse nu eller gøre det i sengen? Jeg listede ud og fandt beskidt, stinkende hul af et lokum henne ad gangen. Nul papir. Men jeg kunne have tisset i min x-svigermors natpotte, hvis det skulle være. Nøj, hvor det lettede! Et Niagara plaskede i kummen.

Alexandre snorkede højt i sin køje, intet håb om hverken morgenkaffe eller snak fra den kant, så jeg entrede min køje igen og hen ad syv blundede jeg lidt, hvorpå Alexandre ruskede i mig, fordi vi skulle videre.

Nu sidder vi og skumpler af sted i Landroveren ad støvede veje, mens mine øjne grådigt sluger palmer, den endeløse blå himmel og flade, brune bjerge derude i horisonten.

Alexandre er endnu mere tavs end i går, hvor han i forvejen var så fåmælt, at al samtale åd sig selv op, før den overhovedet var begyndt.

 

Her er så støvet og så knasende tørt over alt. Jeg har støv i munden, varmen er ulidelig. Uden at tænke snupper jeg Alexandres vandflaske og drikker længe af det lunkne vand. Nu murrer det nede i maven, og jeg tænker på, om jeg kommer til at dø nu af en eller anden lille parasit?

Inden der er gået mange minutter ligger jeg måske og vrider mig af smerter, mens bunden går ud af mig, og jeg skider tyndt?

Men selv om jeg holder mig krampagtigt på maven og minutiøst mærker efter den mindste lille boblen dernede, så sker det ikke. Endnu en angst, der ikke bliver indfriet.

 

Hen ad klokken et kørte vi ind på en tankstation, hvor der sad to støvede gamle fætre foran butikken, iført cowboybukser og hat og ikke ret meget andet. Det er åbenbart den mandlige uniform her i landet? De havde guitarer i hænderne, gamle og skramlede instrumenter, og blev ved med at afløse hinanden på sang, mens de fyrede seje riffs af på guitaren med snavsede hænder.

Hver gang den ene var færdig med at synge, tog den anden ordene ud af munden på ham og sang videre. Det lignede en kamp; samtidig grinede de til hinanden, mens de bankede løs på guitarerne i skæve, synkoperede akkorder.

Da de fik øje på mig, fik guitarerne nogle ekstra slag, og sangen steg og steg. De kappedes om at synge, mens de blinkede til mig og sendte kys og grimasser. Hold op, hvor var det sjovt. Det lød ad helvede til, men sjovt. Jeg grinede højt og vendte mig mod Alexandre for at komplimentere ham for hans landsmænds musikalitet og humor, men det sure væsen var allerede forsvundet ind på tanken for at betale for benzinen. Da han lidt efter kom ud, var han ikke til sinds at stoppe op og lytte til ronkedorernes uartikulerede, musikalske brølen. I stedet smed han en flaske vand og en chokoladestang i favnen på mig og gennede mig tilbage til bilen, som om jeg var en flok får. Gud fader, vi havde det da ellers lige så sjovt, jeg og de to gamle gutter med guitarerne. Da vi kørte ud derfra, fik jeg øje på nogle små boder bag butikken, hvor solbidte, garvede mænd, også uniformsklædt i cowboybukser og hatte, falbød lerfløjter, hængekøjer og sære frugter, som jeg aldrig før har set, eller smagt.. Jeg sagde: - Neeej, se!

Men Alexandre havde travlt, hurtigt videre. 

Med hvinende dæk og støv, der fløjtede om musikernes øren, røg vi ud fra tankstationen og tilbage på den støvede vej.

Jeg betragtede irriteret Alexandre, men han ignorerede mig. Så vred jeg papiret af min chokoladestang, og huggede den i mig. Og det var først da, det gik op for mig, hvor sulten jeg egentlig var. Havde jo intet spist siden papmåltidet ombord på flyveren for ca. hundrede år siden. Chokoladen var næsten flydende og sendte straks små, opmuntrende beskeder af sted til receptorerne i hjernen: - Sukker ohøj!

- Hvem var de der fyre? Jeg pegede bagud mod tankstationen, der for længst var forsvundet i en støvsky.

- Repentistas.

- Hvad er det?

