Uddrag af Brændt

Uddrag

4.

 

Rami ville sludre. Som sædvanlig. Om danskerne. Skide danskere og deres moral. Eller dobbeltmoral. Eller mangel på moral. Bare se, hvordan de gik ind i hans forretning og nærmest væmmedes ved synet af hans frugter og grøntsager. Som om disse led af en mystisk sygdom. Som kunne man blive besmittet af frugt og grønt fra hans forretning. Rami virker ret paranoid faktisk. Han er stigmatiseret af sin kurdiske herkomst, som jeg er af min fedme.

- Rami, smilede jeg, - du ser syner. Hvorfor skulle folk forestille sig det? Jeg kunne slet ikke dele hans ophidselse. Kunne han da ikke se på mig, at jeg lige var blevet kysset? Rami så ingenting.

- De tror, jeg sælger dem frugt, der er inficeret med et eller andet bakteriologisk crap, gryntede han og vejede to kg kartofler af til mig. – Skulle jeg virkelig stå hjemme i køkkenet og sprøjte appelsinerne med Ajax eller skurepulver? Ha!

- Rami, afbrød jeg ham og lænede mig lidt ind mod disken. - Hvad synes du om mig?

- Dig? han gloede på mig og skar en grimasse og blev pludselig nærværende, - Det ved du da godt, Anna, jeg synes, du er helt okay!

- Nej, som... kvinde, jeg talte med vilje med små bogstaver, for jeg var pinligt berørt over at henlede hans opmærksomhed på mit køn, som jeg ellers så dygtigt skjulte bag bjergene af fedt, valkerne af vellevned.       

- Kvinde? Rami havde åbenbart ikke de samme problemer med at henhøre mig til kvindekønnet. - Du være dejlig danske pike. Stor babser, stor ræv, muslimske mænd godt li stor kvinde.

- Hold mund, Rami, sukkede jeg, hvorfor nedværdiger du dig på den måde?

- Fordi, sagde han og drejede pegefingeren rundt i panden, - fordi jeg er så dom. En dom, kurtisk flyktning.

- Du er ikke dum, Rami. Og er du kurder længere? Har du nogensinde været kurder? Er du ikke dansker... ret beset?

- Herinde, sagde han og slog sig teatralsk på brystet, - herinde er jeg kurter. En gang kurter, alti kurter. Kurtistan, du mit fætterland!

Han talte ellers aldrig i de dumme indvandrerklichéer til mig. Det var nok, fordi jeg var så fed? Hvis jeg havde været en superslank, myndelignende kvinde, ville han have givet mig hele showet. Tror jeg. Vi talte sammen på de udstødtes sprog, ironien. Rami fik aldrig gjort sit ingeniørstudium færdigt. Hans far døde brat for tre år siden og Rami blev nødt til at overtage forretningen midt i sin afsluttende opgave på universitetet. Jeg har prøvet at forklare ham, at danske studerende også ind i mellem forlader deres studier, fordi de er nødt til at tjene til livets opretholdelse. Men han indvendte, at det nok er de færreste danskere, der har en familie på elleve mennesker at forsørge, når de kun er 25 år. Han hader danskerne med en indædthed og fanatisme, der i styrke minder om det had, han nærer til tyrkerne. Danmark har taget imod hans familie på den nølende, lidt vrangvillige facon, der er typisk for dansk humanitær bistand. Det er over 27 år år siden Ramis forældre flygtede til Danmark, og Rami er født her. På Sct. Josephs Hospital på Nørrebro. Hvilket rent teknisk gør ham til dansker. Dansk statsborgerskab har han da, i modsætning til så mange andre. Han har aldrig været i sit elskede ”Kurtistan”, på nær den gang hvor han skulle ned for at besigtige en brud, faderen havde valgt til ham. Rami nægtede at gifte sig med hende. Han føler sig overbevist om, at det var denne vægring, der tog livet af faderen.

- Men jeg kunne ikke, Anna, sagde han en gang og vendte øjnene mod himlen. Hun var så satans dum.

- Det er kun fordi, hun aldrig har lært noget, indvendte jeg.

- Hun ville være ude af stand til at lære, svarede han. Dumheden er nedarvet gennem generationer. Og for resten, folk, der er på flugt, bliver gjort dumme af det. Hvornår skulle man få tid til at læse digte eller romaner, når det er vigtigere at kunne stave sig igennem teksten på en rulle gazebind eller brugsanvisningen på en maskinpistol?

