Røgringen

Hvis jeg havde vidst, hvor ond og sur og utilregnelig og skammeligt selvmedlidende jeg blev af at holde op med at ryge, var jeg ikke sikker på, jeg havde gjort det. Det her er op ad bakke - på cykel - Mont Blanc i regn og strid blæst, og uforcerbare klipper og hæslige slugter og pissebange stirrer man sig selv i møde. Er det virkelig mig det her? Så klynkende, ynkende, flæbende forfærdelig?

Og så alle de kilo chokolade jeg har ædt for at kunne holde det ud. Hvilket nu gør, at jeg ikke kan holde mig selv ud, fordi jeg er blevet så fed af at æde al den dejlige, trøstende chokolade. Som varmer her og nu i en lunende strøm gennem halsen, men når det så stivner og lægger sig i uklædelige folder og bælter på mave, ankler, hals og hage - fuck!

Kan huske en vikarierende præst i kirken takkede nej til den cigaret jeg bød ham og sagde: Jeg er 49 nu og har lyst til at se, hvem jeg er inde bag røgen.

Jeg har om ikke lyst til at se, hvem jeg er inde bag røgen, så i hvert fald nu mulighed for det... Rystende indblik i sin egen skidne karakter. Inden længe står jeg vel med en kniv i hånden og slår serier af mennesker ihjel. Som jeg sagde for nylig på Fjæsbog - citat Trier: I understand Hitler...

Der bor meget ondt i et menneske. Også meget godt selvfølgelig. Men få øje på det, det kan jeg fandensparkeme ikke pt.

F'resten har jeg ikke spist slik nu i fire dage. Har luget i to på hinanden følgende dage. Spillet orgel i to-en-halv time i dag. Snerret, vrisset og opført mig uvenligt over for mine omgivelser.M.a.o. været en blandet (mis)fornøjelse...

Det er meget, meget, meget, meget, meget svært at holde op med at ryge. Nej, nu går det efterhånden meget nemmere. Tre måneder og 12 dage. Men at tage så mange kilo på (90, sådan føles det i hvert fald), bvaaaadr. Hvad er så bedst/værst? At være morbidly obese, som de sir i mit yndlingsprogram Biggest Loser, eller på randen af graven med rygerlunger og hele svineriet. Jeg spø'r bare!

Jeg har slet ikke lyst til at ryge, men jeg har fanme heller ikke lyst til at være så fed som jeg er pt. Og mine knæ kan ikke tåle at løbe, snøft hulk, så derfor ingen marathon til mig. Kan heller ikke holde op med at drikke og spare kalorier på den konto, eftersom jeg ER holdt op med at drikke... hm. Har altid været spiseforstyrret, men nu er det helt vildt slemt. Jeg HADER at være fed. Til gengæld er jeg kun bange to tredje dele af tiden, hvor jeg som ryger var bange altid. Så det er meget svært at afgøre, om det ene er bedre end det andet. Selv om fornuften pipper om, at det er bedst med nul røg. Arj altså, det må da for fanden være muligt at holde op med at spise, som om der var no tomorrow. Eller er jeg naiv nu?

 

Så er det to måneder siden i dag, nøjagtig, for tre kvarter siden, at jeg skoddede min sidste cigaret. Og om to-en-halv time er det nøjagtig to måneder siden, jeg var ved læge med den mest foruroligende, skræmmende, gysende hoste ever i mit liv som ryger.

Han lyttede, sagde: Rygerlunger, og smed mig ud af døren med et angstanfald på størrelse med Mount Everest. Jeg fik det værre og værre, til sidst kunne jeg ikke trække vejret. Fik en tid hos en vagtlæge, som til gengæld ikke kunne høre hverken lungebetændelse eller bronkitis. Øøøøh! Sindet er forunderligt. Så jeg er enten megasyg, eller jeg er rask.

Men jeg er i hvert fald også stoppet med at ryge, og det har kostet fjorten forsøg, mindst, og en læge der lidt henkastet sagde: Du har rygerlunger, at få mig til at holde op. Men jeg er STOPPET!

Det har været to måneder i helvede. Først skrækken for sygdomme (den blusser op med jævne mellemrum). Så rastløsheden. Ugideligheden. Tankemylderet. Søvnløsheden. Den sprælske energi. Og så kom vreden. Jeg har været så vred, og så giftig. Virkelig hensynsløst ondskabsfuld og for meget. Jeg var ikke klar over, hvor mange følelser røgen egentlig lagde sit klistrede fedtede spind over. Vreden må have siddet som en klump i halsen og i brystet i alle årene, men jeg har spist den - sammen med røgen. Men jeg er ikke sjov at være i nærheden af. Har i hvert fald ikke været det. Tror nok, det er lidt på retur nu med den mest kompulsive, ukontrollerbare vrede.

I dag er det nok første gang, at jeg rigtig føler stolthed over det. Yeeeah, jeg har faktisk gjort det, tænker stolte mig. Smidt smøgerne. Det er fanme stort. Og nej, det er ikke større end at få børn og skrive bøger, men lige nu - og det er ikke nemt at sige det - er det på størrelse med. Det' da lidt flovt. Nå, fuck nu det. To røgfri måneder, GREAT!

PS billedet er fra dengang jeg røg, og var tynd. Rygning sætter stofskiftet i vejret. Ja tak, det kan jeg godt tale med om. Nu er det et par uger siden, vægten sidst knagede under mig... men øh, der er røget lidt kilo på. Men skide være med det. Det betyder i grunden intet. Og jeg skal nok smide de kilo igen, hvis det er meget vigtigt.

Nyeste kommentarer

31.08 | 23:25

Så gode tekster, Margrethe! - Du bør samle dem og udgive dem på et tidspunkt! Husk også dine Facebook-tekster!

...
26.11 | 17:59
Brændt har modtaget 1
10.05 | 08:56
Ny bog har modtaget 1
31.08 | 23:23
Fotos - konf 09 har modtaget 1