- En slags … hm… brasiliansk rap…, så smilede han skævt til mig. Gud fri mig vel, hvor er den mand smuk, når han smiler! Jeg besluttede mig for, at det smil var hele rejsen værd. Så jeg smilede bredt tilbage, hvilket fik ham til at slå en høj latter op. Hahaha, men hvad var det lige, der var morsomt?

Først da jeg klappede solskærmen ned og fik øje på mig selv i spejlet, gik det op for mig, hvad han lo ad. Et fint lille floddelta af smeltet chokolade havde lejret sig ud ad mundvigen og rundt på hagen. Jeg duppede hånden med vandflasken og gned arrigt chokoladen af. Så skraldgrinede han. Herregud, hvis der virkelig ikke skal mere til at more ham! Jeg gloede surt på ham og hev Compaqen frem og så mælede jeg ikke et ord til ham længe.

På et tidspunkt holdt han ind ved en bod ved vejkanten og købte nogle frugter, Sapoti, kaldte han dem. Nogle halvlange frugter med brungrøn læderagtig skal. Han åbnede en og gav mig. Jeg stirrede på det gul-orange frugtkød og kunne mærke tænderne løbe i vand ovenpå den klistrede chokoladestang. Alligevel turde jeg ikke smage. Det kunne jo være narko! Han spiste to og sagde ahhh, og kylede skrællerne ud af bilvinduet. Så fortrød jeg og smagte. En himmerigsmundfuld. Banan og ananas og vindruer og kiwi på en gang, ikke i konsistens, men smag.

 

Indimellem prøver jeg at spørge, hvor langt der er ud til fazendaen, så trækker han på skulderen og mumler, at der er langt. Omkring 600 – 700 km endnu. Fedt! Jeg skal sidde i bil med en umælende tumpe en lille evighed.

 

 

Solen står lavt nu, og vi nærmer os en by. Fra at have kørt lange stræk uden at se ret mange andre biler, eller landsbyer for den sags skyld, lander vi nu pludselig i en lang kø og snegler os frem. Lige nu ligger vi bag en lastbil fuld af mennesker, der glor ud fra bagsmækken og smiler, når de får øje på mig. De er i alle nuancer af brunt. Sortbrændt kaffebrun, mørk chokoladebrun og lys nougat. Hvide, gule, skæve tænder i brede smil vendt mod mig. Plus munde helt uden tænder. Jeg vinker til dem. Alexandre forsøger at overhale, men det kommer han ikke langt med, for foran lastbilen kører endnu en lastbil, og så en bus og så en lastbil igen, og flere personbiler og endnu en lastbil. Alle vegne er der mennesker stoppet ind i køretøjer, og de griner og vinker, når de får øje på mig.

Hvor er folk dog venlige! Bortset selvfølgelig fra Alexandre, der åbenbart hellere ville falde død om end være venlig.

Han hamrer hånden ned i rattet af ærgrelse over køen på vejen. Jeg skæver til ham. Det har han rigtig godt af.

- Hvem er alle de mennesker?

- Pilgrimme! mumler han.

- Pilgrimme?

Ny tavshed. Nå, nu er jeg ved at lære det. Han tilkaster mig små lunser information, når det passer ham, ikke når det passer mig.

Dybt koncentreret forsøger han at sno sig ind og ud mellem de mange køretøjer, hver gang han kan finder et lille hul i strømmen af modkørende.

Jeg er ved at smelte i varmen. Løfter op i blusen og blæser lidt luft ned. Det hjælper. I to sekunder. Så klistrer tøjet igen til kroppen.

Vi nærmer os Juazeiro do Norte, meddeler min umeddelsomme chauffør.

Så tør han uvist af hvilken årsag lidt op og fortæller frivilligt, at pilgrimmene kommer rejsende fra hele Brasilien for at se Padre Ciceros statue og bede til den. Nogle for at hænge en bøn eller et brev op i Padre Ciceros hus, der er omdannet til museum.

- Og går bønnerne så i opfyldelse?

Han trækker på skuldrene. – Nogle gør vel.

Trine har også nævnt Padre Cicero i en mail. Var der ikke noget med, hun havde mødt ham i en drøm?

- Hvem er Padre Cicero?`

- Lokal præst og helgen. Han har været død i 75 år. Vi er i live!