Jeg havde ikke lyst til, at han skulle have ret. Men selvfølgelig havde han det.

Men lige den dag havde jeg ikke lyst til at diskutere danskere og danskeres angst for hans grøntsager, som i øvrigt var udmærkede. Frugten var moden, men ikke overmoden. Grøntsagerne lydefri. Uden pletter eller visne blade. Udbuddet stort og varieret. Rami har stentøjskrukker med feta, og oliven i alle størrelser, former og farver. De enorme grønne. De rynkede, sorte. Krydderier i poser, små stærktrøde chilier, der brænder mund og svælg op i en mundfuld, 20 forskellige slags karry, spidskommen, sar og oregano. Alle duftene. Vidunderligt. Jeg havde aldrig været i Tyrkiet eller noget andet muslimsk land for den sags skyld, men jeg kunne lukke øjnene i Ramis forretning og snuse dybt ind og straks befandt jeg mig i bazaren og hørte muezzinen bræge fra minareten.                                                    

Nej, for en gangs skyld ville jeg ikke diskutere med ham. Danskeres dumhed, ignorance, fordomme, deres hæslige afmagrethed til trods for deres enorme materielle overflod. Deres sorte klædninger. Sort, sort, altid sort, som om vi alle var et stort følge, der var ved at bære vores egen kultur til graven.

Jeg ville bare have mine kartofler i en fart og hjem til mig selv. Men der var grænser for hvor lidt Rami ville nøjes med fra min side. - Vi er venner, sagde han en gang til mig. Og det rørte mig, for, gik det i samme øjeblik op for mig, jeg har ingen andre venner. Det er umuligt at være ven med en flodhest. Man kan ikke følges med en flodhest gennem byen eller på diskotek eller på museum. Det ville være sårende og kynisk at hive en flodhest med i en tøjforretning, og ind i et prøverum. Man ville ikke kunne vise sig på en restaurant sammen med en flodhest, som sikkert ville grynte, eller spilde over det hele, og i hvert fald pådrage sig alle de andre gæsters øjne, som våde hesteøjne trækker summende fluer til sig om sommeren. Umuligt! Så hvordan skulle jeg bære mig med ad med at have venner?

Jeg har nogle bekendte, såkaldte veninder fra skoletiden. Annemette, som holder mig op ved siden af sig, så hun selv ser endnu mere yndig, fin og spædlemmet ud, og som ikke har nogen problemer med at følges med mig hverken på restauranter eller ind i prøverum - af alle de førnævnte grunde. Hun holder krampagtigt fast i at kende mig, og jeg er for svag til at bryde forbindelsen. En gang om måneden eller hver anden mødes vi, som regel hjemme hos mig, med mindre hun igen er blevet forelsket, det er hun ofte, og vi derfor tilfældigt skal løbe på manden ude i byen, hvor han med egne øjne kan se, at hun er et pragteksemplar af en kvinde, der oven i købet har hjerte nok i livet til at følges med et besynderligt "dyr" som mig. Og så, hun knuger de små magre hænder mod hinanden, skal vi rigtig tale. Det gør vi så, om hende. Og så er der Dorthe, også en skoleveninde, som har været modbydelig nok til at forelske sig i min bror og nu er gift med ham på trettende år. Hans vrede mod mig har smittet af på hende, og nu hader de mig begge to.

- Rami, sagde jeg, og han rakte mig papirsposen med kartofler, - Kunne nogen mand forelske sig i mig?

Han slog ikke en høj latter op. Han væltede sig ikke ud i en ny strøm af klichéer om muslimske mænd, der elsker fede kvinder. Han så alvorligt på mig. Så nikkede han.

- Tak, Rami, sagde jeg og knugede posen med kartofler ind til mig, - tak!

Da jeg kom hjem, gik jeg ud i haven og begravede fødselsdagskagen. Da jeg havde kastet jord på kagen, fortrød jeg, smed mig på knæ og skovlede jorden til side. Men da smagen af smør, honning, chokolade, mel og jord ramte min gane, brækkede jeg mig. Jeg var tredive år. Vejede 128 kilo. En mand havde kysset mig. Jeg brækkede mig igen.

 

 .....

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

31.08 | 23:25

Så gode tekster, Margrethe! - Du bør samle dem og udgive dem på et tidspunkt! Husk også dine Facebook-tekster!

...
26.11 | 17:59
Brændt har modtaget 1
10.05 | 08:56
Ny bog har modtaget 1
31.08 | 23:23
Fotos - konf 09 har modtaget 1
Du kan lide denne side