Røgringen

Det er så fedt. En kræftramt kollega er nu erklæret rask, men pudsigt nok sad jeg i går ved siden af en anden, som straks var begyndt at ryge, da han fik konstateret kræft (det var dog ikke lungekræft)... så der er mange veje og vildveje, og vi SKAL jo dø.

Status her næsten et år efter er, at jeg er glad for at være sluppet af med smøgerne, men det har været en ufattelig kamp. Jeg har følt mig lige så kriseramt som dengang jeg blev skilt. Så i mit tilfælde tog det altså mindst et år. Jeg vil ikke afvise, at andre mennesker kan komme igennem krisen på kortere tid! Men gør det dog... hvem fanden gider være slave af noget så klamt som smøger?

Selv om jeg må tilstå, at jeg stadig nyder lugten af røg og nikotin... ikke så meget den dunst krop, hud, hår, mund udsender på en ryger, mere bare frisk røg fra en smøg. Det er sgu da lækkert!

Nu mangler jeg bare at tabe mig. Jeg har kompensationsspist, det skal ingen hemmelighed være. Og gør det nok til dels stadig. Har jo altid haft "spiseproblemer", så derer vel ikke noget at sige til, at det vågnede gevaldigt op til live, da smøgerne røg ud... sådan er det, summen af laster og problemer er stort set altid den samme... Man kan tro, man har stoppet hullet der, for så at opdage, at vandet tæsker ind ad et andet, endnu større, hul over i den anden side af skibet. Og det skal nok synke, før eller siden, på den ene eller den anden måde. Sådan er det bare at leve. Noget jeg har meget svært ved at vænne mig til...

Der er et ord i denne verden, som kan få sveden til at tapløbe af mig. Ved hjælp af ordets otte første bogstaver (se overskriften) kan læseren formentlig regne ud hvilket...

Dette ord er en kær kollega nu blevet ramt af. det er jo ikke ordet i sig selv, der er forfærdeligt. Det er bare et ord, sat sammen af otte bogstaver (+ yderligere to) ... det er alle de andre ord dette første ord kan føre med sig... kem, strå, hårta, smer.

Når den slags sker, tænker man så: Stakkels tøs, nu må jeg virkelig være der for hende?

Ja, hvis man er et sundt og normalt menneske.

Jeg derimod tænker: nejnejnej, nu rammer det også mig.

Jeg tænker også det andet, men først tænker jeg på mig selv. Som veninde siger, så går jeg rundt med en tøjbamse i hånden der er foret med frygt. Det billede er så fantastisk, at jeg er nødt til at dele det med jer andre!

Jeg håber min kollegas ord bliver ædt op af sundhed, så hun i stedet kan kalde sig for ras

Der er dobbelt op af røg, når man tænder ukrudtsbrænderen og fyrer op under ukrudtet. For slet ikke at tale om at få liv i grillkullene, det kræver også en hel del røg og damp, i hvert fald røg.

Det hjælper lidt på savnet. Det er latent, men endnu ingen smøger tændt. Og jeg har endda ikke så ondt af mig selv længere. Hvilket afgjort er en forbedring. Som min søn sagde for nylig: - Jeg gider ikke høre på alt det depressive pis! Hvilket min datter til fulde har tilsluttet sig... Fra nu af tænker jeg positivt. Gør jeg ik'?

 

Jeg hader det. Jeg hader mit fucking liv. Jeg savner mine cigaretter så meget og ved ikke, om jeg nogensinde bliver menneske igen. I går havde jeg 1/2-årsdag og der var ingen trut i horn og flag og balloner, det var bare hverdag, og vist elsker jeg hverdagen (fucking nej! jeg hader også hverdagen, sådan ved nærmere eftertanke), men jeg hader røgfriheden. Hvad nytter det, at jeg nu måske når at blive halvtreds år, når jeg alligevel ikke rigtig gider leve mit liv?

Jeg svor, at jeg ikke ville blive en bitter, ensom kælling der sad i et hjørne og var sur over, at ingen bød hende op til dans. Men netop sådan er jeg. Sur, trist, på randen af suicidal... At være røgfri er at være tæt på sig selv, et sted jeg absolut ikke gider befinde mig. Og alle andre siger: - Iiiiih, jeg har ikke savnet det et sekund (røgen, sic!) eller: - Hvis jeg havde vidst det var så let, så... (at holde op, sic!)

Men jeg er jo også bange for at dø... så hvad er værst at have et ikke-liv i (potentielt) meget lang tid, eller et sandsynligvis kortere liv, men måske mindre ensomt?

Og hvor fantastisk er det lige at tage 57 kg på eller i omegnen af og gå og være glad for, at man nu VIRKELIG har fået vinkeflæsk og mormorhage? For iha, jeg er holdt op med at ryge, så pyt med de tyve kilo. Jeg synes ikke, det er pyt. Jeg synes, det er lort.

Aldrig har jeg været så deprimeret. Ikke siden jeg sidst var deprimeret. Formentlig over noget helt andet. Måske over at jeg røg og var bange for at dø af det?!

De siger den sidste tid er grim, som ryger. Vis mig det menneske der dør værdigt og smukt, selv uden røg! Endestationen er under alle omstændigheder grim, rynket, lasket, dement, impotent, inkontinent. FUCKING FUCK!

I dag har jeg været røgfri i fire måneder. Jeg glæder mig til, der er gået fire år, fjorten år, 24 år - til den tid vil jeg vide, at jeg ikke døde af lungekræft.

Da jeg var barn, drømte jeg om at være 100 år  - for så vidste jeg, at jeg døde gammel.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vænner mig til at være røgfri. Jeg har gemt en cigaret derhjemme. Det er ligesom i starten, da jeg var holdt op med at drikke. Jeg syntes, det var så sejt at have en flaske rødvin til at stå i spisekammeret. Bare for at vise mig selv, at det ikke gjorde mig noget at have den stående. Senere fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne blive fristet - stadig. Derpå røg flasken ud. Og når min mor og moster har været på besøg og delt de obligatoriske to flasker vin, står flaskerne der og STINKER. Ud med dem. Ud med de smøger... åh, hvor jeg dog elsker lugten af røg og nikotin... Hvis det ikke var så farligt at ryge, ville jeg ryge. Jeg er født til at ryge... og drikke... og gå med drenge... og spise slik ;-)

Nyeste kommentarer

31.08 | 23:25

Så gode tekster, Margrethe! - Du bør samle dem og udgive dem på et tidspunkt! Husk også dine Facebook-tekster!

...
26.11 | 17:59
Brændt har modtaget 1
10.05 | 08:56
Ny bog har modtaget 1
31.08 | 23:23
Fotos - konf 09 har modtaget 1