Hvad helvede mener han med det? Men han er allerede retireret ind bag skal. Skildpadde kogt i eget skjold, for han har det også varmt. Sveden tapløber ned ad hans ansigt.

- Nu bliver det snart køligt, siger han ud i luften. Og det gør det. Fra smeltende, dryppende varme til kulde, da solen brat forsvinder.

Brændende orange solkugle falder ud over verdensranden. En-to-tre og der blev mørkt!

- Er der langt endnu? spørger jeg med klaprende tænder og holder om mig selv og kan næsten ikke ramme bogstaverne mer’. Han kaster en laset cowboyjakke over i skødet på mig og siger, der er små hundrede kilometer tilbage. Jakken lugter af ham. En blanding af ham og mandesved. Jeg kryber rystende af kulde sammen under den nussede jakke.

 

 

Han fik varmen til at virke i Landroveren, og nu er vi imellemtiden nået om på den anden side af Juazeiro. I mørket fejer bussernes og lastbilernes lanterner mod os. Pilgrimme på vej i den modkørende bane, men i vores vejbane er der pludselig blevet god plads. Alexandre sætter farten op. Det er uhyggeligt at køre stærkt i frontalt mørke, selv om han kører godt. 

Jeg skæver over mod ham, mens jeg tager et lille snif af jakkens duft. En smuk og tavs mand, der kommer for at hente Trines veninde. Men hvem er han egentlig?

Ikke interesseret i mig i hvert fald. Hverken som menneske eller kvinde. Så ville jeg have mærket det, og det har jeg ikke. Sørgeligt, men sandt. Han skulle ellers ikke løbe mange gange rundt om min hængekøje!

I det samme ringer Alexandres mobil. – Martin de Alexandre, svarer han.

What?! Martin de Alexandre??? Hedder han slet ikke Alexandre? Jamen, man præsenterer sig da ikke ved efternavn, vel? Det gør jeg da aldrig! Åh, Gud, det er ham, Martin. Den Martin, Trine blev gravid med. Martin, hvis far var Maestroen. Maestroen som testamenterede sit jordiske gods til Trine.

Angst spiller mod struben. Martin er tikkende bombe. Han er vel kun et sekund fra at plante en eller anden absurd, indfødt kniv mellem mine skulderblade? Åh Gud, åh Gud, jeg vil ikke dø. Folder hænderne under jakken og rabler en lang og stum bøn af mig til den Gud, der mærkeligt nok altid er mest fraværende, når man har mest brug for ham…

Fjols, Ragga! Paranoide, syge, neurotiske kælling! Han har kørt dig 700-800 kilometer allerede, hvorfor skulle han slå dig ihjel nu? Han kunne have gjort det allerede uden for Recife. Tænk dig om!

Han kunne have slået dig ihjel for længst, og hvorfor skulle han i øvrigt? Det er jo ikke dig, der har gaflet hans penge… For resten var det jo også Martin, der gik omkring i Rios gader og samlede børn op og sendte dem nordpå til fazendaen, og en mand, der redder liv, tager vel ikke liv? Et øjeblik har jeg næsten held til at overbevise mig om, at han ikke er en farlig, psykopatisk morder.

Alligevel sidder jeg med benene samlet til flugt, en hånd på håndtaget. Hvis han sagtner farten bare en smule, er jeg den, der er skredet!

 

 

Måske er jeg ikke den eneste, der gør mig syge tanker? Luften har været så tæt, at jeg dårligt kunne ånde og i hvert fald slet ikke tænke, men nu mærker jeg, at Martin pludselig slapper lidt af.

 – Vi er tæt på fazendaen, ik’? spørger jeg.

Han nikker.

Så slapper jeg også af.

Indtil det slår ned i mig, at jeg nu skal se min bedste ven. Hvorfor det forekommer mig skræmmende, kan jeg ikke svare på. Men hun har været væk i næsten halvandet år. Hvordan bliver det? Kan vi kende hinanden? Har vi overhovedet noget at tale om længere?

Sug af angst. Maven gør oprør.

- Jeg er nødt til..! Jeg gør tegn til Martin, der bremser op. Så smider jeg min ellers så elskede Compaq fra mig i forruden og styrter ud i rabatten og brækker mig.

Da jeg kommer ind i bilen igen, rækker han mig sin egen vandflaske, hvor der stadig er lidt lunkent vand på bunden. Jeg drikker taknemmeligt.

- En time mer’, siger han så.

Jeg nikker blegt, og han smiler igen sit lille, skæve smil, der kan få fugle til at flokkes og kvinder til at græde i kor.

Lidt efter er det hans tur til at træde af. Det tager lang tid. Sidder han og skider derude? Jeg når at blive bange. På den anden side, hvornår når jeg ikke at blive bange? Sidder der i en flodbølge af desperation og angst. Der vil komme mørke, hatteklædte mænd og hive mig ud af bilen. De banker mig til døde. Nej, de voldtager mig, og bagefter lader de mig ligge, sprættet op på langs, mens jeg forbløder.

				
						Men den eneste der kommer, er Martin. Og dog. Jeg mener, jeg kan se, det er Martin. 
De samme regelmæssige træk, de samme hårde muskler, der spiller under cowboyskjortens ærmer. Men alt andet er forandret. Han snakker som en syndflod. Han smiler, gestikulerer, driller, puffer mig i siden, slår små, kække sving med Landroveren. Jeg fatter ikke en lyd af, hvad han siger, for han er åbenbart i en tilstand, hvor han mener, at alle mennesker forstår brasiliansk.
Da han begynder at synge:
Pisa na folha, pisa moleque
Pisa na folha que faz crec-crec ... beder jeg igen. Kære Gud i himlen
lad dette monster forsvinde, og giv mig gamle, sure Martin tilbage!

Endelig – endelig svinger han ned ad en smal, bumlet jordvej. I det samme kramper maven sig sammen igen. Jeg når at smide computeren og flå døren op. Tumler ud i det stride græs og ryger ned på knæ, mens maven farer op gennem halsen på mig.

Nu ligger jeg her i en seng. Hvid seng, jeg brækker mig hvert femte minut og véd, jeg skal dø.

Trine si’r, jeg skal slukke computeren og sove og ikke pjatte med, at jeg er ved at dø. Pjatte? Det her er alvor…

Hun si’r, at hun selv havde sådan en omgang, da hun kom herop. Og, som jeg kan se, hun overlevede.

Min elskede veninde, som en lysende engel står hun vagt ved min seng. Holder mig på panden, når jeg brækker mig, og støtter mig ud på toilettet, så jeg kan aflevere mit tynde, brune vand.

Måske dør jeg ikke? Men hvis, så skal I vide, Sixten, Katarine og Axel, at det var jer, der betød noget for mig. Ikke at skrive eller spille eller digte eller synge eller nedlægge mænd. I betød alt. Åh Gud, nu kommer det fandengaleme igen …

 

 

 

19. sept…

 

Det er første dag næsten på højkant. Nå ja højkant og højkant. Men sidder dog i en slags horisontal stilling i min seng, støttet af puder i ryggen, og med Compaquen på knæene.

Jeg døde altså ikke, selv om det føltes sådan. Det har været som at få hevet alle tarme ud med en hæklenål og derpå blive centrifugeret ved 1600 omdrejninger.

Trine sidder for det meste ved min side. Har holdt mig panden. Tørret min mund af for bræk. Hældt lidt vand ind mellem mine tørre, sprukne læber.

Lige nu har jeg det godt; har ikke kastet op siden i går.

Jeg kan ikke lade være med at grine af, at jeg en gang troede, det var lykken at vinde i Lotto eller finde endnu sød mand at elske, når lykken er noget så banalt som ikke at kaste op og i øvrigt have et ordentligt toilet i nærheden med toiletpapir. Livet er banalt. Halleluja.

 

Jeg har ikke nået at opfatte så meget af mine omgivelser endnu.

Har ikke haft tid til at sætte mig ind i noget, eller sætte Trine ind i mit liv. Eller mit liv i hendes.

Var så syg ved ankomsten, at de måtte bære mig ind. Martin har jeg ikke set siden. Gad vidst, hvad der skete med ham der forleden aften, da han pludselig blev så … ja så rent ud munter og snakkende. Har måske tygget lokal, euforiserende urt?

 

Trine er lige kommet med en bakke med suppe. Si’r hun ikke nænner at fodre mig med bønner de første dage, selv om det ellers er kosten her på stedet. Det er da noget at være taknemmelig for. Hader bønner!

Både dem, man spiser, og dem man gylper op, når man tror, man er ved at dø…

 

 

21. sept.

 

Første dag oppegående. Har været med Trine rundt på fazendaen. Dele af den, for jorderne strækker sig fra solopgang til solnedgang. Trine ved ikke nøjagtig hvor mange hektar land, der er. Tusind? siger hun, men jeg kan se, hun gætter vildt.

Det meste af jorden er udpint og tør. Det har ikke regnet i tre år. I TRE ÅR! Det er jo fuldstændig sindssygt.

Trine si’r, at der er håb og peger op mod himlen, som er dækket af røggrå skyer.

Og i næste øjeblik lader de deres vand i en lille hård byge, der kun varer få sekunder. Straks efter bedøvende varme. Et kølleslag af varme.

 

I nærheden af fazendaen er der tilplantet en del hektar med træer. Og måske er det disse træers skyld, at regnen pludselig faldt?

Lokale storbønder har ellers fældet store dele af de oprindelige skovstrækninger og lagt jorden ud til græsning af kvæg. Det er der penge i. Til gengæld udebliver regnen.

Er der en sammenhæng? Trine si’r, at ingen ved det med sikkerhed. Det kan være, der er sammenhæng, men måske er der ikke.

Til gengæld er der sammenhæng mellem tørken og de mange pilgrimme i Juazeiro. Når tørken sætter ind, kan de små lokale bønder ikke dyrke jorden, de mister deres indtægt og driver rundt som daglejere. Fra job til job, fra real til real. Hvem skal de ellers vende sig til, hvis ikke til Gud?

- Folk er så fattige, at vi ikke begriber det, siger Trine.

 

Jeg er nødt til at indskyde, at Trine aldrig før har bekymret sig om tørke eller oversvømmelser. Om jordskælv, fattigdom eller krig. Ligesom mig har hun været mest optaget af sit udseende og sin sexappeal. Måske var vi i glimt været lidt bekymrede over noget med ozonlaget eller forureningen, eller folk, der blev tortureret (vi er begge medlemmer af Amnesty), men i bund og grund var det eneste, der rigtig interesserede os, os. Så hvad er der sket? Hvor er min søde, ”overfladiske” veninde blevet af? Hvorfor går hun ikke op i mærketøj længere, eller om der er et liv efter døden? Hvorfor snakker vi ikke om vores fædre mere?

Når jeg prøver, får hun et fraværende udtryk i øjnene. Når jeg taler om kirken og min fyring, og min mund fyldes af svovl og galde, piller hun sig i en bums i panden.

Gang på gang udbryder jeg: - Du er så forandret! Du virker så voksen!

Det smiler hun bare af. – Man kan ikke undgå at blive forandret af det her land. Vi kan ikke blive ved med at leve som Pipi Langstrømpe, Ragga.

Kan vi ikke? En iling af angst farer ned ad ryggen på mig. Jeg føler mig forrådt!

Men det når jeg ikke at sige, for så trækker hun pludselig vejret dybt ned i lungerne og siger: - Mærk lugten!

Jeg trækker også vejr ned i lungerne og prøver at smage, hvad det er, hun mener. Men for mig er det bare luft i et fremmed land, hvor jeg ikke hører hjemme.

 

Hver gang jeg prøver at forhøre mig om hendes sang, om hun ikke skal vende tilbage til sangen, og Europa, taler hun hurtigt om noget andet.

Det gør mig bange, at hun er så … forandret.

Der har da aldrig været noget vigtigere end hendes udseende, hendes udseende, hendes udseende, hendes indre liv, hendes udseende, og hendes sang.

Hun ser godt ud, men slet ikke som i gamle dage. Endnu tyndere, solbrændt. Men det er ikke det. Ikke det alene. Det er som om, hun har mødt sig selv? Nej, jeg kan ikke forklare det.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

31.08 | 23:25

Så gode tekster, Margrethe! - Du bør samle dem og udgive dem på et tidspunkt! Husk også dine Facebook-tekster!

...
26.11 | 17:59
Brændt har modtaget 1
10.05 | 08:56
Ny bog har modtaget 1
31.08 | 23:23
Fotos - konf 09 har modtaget 1
Du kan lide denne side